Endelig fandt jeg min far

Sabrine peger på et papir med et slægtstræ, som ligger på bordet foran hende. Hun forklarer, hvem der er hvem i hendes nye amerikanske familie.

– Og her er mig og far på flyvepladsen i Orlando, siger 55-årige Sabrine Leaf Dahlqvist og viser et billede på telefonen af sig selv og en ældre, gråhåret gentleman fra USA.

Det var netop i USA, at hun første gang mødte sin biologiske far og den hidtil ukendte del af sin slægt.

– Det var naturligvis fantastisk at møde min far, men det var mindst lige så dejligt at møde mine søstre, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Der er mange ligheder mellem os, fortæller Sabrine, som bor i den svenske by Falkenberg
med sin mand, Mikael.

Før anede Sabrine ikke, hvem hendes biologiske far var. Alt, hvad hun vidste, var, at hun var resultatet af en kort romance, som hendes mor havde haft i 1960’erne, da hun boede og arbejdede på en svensk restaurant i USA.

– Men hun havde haft to forhold på samme tid og vidste ikke, hvem af dem der var min far. Da hun blev gravid, vendte hun tilbage til Sverige og fødte mig.

Rejste selv til USA

Da Sabrine blev gammel nok til at forstå, at hun ligesom alle andre børn måtte have en biologisk far, begyndte hun at spørge sin mor om, hvem han var. Men hun kunne ikke få noget svar og måtte affinde sig med at leve i uvished.

Lige inden fødslen af hendes yngste datter i slutningen af 1990’erne besluttede Sabrine sig dog for at sætte alt ind på at finde sin far. Hun syntes, det var vigtigt for hendes børn at vide, hvem de nedstammer fra.

Hun startede med at opsøge en af sin mors veninder, som også var rejst til Los Angeles for at arbejde i 1960’erne. Veninden var blevet i USA, og Sabrine håbede, at hun vidste noget om faren.

– Men det viste sig, at hun havde taget livet af sig selv. Hendes tidligere mand, Ray, havde dog en teori om, hvem der kunne være min far, og gav mig to mulige navne – Bob eller Pat.

Det lykkedes Sabrine at opspore Bob, som var villig til at tage en dna-test. Men på den tid kostede en privat dna-test omkring 50.000 svenske kroner, og det kunne hverken Sabrine eller Bob betale.

– Den anden mand, Pat, fik jeg aldrig fat i. Han var forsvundet. Alt, jeg fik at vide om ham, var, at han var politibetjent.

Hjælp fra uventet kant

Eftersøgningen af hendes far endte blindt, og Sabrine indså, at hun nok måtte give op. Men for to år siden dukkede hjælpen op fra uventet kant.

– Jeg har en veninde, som er interesseret i slægtsforskning, og vi sad en aften og talte om det. Hun ville gerne hjælpe mig videre gennem Ancestry, som er en slægtsforskningsside på nettet.

Sabrine sendte en dna-prøve ind, og knap en måned senere fik hun besked om, at hun nedstammede fra Irland.

– Det overraskede mig. Irland havde jeg aldrig tænkt på.

LÆS OGSÅ: Charlottes far forvandt: Nu vil jeg finde min søster

Derefter fik hun at vide, at hun havde nogle fætre og kusiner, som alle var bosat i USA.

– Jeg skrev til dem alle. En af dem svarede hurtigt, men det viste sig, at han var bortadopteret. Men vi kom frem til, at hans far og min far var brødre.

Nogle uger senere fik hun også kontakt med en kusine i Los Angeles, som fortalte, at hendes morbror Pat måske kunne være min far.

– Jeg fik hans kontaktoplysninger af min kusine, men jeg ville bare ikke ringe, så jeg skrev en mail og fortalte, at jeg var hans datter.

Fantastisk følelse

Hendes far svarede omgående, at han gerne ville se hende. Han fortalte hende også, at hun havde tre halvsøstre og en adoptivbror.

– Det var en helt fantastisk følelse. Og det viste sig, at min far var den Pat, som Ray talte om 20 år tidligere. Hvis Ray bare havde vidst, hvor min far var rejst hen, kunne vi have fået kontakt allerede dengang.

Sabrines far, 78-årige Patrick Johnston, havde ganske rigtigt arbejdet hele sit liv som betjent i Los Angeles. Siden han var gået på pension, havde han tilbragt halvdelen af året i Maine og den anden halvdel i Florida.

– Min fars familie var emigreret fra Irland til Toronto i Canada i 1920’erne og flyttede siden til USA. Da min mor mødte min far, arbejdede han som bartender, men skulle netop til at flytte for at uddanne sig i politiet.

Pat havde hørt rygter om, at kvinden, som han tilbragte en nat med, var blevet gravid, men da hun ikke tog kontakt og i stedet vendte tilbage til Sverige, gik han ud fra, at det ikke var ham, som var faren.

Ganske hurtigt bestemte Sabrine og hendes far sig for at mødes, og i starten af marts sidste år fløj Sabrine og Mikael til Florida. Sabrines far insisterede på, at de skulle bo hjemme hos ham.

Her fik de også selskab af blandt andre hendes tre halvsøstre, Tricia, 45, Mary, 50, og Alicia, 52, samt hendes adoptivbror, Patrick, 31, og hendes 88-årige faster, Patricia. Fætteren Brad, der var den første i hendes amerikanske familie, som hun fik kontakt med, var der også.

Det første møde

Det første møde mellem Sabrine og hendes far blev lidt stift. Hun tror selv, at det skyldtes, at hun ikke er så god til engelsk, og de havde derfor svært ved at kommunikere med hinanden til at begynde med.

– Men da alle de andre begyndte at komme, blev det mere afslappet. Det var helt vildt at møde mine søstre. Vi havde gaver med til hinanden, og jeg fik blandt andet et halssmykke formet som en firkløver. Den symboliserer os fire søstre, og at vi nu er et rigtigt firkløver.

Sabrine synes selv, at hun har flest fællestræk med sin mellemste søster, Mary.

– Vi er nok dem, der ligner hinanden mest af både udseende og sind.

Sabrine og hendes nye, store familie tilbragte hele weekenden sammen. Så måtte hendes far flyve med sin kone til Boston, hvor hun skulle have behandling for sin kræftsygdom.

Læs også: Danske Claudia fandt sin mor i Colombia

– Vi skulle have haft mere tid sammen, men desværre fik han besked om, at hans kones tilstand var alvorlig. De nåede lige at flyve til Boston og tage afsked, inden hun døde.

For Sabrines far blev det derfor en mildt sagt dramatisk weekend. Han mødte for første gang sin ukendte datter og mistede samtidig sin hustru.

Har tæt kontakt

Inden de sagde farvel til hinanden på flyvepladsen i Orlando, besluttede Sabrine og hendes far, at de fortsat skulle holde kontakt, og det gør de.

– Vi mødtes igen i januar. Min mand og jeg rejste til Florida og boede hos min far en uge, og mine søstre kom også og blev der i tre dage. Vi havde det rigtig hyggeligt. Det føltes, som om vi havde kendt hinanden meget længere. Og vi opdagede, at vi har samme humor, siger Sabrine og tilføjer med et grin:

– Nu forstår jeg også, hvorfor jeg altid har holdt af irsk folkemusik.