Evelinas liv forandret for altid: Ulykken gjorde mig gammel

Man skal være yderst opmærksom, hvis man skal kunne spotte sporene efter den alvorlige trafikulykke, som 27-årige Evelina Åkesson var involveret i for 10 år siden. Lige under håret har hun en lille fordybning i panden, som vidner om de svære hovedskader, hun pådrog sig.

– Jeg husker intet fra ulykken. Det sidste, jeg kan huske, er, at jeg rettede på mit hår, inden jeg satte styrthjelmen på, fortæller hun.

Men ulykken forandrede Evelinas liv for altid. På et øjeblik blev hendes fremtidsdrømme slukket.

– Man har konstateret, at jeg er 24 procent handicappet. Cirka to procent gælder min højre hånd, som blev skadet ved ulykken, og 22 procent er hjerneskade. Jeg har svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen og bliver let træt.

Trods skaderne og de hårde odds har hun kæmpet sig tilbage til et normalt liv. Det mærker man tydeligt, når man besøger hende på gården i Ljungby i Skåne, hvor hun bor sammen med sin kæreste, Andreas Andersson, 37, og deres to katte.

I dag har hun besøg af sine forældre, Maria og Tomas. De har været en vigtig del af hendes genoptræning og helingsproces, men det har været en meget hård rejse for dem.

Læs også: Martina ramt af stålbjælke: Mit ansigt ødelagt på et sekund

En hård rejse

Ulykken skete om aftenen den 9. april 2008. Det var en smuk forårsdag, som endte katastrofalt, og som hverken Evelinas forældre eller andre i familien nogensinde vil glemme.

Maria og Tomas var blevet skilt nogle år tidligere, og Evelina boede hos sin mor tæt på hendes nuværende hjem.

Denne aften skulle hun besøge en ven, mens hendes mor og lillesøster, Linnea, som på det tidspunkt var 15 år, skulle til en hestekonkurrence. De sagde farvel til hinanden, og kort efter, at Evelina var kørt af sted på sin knallert, satte Maria og Linnea sig ind i bilen.

Da de nærmede sig byens rundkørsel, så de flere udrykningskøretøjer.

– Min første tanke var: ”Bare der ikke er sket Evelina noget”, husker Maria.

Forfærdede skrig

Derefter så de, at der lå en smadret knallert ved siden af vejen.

Linnea hoppede nervøst ud af bilen og løb hen til ulykkesstedet.

– Da jeg hørte Linneas forfærdede skrig, forstod jeg, at det var Evelina, som var blevet kørt ned. Jeg husker bare, at jeg løb hen til redningsfolkene og spurgte, om hun var i live, men alt, de sagde, var, at hun trak vejret, da ambulancen kørte.

Da Evelinas forældre nåede frem til hospitalet, fik de ikke lov til at komme ind til deres datter.

– Gennem en døråbning så vi, hvordan lægerne arbejdede med hende. Det slog mig, hvor fin hun så ud i ansigtet. Jeg kunne ikke se skader eller blod. Vi forsøgte at få informationer om, hvorvidt hun ville overleve, men lægerne sagde kun, at det kunne gå begge veje. Så usikkert var det, husker Maria.

Se også: Martina ramt af stålbjælke: Mit ansigt ødelagt på et sekund

Alvorlige skader

Evelina var stadig i live. Hun var dog kommet meget alvorligt til skade.

Ved ulykken var hendes styrthjelm blevet slynget af, og hun havde slået baghovedet ned i en kantsten. Hendes hjerne var svulmet op, og for at redde hendes liv var lægerne tvunget til at bortoperere en stor del af hendes kranie.

Evelina gennemgik den ene operation efter den anden. Den bortopererede del af hendes kranie blev nedfrosset i tre dele for at kunne blive opereret tilbage.

– De tog hele højre side af kraniet væk. Sammenlagt måtte Evelina igennem ni operationer, fortæller Tomas.

Deres datter blev holdt kunstigt i koma i ni døgn, og det var uvist, om hun overhovedet ville vågne – og i hvilken tilstand.

– Vi fik fortalt, at hun kunne have så alvorlige skader på hjernen, at hun ikke ville kunne genkende os, siger hendes mor.

High five til mor

Så da en sygeplejerske kom ud i venteværelset, hvor Maria sad, og fortalte, at der var en pige, som spurgte efter sin mor, brød hun sammen.

– Jeg græd en hel flod af bare glæde, og da jeg kom ind i rummet, løftede Evelina hånden for at give mig en high five. Det føltes helt vidunderligt.

Bare et par uger efter ulykken fik Evelinas forældre besked om, at hun skulle flyttes til et hospital tættere på hjemmet.

En infektion

Evelina havde fået en infektion, mens hun var på hospitalet i Lund, og hendes tilstand forværredes drastisk, fordi såret i hendes hoved blev endnu mere inficeret.

– Hun spiste ikke noget og tabte 20 kilo. Til sidst, den 13. maj, blev vi sendt med ambulance tilbage til neurokirurgen i Lund.

Evelinas tilstand var meget kritisk, og det er fra denne tid, hun selv har sine første minder efter ulykken.

– Jeg husker, at det gjorde ubeskriveligt ondt, og at jeg bare ønskede at dø. Det var en forfærdelig tid, og jeg har kun slørede minder derfra, fortæller hun.

Læs også: Ulykke og skilsmisse ændrede hans liv: Nu er jeg en bedre far

Som en gyserfilm

Hendes personlighed gennemgik også en dramatisk forandring.

På én nat forvandlede Tomas og Marias elskede og søde datter sig til et monster, som de ikke kunne kende.

– Det var som at kigge djævlen i øjnene. Evelina var aggressiv og skreg og slog. Hun kaldte os og sygehuspersonalet de værste ting, man kan forestille sig, siger Tomas.

Man kunne ikke lade Evelina være ubevogtet, da hun konstant forsøgte at rive slanger og kanyler ud. Hun spyttede sygeplejerskerne i ansigtet, når de prøvede at berolige hende.

Maria og Tomas var chokerede over datterens forandring. De kunne slet ikke få øje på deres lille piges personlighed bag alle aggressionerne.

– Det var ligesom en gyserfilm om eksorcisme, siger Tomas.

Opgav sin drøm

Det første år efter ulykken var kaotisk med mange tilbagefald i form af infektioner i såret. I foråret 2009 opdagede man, at hendes hovedbund var vokset fast i hjernen, og det krævede endnu en operation.

Først efter den sidste operation i oktober 2009, hvor det tidligere bortopererede kranie blev erstattet med en plastprotese, begyndte Evelina at få det bedre igen.

I mellemtiden var det lykkedes Evelina at få sin studentereksamen takket være stor støtte fra skolen. Men drømmen om at uddanne sig til politibetjent var hun tvunget til at opgive.

– Det var klart en skuffelse, men jeg har accepteret, at jeg aldrig kommer til at arbejde mere end fire timer om dagen.

Det var også trist for hende at se sine jævnaldrende venner vokse op, stifte familie og forsvinde fra barnsdomsbyen, mens hun i de første år gik hjemme og måtte holde sig i ro.

– Jeg var tvunget til at blive ”gammel” meget hurtigt. Jeg gik fra at være en festglad pige på 17 år til at leve som en 50-årig kvinde.

Evelina og hendes forældre fik at vide, at det var i løbet af de første to år efter ulykken, at hun ville gøre de største fremskridt, men hun synes fortsat, at hun får det en lille smule bedre for hver dag, der går.

– Forleden lagde jeg gardiner op helt selv. Det tog lidt tid, inden jeg regnede ud, hvordan jeg skulle gøre, men til sidst klarede jeg det, og det føltes helt fantastisk, siger hun med et stort smil.