Familiens ære - del 1:2

Det skumrer udenfor, mens jeg sidder og prøver at finde de rette ord til denne fortælling om en meget mørk periode af mit liv.

Jeg er 29 år og kun lige startet på min uddannelse som børnehaveklasselærer. Jeg er ældre end alle mine medstuderende, men det er der en årsag til.

Jeg befandt mig nemlig i mange år i et dødvande, hvor ting som uddannelse og prestige ikke betød det mindste for mig. Jeg var så ødelagt på sjælen, at jeg ikke var i stand til at få hold på noget som helst.

Jeg var bare 11 år, da min storebror Morten begyndte sit fire år lange misbrug af mig, og vores forældre skred aldrig ind.

Jeg sagde flere gange til min mor:

– Mor, han tager på mig, selv om jeg siger, at jeg ikke vil have det, og…, men hun afbrød mig altid med svaret:

– Det foregår simpelt hen ikke i vores familie! Er du med? Du er kun 12, og Morten 15, I er børn, så det sludder vil jeg ikke høre mere om!

Dengang troede jeg, at vores forældre antog, at jeg havde en livlig fantasi, men som voksen ved jeg med smertelig sikkerhed, at de simpelthen valgte at lukke øjnene for det, for at beskytte familiens omdømme.

Uhyrlighederne foregik altid nede i kælderen bag ved det store oliefyr. Der lå en gammel springmadras, som han tvang mig til at lægge mig på. Jeg blødte tit, når det var overstået.

Da jeg kom i gymnasiet, fik jeg trumfet igennem, at jeg flyttede ud til mine bedsteforældre. Endelig holdt Mortens overgreb op, og jeg begyndte langsomt at tro på, at alt ville blive godt igen.

Men jeg tog fejl.

Jeg fik den ene psykiske nedtur efter den anden, og selv om jeg prøvede at skjule det, så løj min fraværsprocent ikke. Jeg blev truet med udsmidning, men valgte til sidst selv at gå.

Jeg fandt et job i en kiosk og flyttede ind hos en veninde. Hun var den eneste, jeg kunne snakke med i de år, og hun fik som den første nogen sinde hele historien om Morten og mig.

Hun var naturligvis chokeret og rådede mig til hurtigst muligt at opsøge en psykolog.

Men det ville jeg ikke, fordi jeg stadig håbede, at det ville gå over af sig selv.

De følgende to år overlevede jeg overvejende med støtte fra det offentlige, indimellem afløst af perioder, hvor jeg havde småjobs. Jeg ville gerne arbejde fuldtid, men da jeg ofte led af svære depressioner, var det umuligt.

– Vores Katrine er åbenbart tilfreds med at nasse på samfundet, sagde min mor sarkastisk, da jeg en dag var hjemme og vi havde besøg af nogle af familiens venner, som havde spurgt til mine fremtidsplaner.

– Men så er det da godt, at hendes far og jeg i så mange år har betalt vores skat med glæde, fortsatte mor, – ”så kan det vel ikke genere så mange, at vores datter nu høster, hvor vi andre såede.

Jeg kan huske, at jeg om aftenen lå i min seng og tænkte: "Nej, fandeme nej! Først ødelagde Morten alt for mig, og nu behandlede mine forældre mig, som om det er mig, der var problemet".

Allerede dagen efter gik jeg i gang med at finde et sted, hvor jeg kunne bo for mig selv. Nu var det slut med at være min families offer!