Så hellere single

Mit liv gik i stå

Søren og jeg blev gift som helt unge og havde siden delt alt i livet med hinanden, lige fra sorger og glæder til fælles venner og interesser. Men da vi var sidst i 60’erne, og Søren pludselig døde af et hjertestop, gik mit liv i stå.

Nu skulle jeg håndtere sorgen over at have mistet min elskede mand, min bedste ven og nærmeste livsvidne. Noget andet var, at jeg aldrig før i mit voksne liv havde været alene. Selv om jeg stadig havde vores omgangskreds af parvenner, følte jeg mig ikke som en fuldgyldig del af det fællesskab længere. Når vi sås til en god middag, sad jeg der alene uden min bedre halvdel, mens de andre ægtepar mindede mig om det, jeg selv havde mistet.

At rejse på ferie var også udelukket for mig. Selv om jeg havde mine voksne børn og børnebørn, følte jeg ikke, at jeg kunne være bekendt at sidde lårene af dem i deres fritid. De havde jo stadig travlt med at leve deres eget liv.

En date med Per

Et par år efter at jeg havde mistet Søren, følte jeg mig stadig amputeret, og jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde skulle komme videre med mit liv uden en anden at følges med. Løsningen blev, at jeg oprettede en profil på en seniordatingside. Derigennem mødte jeg Per, en frisk, charmerende og livlig mand på samme alder som mig.

Modsat mig havde Per været gift flere gange i løbet af sit liv. Vores nye forhold blev også på mange måder anderledes end det, jeg havde haft med Søren. Mens vi altid havde været hinandens førsteprioritet, levede og åndede Per helt klart mest for sin sejlbåd. Nu, hvor han var gået på pension, tilbragte han stort set alt sin tid på havnen og kom først hjem til mig for at spise aftensmad, gerne i selskab med en sæk vasketøj.

I begyndelsen gjorde det mig ikke noget at forkæle ham med god mad og hjælpe ham med det praktiske. Jeg var tværtimod lykkelig for at få selskab af en mand derhjemme. Alene det at falde i søvn i hans arme og vågne til en ny dag sammen med ham var som at have fået revet et mørklægningsgardin ned, så lyset strømmede ind i mit liv igen.

Selv om jeg aldrig før havde sejlet, skulle jeg selvfølgelig med ombord på Pers båd. Første gang blev jeg desværre frygteligt søsyg, og de næste gange mistede Per tålmodigheden med mig, fordi jeg sad i vejen for sejlene.

Der gik ikke længe, før han mente, at det nok var bedst, at han sejlede uden mig. Så kunne jeg vente derhjemme og have middagen klar til ham. Maden blev dog ofte kold, for Per kom og gik, som det passede ham. Det lod ikke til at interesse ham at tilbringe mere tid sammen med mig, og det sagde ham heller ikke noget at rejse. Han orkede ikke at lære min familie og omgangskreds nærmere at kende, og faktisk gad ham heller ikke længere lytte til, hvad jeg havde at sige, når han kom hjem til mig for at spise og sove.

Det kom derfor bag på mig, at han efter det første halve år begyndte at tale om at flytte hjem til mig. Det viste sig, at han i så fald ville spare penge på sin egen husleje, så han i stedet kunne bruge overskuddet på båden. Først da blev jeg tvunget til at indse, at det, Per længtes efter i et forhold, aldrig ville blive det, jeg selv savnede. Bortset fra det var jeg selvfølgelig målløs over hans frækhed.

Slut med at føle mig udenfor

Da jeg slog op med ham, var det ikke for at søge efter en anden mand, der kunne give mig tosomhed. Det var i erkendelsen af, at jeg fremfor alt blev nødt til at lære at sætte pris på mit eget selskab.

I stedet for at føle mig udenfor, fordi jeg manglede en at dele mit liv med, tog jeg initiativ til at invitere min familie og venner ind i mit eget liv. Jeg tog på højskole og på grupperejser og har lært nye mennesker at kende, både enlige og par. I dag, fire år efter Sørens død, savner jeg ham stadig, men jeg savner ikke en ny mand at dele mit liv med. Jeg nyder mit eget selskab fuldt ud.