Min far ville ikke have mig - del 2:2

Stilen om mit savn af en far blev så god, at den blev læst op i klassen. Og efter det var sket, begyndte et par af klassens plageånder at drille mig intenst med, at jeg ingen far havde.

På en udflugt til Jylland blev det for meget for mig, og jeg brød fuldstændig sammen. Mine veninder forsøgte at trøste mig, men jeg var så opløst, at de tilkaldte min klasselærer, som trak mig afsides og fik mig bragt til ro.

Den episode fik mig til at forstå, at jeg havde et tomrum, som jeg var nødt til at prøve at fylde ud, og derfor begyndte jeg kort tid efter at lede efter min rigtige far.

Min mor havde fortalt mig, hvad han hed, og takket være internettet var det ikke en særlig svær opgave at finde frem til ham. Det var straks langt sværere at få skrevet en besked til ham.

Jeg tænkte meget over, om han overhovedet ville kendes ved mig. Jeg skrev og skrev og kasserede den ene besked efter den anden, men inden længe indhentede skæbnen mig i form af en telefonopringning.

Det var Brian, som ville høre, om jeg havde lyst til at møde min far. De to var tilfældigvis stødt på hinanden til en festival, der bliver afholdt i vores by hvert år. Og han stod der lige nu, med min far ved siden af.

Brian og jeg var kommet på okay fod i de senere år, men selv om han var blevet sødere mod mig, blev det aldrig helt godt. Af samme grund var det mærkeligt, at det netop blev ham, der kom til at formidle kontakten til min far.

Måske var det en blanding af dårlig samvittighed og medfølelse for det savn jeg følte over ikke at have en rigtig far, der fik Brian til at træde til og forene min far og mig?

De færdedes i de samme cirkler og havde fælles venner, og det var også grunden til, at min mor og rigtige far havde mødt hinanden dengang, og havde haft deres korte affære.

I teorien kunne jeg faktisk helt tilfældigt være stødt på min far, for han boede stadig også i vores by. Men det var ikke sket, og nu skulle jeg møde ham for første gang.

Efter opringningen klædte jeg mig om, mens jeg tudede og var helt ude af flippen. På turen ned til festivalpladsen nåede jeg at tænke tusind tanker: Hvad skulle jeg sige? Hvad nu, hvis han ikke kunne lide mig? Hvad nu, hvis vi ikke kunne kende hinanden?

Det sidste viste sig hurtigt ikke at blive noget problem. Jeg har altid fået at vide, at jeg er som snydt ud af næsen på min mor, men da jeg så min far, kunne jeg kende mange af mine træk fra ham.

Jeg stod lidt dumt og viftede med den ene hånd for at sige goddag, men det ignorerede min far fuldstændig, og i stedet trak han mig ind til sig i et kæmpe bjørnekram. Og i hans arme, fik jeg med det samme fornemmelsen af at være kommet hjem.

Vi satte os på en bænk, og han viste mig billeder af sine andre børn, og pludselig var jeg beriget med yderligere to søskende – en stedbror og en stedsøster, hvor specielt pigen lignede mig meget.

Senere, da den værste akavede stemning havde lagt sig, fortalte min far mig, at han havde fulgt mig på afstand i alle årene gennem hans og min mors fælles venner. Det havde altid været et stort savn hos ham, at han havde et barn, han ikke så.

Den ulykkelige situation havde først og fremmest skyldtes, at han havde gjort min mor gravid, mens han var gift med en anden kvinde, som han havde mine to halvsøskende med.

Han var senere blevet skilt, men på det tidspunkt var der gået så mange år, at han havde følt, at det ville være mærkeligt pludselig bare at komme galopperende ind på scenen og påberåbe sig rollen som far.

”Men Line, hvis jeg må, vil jeg gerne prøve at indhente det forsømte nu”, sagde han. Og selvfølgelig måtte han det.

Nu er der gået et år, siden vi mødtes, og vi har været sammen mange gange siden. Jeg tror aldrig, at han kommer til at føles helt som en forælder for mig, for der er jo meget i mit liv, han ikke har været en del af. Men i stedet for at ærgre mig har jeg valgt at glæde mig over det, jeg har fået: Nemlig en far, der vil mig 100 procent.