Eva voksede op i en plejefamilie: Jeg gemte min sorg væk

45-årige Evas historie begynder egentlig allerede med morforældrenes flugt til Sverige under Pragforåret i 1968. Evas mor var den dygtige pige, som fik de højeste karakterer i skolen, men som i Sverige brændte ud og blev skør.

I 20-årsalderen kom hun i psykiatrisk behandling på et psykiatrisk hospital i Västervik, og her forelskede hun sig i en mand, som var indlagt samme sted på grund af et alkoholproblem. De fik et barn sammen – de fik Eva.

Efter et par år valgte Evas mor at forlade faderen og flytte sammen med en ny mand. En mand, som heller ikke var bleg for at tage en tår over tørsten, og som elskede at feste med sine kammerater, ofte døgnet rundt.

Da Evas mor nogle år senere var på fødeklinikken for at føde sit andet barn, Evas lillebror, som hun fik med sin nye mand, kom en socialarbejder på besøg og fandt Eva siddende på gulvet i entréen, mens stedfaren og hans venner væltede rundt i lejligheden til høj musik og med alkohol i glassene.

Socialarbejderen, som de tidligere havde haft kontakt med, greb ind og tog den 4-årige Eva med sig hjem.

Eva tog fat i hendes hånd – den trygge, faste hånd, som Eva stadig tænker så varmt tilbage på i dag, og de tog sammen til den anden ende af byen.

Læs også: Sofies sorgfulde liv: Blev mester i at skjule smerten

Glad for sin plejemor

Dagen efter vågnede Eva op, og der var en skøn sommervarme udenfor. En flue summede ved vinduet og ville ud. Der var noget så luksuriøst som appelsinjuice i køleskabet. Eva følte, at ”her er der varmt og trygt”.

Det, som blot var tiltænkt at være for en nat, blev til måneder, en hel opvækst. Eva havde fået en plejemor.

– Det var stressende aldrig at vide, hvor længe jeg ville få lov til at blive hos min plejemor. Som plejebarn ved man, at man ikke lever i en kernefamilie, og en gang om året kom de sociale myndigheder for at tjekke, hvordan jeg havde det. Jeg ville jo gerne bo hos min plejemor, siger Eva.

Ville redde sin far

Evas biologiske far dukkede til tider spontant op hos plejefamilien, og nogle gange opsøgte Eva ham selv ude i byen. Hun havde et ønske om at redde ham. Hans arme var altid åbne over for Eva, og i dem følte hun sig hjemme. Hendes mor var igen blevet indlagt til psykiatrisk behandling, og de så sjældent hinanden.

– Far havde et fint forhold til min plejemor, og jeg vil mene, at det er en stor fordel, hvis de biologiske forældre og plejeforældrene har god kontakt. Jeg fik adgang til min biologiske familie på min fars side med farmor, farbrødre og kusiner. Men jeg havde desværre ingen kontakt til min mors familie.
Evas far forsøgte hele tiden at få styr på sit kaotiske liv. Han var på behandlingshjem og blev endda aktiv i kirken og begyndte at underskrive sine postkort til Eva med ”Fred”.

– En dag hentede min plejemor mig tidligt fra fritidshjemmet. Hun sagde, at vi skulle hjem, for hun havde noget at fortælle. Jeg opbyggede store forventninger om, at det var noget sjovt, som ventede. Jeg husker, hvordan jeg sad i sofaen, og hun nøgternt fortalte, at far var død… Det eneste, jeg tænkte på, var, at der ikke kom nogen tårer.

Se også: Elisabeth blev forældreløs kort efter fødslen: Godt du blev min nye mor

Følte sig svigtet

Følelserne begravede Eva indeni, og stilheden indfandt sig helt inde i maven.

– Det var en kold aprilnat i 1982, at far døde. Hjemløs på gaden efter en lungebetændelse.

Eva blev ældre, og som teenager kom hun ofte på kant med plejemorens nye mand. Så det blev besluttet, at Eva skulle bo i et ”overgangshjem”, en betalt lejlighed tilhørende kommunen, indtil hun fyldte 18 år.

– Lige der følte jeg mig svigtet af min plejemor. Jeg var jo bare en teenager. Hvis vi havde fået støtte af de sociale myndigheder i den situation, var det ikke sket. Men jeg har fundet melodien med min plejemor igen, og i dag er hun som en mormor til mine børn.

Mistede fodfæstet

Eva læste samfundsvidenskab og begyndte siden at studere kunst. Hun videreuddannede sig til grafisk designer, for her var der job at få.

Senere giftede Eva sig og fik tre børn. Hun begyndte at arbejde i avisbranchen, og jobbet føltes lettere og sjovere end familielivet.

– Så brændte jeg ud og fik en depression, fordi jeg bare hastede af sted. Jeg ville skilles. Jeg tænkte: ”Åh, hvor ville det være skønt bare at kunne få en pause fra at være mor hver anden uge.” Jeg var i krise, var usikker i morrollen, ville virkelig gerne være mor, men følte stor præstationsangst. Og jeg arbejdede freelance, men kunne ikke holde mine aftaler, blev sygemeldt og mistede fodfæstet på arbejdsmarkedet. Til slut følte jeg, at børnene ville have det bedre uden mig. Jeg ønskede egentlig ikke at dø, men samtidig orkede jeg ikke at leve med mig selv.

Det blev et vendepunkt for Eva. Hun tog kontakt til en psykolog og fortsatte senere i psykodrama, en særlig terapimetode, hvor patienten iscenesætter og udspiller sine problemer som en slags teater.

– Her fik jeg endelig adgang til min sorg, som var gemt væk på lageret. Jeg opdagede alt det, som jeg havde haft brug for som barn, men aldrig havde fået. Bedre støtte fra de sociale myndigheder blandt andet.

Læs også: Daniella arbejdede i årevis som prostitueret: Jeg skammer mig ikke mere

Mødet med min bror

Med den fysiske aktivitet blev Eva gradvist stærkere, og kreativiteten spirede frem.

I denne periode opsøgte Eva endda sin biologiske mor igen.

– Der var gået 20 år, siden vi sidst havde set hinanden, og da jeg første gang foreslog hende, at vi skulle ses, fik jeg et nej. Nu bagefter kan jeg godt forstå, hvor svært det var for hende, men dengang tog jeg det personligt. Anden gang fik jeg et ja. Da vi så hinanden over en kop kaffe, fortalte hun om min lillebror, og det var, som om mange puslespilsbrikker faldt på plads.

Evas mor og bror havde heller ikke set hinanden, men moderen havde fået et bryllupsfoto af ham. På den måde fik Eva efternavnet på sin bror.

– Da jeg besluttede mig for at skrive til min bror, rystede jeg af nervøsitet. Gud ske tak og lov, så svarede han. Vi var begge to bange for at møde hinanden.

Samlet første gang

Eva husker, hvordan hun som 4-årig havde fået lov til at komme og se sin nyfødte bror gennem en rude på fødeklinikken, hvor han lå i sin plastboks.

– For at kunne nå op til ham måtte jeg stå på tæer. Jeg fik moderfølelser med det samme, jeg fik et glimt af ham. Jeg ville så gerne holde om ham, men fik ikke lov. Han blev anbragt i pleje allerede på fødeklinikken.

Lige dér var deres veje skiltes. Nu krydsede de hinanden igen. På præcis samme sted, hvor de var blevet skilt for 34 år siden, på sygehuset i Västervik.

– Jeg følte en utrolig ømhed, da jeg så ham. Det var så stort, fint og svært på én og samme tid.