Min dumhed kostede mig alt - del 3:4

Efter Carsten var gået ud af stuen, sad jeg som lammet og kunne ikke få et ord over mine læber.

Jeg prøvede at kalde på ham, men der kom ikke noget svar.

Tårerne løb ned ad mine kinder. Mine hænder knugede så hårdt om en sofapude, at knoerne blev helt hvide.

Med ét slag var hele min tilværelse ramlet sammen.

Jeg kunne høre hoveddøren gå og bilen blive startet.

Hulkende løb jeg over til vinduet og så Carsten køre ud ad indkørslen og forsvinde.

Den nat fik jeg ikke lukket et øje.

Den følgende dag og de næste par uger var som et mareridt.

Du kan se første del af serien her:

Alting skete så hurtigt, og jeg følte knap, jeg fik et ben til jorden.

Jeg blev hvirvlet rundt, mens hele mit liv faldt fra hinanden.

Pigerne forstod heldigvis ikke så meget, men midt i det hele, skulle jeg også være stærk over for dem.

Jeg forsøgte flere gange at tale med Carsten, for vi måtte da kunne rede trådene ud.

Det hele var en stor fejl. Jeg elskede ham jo.

Men Carsten var hård som en sten:

– Der er intet at diskutere. Det er slut, sagde han.

Allerede en måned efter var jeg blevet installeret i en lille treværelses lejlighed syd for København, med et soveværelse, en stue og et fælles værelse til pigerne.

Det føltes surrealistisk og forkert.

Vi aftalte at deles om børnene, så de var en uge ad gangen hos ham og en uge ad gangen hos mig.

Carsten indvilligede også i at give mig et fast beløb hver måned, indtil jeg havde fået styr på min tilværelse.

Han var ikke længere så iskold, som han havde været i begyndelsen. Vi kunne endda grine lidt en gang imellem.

Men når jeg forsøgte at tale om andet end alt det praktiske, rystede han bare på hovedet, og sagde:

– Nej, Iben. Lad være. Det går ikke, lød svaret.

Der gik en lille måned, hvor jeg troede, at det hele alligevel ville ende godt.

Okay, så han ville give mig en lærestreg, tænkte jeg. Et rap over nallerne. Så bliver han god igen. Vent du bare og se, Iben. Det skal nok gå.

Men en sommerdag fik jeg en nyhed, der fik mig til at gå helt ned med flaget.

Pigerne havde været hos Carsten, og da de kom hjem, hørte jeg dem en aften snakke om en kvinde ved navn Hanne.

– Hvem er Hanne? spurgte jeg og kunne allerede mærke mit hjerte begyndte at hamre i mit bryst.

Pigerne forsøgte først at snakke udenom, men sandheden kom alligevel hurtigt frem.

Carsten havde fundet en kæreste, der hed Hanne, og hun var, ifølge pigerne både sød og sjov.

Jeg blev ude af mig selv af raseri og ringede med det samme til Carsten. Der var telefonsvarer på, men jeg lagde ingen besked.

I løbet af aftenen prøvede jeg igen og igen at få fat i ham, uden held.

Tæt på midnat ringede Carsten endelig tilbage:

– Jeg kan se, at du har ringet en masse gange. Er der noget galt? spurgte han.

– Din orm. Dit lede bæst, hvæsede jeg, mens tårerne endnu en gang fik mine øjne til at svømme over af både sorg og raseri.

– Hvad taler du om? Er pigerne okay? spurgte han.

– Hvem fanden er Hanne, hva’? Er det din nye dulle? Du er godt nok hurtig. Dit lede svin, rasede jeg.

Carsten bed mig af:

– Ved du hvad, Iben, det skal du overhovedet ikke blande dig i.

– Det rager ikke dig, hvem jeg ser eller ikke ser. Det er slut mellem os. Og må jeg lige minde dig om, at det var dig, der havde en affære, ikke mig. Farvel, sagde han.

Der gik et sekund, før jeg fik samlet tankerne. Så forsøgte jeg febrilsk at stoppe ham.

– Åh, nej søde Carsten, vent, læg ikke på, jeg mente det ikke, råbte jeg ned i røret.

Der var så meget, jeg ville sige.

Men det var for sent. Han havde lagt på.

Jeg prøvede forgæves at ringe ham op igen, men han svarede ikke.

Så satte jeg mig helt tom for følelser, og stirrede ud i mørket.

Der sad jeg, indtil solen stod op, før jeg endelig gik i seng.

Du kan se fjerde og sidste del af serien her: