Familieborgen - del 2
Efter episoden på diskoteket forklarede Murat, at han gerne ville vente med at lade mig møde hans forældre, fordi han var bange for, at de ville skræmme mig væk. Jeg tænkte, at det nok bare skulle have lidt tid, og vi fik planlagt to ugers ferie i Sverige. Men jeg kan slet ikke beskrive min skuffelse, da Murat ringede, en uge inden vi skulle af sted, og aflyste. Han forklarede, at hans morbror, som boede i Tyskland, var blevet alvorligt syg, og at han nok ikke ville overleve, og han var nødt til at rejse ned og sige farvel sammen med den øvrige familie.
Jeg bed skuffelsen i mig og tog en afbudsrejse med en veninde i stedet for. Morbroderen kom sig i mellemtiden fint, og Murat kom glad hjem efter tre uger i Tyskland. Han overrakte mig et smykke, som jeg selv fik smidt alle mulige symbolske betydninger ind i – og så gik der igen et halvt års tid, uden at jeg krævede det store af min kæreste.
Efterhånden kom der en slags cyklus i vores forhold: Når han havde holdt mig hen et stykke tid, og jeg begyndte at brokke mig, fik jeg en lille luns af et eller andet, så jeg kunne holde mit håb kørende igen et stykke tid. Da de mange tomme løfter alligevel begyndte at slide så meget på min kærlighed, at vi ikke længere havde det særlig godt, når vi sås, satte han det hårde skyts ind.
Murat fornemmede, at endnu en krise var på vej, så han tog den i opløbet med en yderst overraskende melding, og sagde en dag: ”Mette, jeg synes, vi skal købe et hus”! Jeg var lykkelig og de næste uger var jeg helt opslugt af boligannoncer og samtaler med ejendomsmæglere.
Tænk, at jeg kunne være så naiv, at jeg efter tre års tom snak stadig kunne falde i med begge ben. For selvfølgelig var Murat ikke parat til at flytte sammen med mig. Selvfølgelig trak han i land, og selvfølgelig gik det hele igen ”alt for stærkt” ifølge ham. Den efterfølgende lørdag var jeg i byen med en veninde, og helt tilfældigt mødte vi Murats fætters kæreste Susanne. ”Jeg ved godt, at Murat kommer fra en anden kultur, og at spillereglerne er anderledes, men hvordan får jeg adgang til hans verden? Skal jeg selv blive muslim”? spurgte jeg hende. ”Er du tosset? Hverken Murat eller hans familie er særligt troende. Hans forældre tog imod både Camilla og Maja med åbne arme. De er da ligeglade med, om du er muslim”, sagde hun.
Tre års blindhed forsvandt på et øjeblik, og det gik op for mig, at alle Murats undskyldninger og forklaringer havde intet at gøre med hverken religion eller kultur. Han var ganske enkelt bare en stor drengerøv, der ikke var parat til et seriøst forhold. Søndag formiddag ringede jeg til ham og gjorde det forbi. Han protesterede ikke særlig meget, og der gik da også kun få uger, før jeg så ham i byen sammen med en anden pige.
Nu skal der gå lidt tid, hvor jeg kommer mig over svigtet, og så vil jeg prøve at finde mig en ny kæreste, og jeg er ligeglad med, hvor han kommer fra. Han skal bare ikke få lov til at holde mig hen i årevis, det er helt sikkert.
Se også: Familieborgen - del 1
