Eva blev kontaktet af ukendt søster på facebook: Jeg var hård

Eva har haft en dejlig barndom i et trygt hjem i Stouby nær Vejle hos Erna og Lars. Dem vil Eva altid vil betragte som sine rigtige forældre.

Erna og Lars havde forsøgt at blive forældre i seks år, da de endelig blev godkendt som adoptivforældre. Efter tre års sagsbehandling gik der bare et halvt år, før et brev dukkede op i postkassen med et billede af en lille blond pige. Det var Eva. Hun var opvokset på et børnehospital i Tulcea i Rumænien og havde siden boet på et af de berygtede børnehjem under diktator Ceausescus tid. Eva nåede at blive 2 år, før Erna og Lars fik lov at rejse til Rumænien og hente deres ønskebarn.

LÆS OGSÅ: Min mand fik barn med en anden

– Fra det øjeblik, vi så et billede af Eva, var hun jo i vores hjerter. Tanken om, at hun sad dernede, og vi ikke vidste, hvordan hun havde det, var forfærdelig. Vi ventede et halvt år på, at adoptionspapirerne skulle gå i orden, husker 55-årige Erna Larsen, der arbejder som farmakonom.

Erna og Lars fik overrakt deres lille pige på børnehjemmet den junidag i 1994. De havde tøj med til hende, for det tøj, hun havde på, skulle børnehjemmet beholde. De fik ikke lov at komme længere end til forhallen, og Erna tænkte, det nok var fordi, der ikke var noget godt at vise frem.

Eva var 2 år, da hun blev adopteret til Danmark fra Rumænien.

Eva græd, da hun kom i deres arme, men hun stoppede, da Erna og Lars kørte bort fra børnehjemmet og tilbage til hotellet – nu som forældre. Fra det øjeblik Eva forstod, at Erna var hendes nye mor, slap hun hende ikke af syne. Uanset hvor Erna gik, var Eva med hende. Og Eva blev ulykkelig, hvis hun ikke kunne se sin nye mor.

– Jeg kan selvfølgelig ikke huske det, men når jeg ser de film, som mine forældre optog første dag med dem, ser jeg en pige, som er vant til at være helt alene i verden. Jeg var nok understimuleret, for jeg sad og rokkede frem og tilbage på stolen, og jeg undgik øjenkontakt, fortæller 23-årige Eva Evdochia Larsen, der studerer til pædagogisk assistent og bor i lejlighed med sin kæreste.

Evas mor, Erna, husker tydeligt den rejse, som vendte op og ned på hendes og hendes mands liv. De havde været sammen i 14 år og havde forsøgt at få børn længe. Hun husker, hvordan hun sad med Eva på sit skød og kiggede ned på Donaufloden, hvor store fragtskibe kom sejlende roligt ned mod havnen.

LÆS OGSÅ: Sapran blev slået og ydmyget som barn: Jeg ville bare elskes

– Da jeg endelig havde Eva i mine arme, var alt forandret. Jeg tænkte, at de store skibe symboliserede det helt nye liv, som nu også kom sejlende til mig, fortæller Erna.

To år efter adopterede hun og Lars endnu en pige fra sortehavskysten i Rumænien, og fordi deres to blonde piger ser så danske ud, har de ikke følt sig anderledes.

– Jeg er lykkelig for at være opvokset hos mine forældre i Danmark, for jeg kan levende forestille mig, at jeg havde haft et svært liv, hvis min rumænske mor kunne have beholdt mig. Hun siger, at hun ikke havde noget valg. Min far forlod hende, og jeg var hendes femte barn. Hun var alene med mine søskende, som alle har forskellige fædre. Jeg blev født tidligt og vejede kun 1.800 gram. Hun efterlod mig på hospitalet, fordi hun ikke kunne overskue endnu en krise, og hun havde ikke noget netværk. Hun mistede en af mine brødre. Han blev kun et par år gammel, så hun må virkelig have været i sorg. Hun ville ikke af med mig, men der var ikke andre muligheder, fortæller Eva.

Min søster fandt mig

Alt det ved hun, fordi hun for to år siden blev fundet af sin rumænske familie på Facebook. Eva havde selv overvejet at søge efter den mor og far, som stod i hendes papirer, men hendes søster fandt Eva, før Eva selv nåede at lede. Søsteren fandt hende, fordi Eva havde beholdt sit oprindelige fornavn Evdochia, og det er der ikke så mange, der hedder.

– Først troede jeg ikke på min søster. Hun skrev, at hun var sikker på, at jeg var deres. Jeg var bange for, at hun var en svindler, så jeg var lidt hård i min tone, da jeg svarede hende. Hun skrev, at de aldrig havde glemt mig. At de huskede min fødselsdag, og at der ikke gik en dag, uden min rumænske mor tænkte på mig. Hun havde genkendt mig med det samme, da hun så mit profilfoto på Facebook, fortæller Eva.

LÆS OGSÅ: Sørger dyr over de døde?

Det er kun den ene af Evas biologiske søstre, som har internetadgang. Så Eva kan kun kommunikere med familien i Rumænien, når de er hos søsteren, og så fungerer søsterens mand som tolk. De taler dårligt engelsk, men det gør ikke noget, for efter Eva har fået kontakt til dem, har hun ikke det store behov for at følge med i deres liv. Det har givet hende en ro og en tryghed at vide, hvor hun kommer fra, og hvorfor hun blev bortadopteret. Ligesom hendes rumænske familie er glade for at vide, at hun har det godt. De har kun skypet sammen et par gange, og når Eva ser sine søskende, kan hun tydeligt se, at de har haft et hårdere liv.

– Som de fleste andre adoptivbørn har jeg haft en periode i mit liv, hvor jeg var ked af det og tumlede med en masse spørgsmål, som jeg ikke kunne lide at belemre mine forældre med, fordi jeg var bange for at såre dem. Det var også svært for mig at sætte ord på, men det handlede om, at jeg var kommet til verden i et svigt, og jeg kunne føle mig svigtet over ingenting, fortæller Eva.

Eva med sin mor, Erna Larsen, 55 år.

Vil selv adoptere

– Det behøver ikke at være et problem at være adopteret, hvis blot man får hjælp til at tale om det. Det er vigtigt at ens forældre forstår, at det kun gør dem til endnu bedre forældre at være forstående, hvis man ønsker at finde frem til sine rødder, siger Eva.

Hun forestiller sig, at hun måske en dag selv vil adoptere. Den tanke har hun altid haft, for det var jo måden, man blev mor på, troede Eva, da hun var lille og ikke tænkte over, at de andre børn ikke også var adopterede. I dag synes Eva stadig, at det er en smuk måde at blive mor på.