Et år efter ulykken: Jesper tilbage på tv

”Har du det godt?” Sådan blev Jesper Sørensen, 18, spurgt af Morten Resen på Go’ morgen Danmark.
-Ja, det synes jeg. Der er selvfølgelig lidt, som altid vil være der, fra dengang, jeg kom galt afsted, svarede en smilende Jesper Sørensen, da han var med i studiet, da Morten Resen havde sin sidste vagt som vært på Go’ morgen Danmark.
Jesper Sørensen lider af den sjældne sygdom progeria, der populært sagt gør, at han ældes langt før sin tid. Men det har ikke taget humøret fra Jesper. Som seerne kunne se forrige sommer, da TV2 sendte dokumentaren ”Jespers store sommertræf”, er han normalt fuld af energi og godt humør.
LÆS OGSÅ: Her er Jespers venner
Men Jespers gode humør blev sat på noget af en prøve, da han for et år siden kom ud for et uheld, mens han spillede fodbold. Da han skulle sparke til bolden, gik et eller andet galt, og Jespers hofte røg simpelthen ud af hofteskålen.
Det var kedeligt og trist
Det kostede ham først 16 dage på sygehuset, hvor han stort set ikke var ude af sin seng, og siden kostede det ham et halvt år hjemme med genoptræning.
-Jeg havde det, for at sige det ligeud, ikke særlig godt, sagde Jesper på Go’ Morgen Danmark.
-Jeg gik sådan set derhjemme og lavede ingenting. Det var kedeligt, det var trist, og det var jo lidt som at være på sygehuset i alle de dage.
Men heldigvis har genoptræningen hjulpet. Jesper kan gå igen, og han har, siden sommerferien sluttede, været i gang på en produktionsskole, hvor han går på kokkelinjen.
LÆS OGSÅ: Jesper takker for alle hilsner
-Det er dejligt at være der. For jeg tror, at alle de måneder, jeg gik hjemme, der går man ikke ud og laver noget, eller er sammen med andre mennesker på ens egen alder, og det er rigtig dejligt, sagde Jesper morgen-tv.
Det var for øvrigt en tydeligt rørt Morten Resen, der i sin sidste vagt på Go’ morgen Danmark fik besøg af Jesper. For de to har gennem tiden opbygget et helt særligt forhold til hinanden. Det betød dels, at Jesper meget gerne ville være med på Jesper sidste dag, og det betød dels, at Morten fik en helt speciel afsked med det program, han har været vært på i 9 år.
Fantastisk at være sammen med
Som han sagde om sit forhold til Jesper:
-Han har et eller andet, som jeg synes, er fedt at spejle sig i.

Morten Resen har et helt specielt forhold til sin ven Jesper Sørensen. Her er de fotograferet, da TV2 for nogle år siden fejrede 25 års jubilæum. Foto: Thomas S. Laursen
LÆS OGSÅ: Inger er et ægte mirakel
-Han har en sygdom, der gør, at han dybest set ikke burde være her ifølge statistikken, og han er bare glad fra han står op om morgene, til han går i seng om aftenen. Det synes jeg bare er ret fascinerende.
-På den måde er han bare fantastisk at være sammen med, sagde Morten på Go’ morgen Danmark..