Familiens penge splittede os - del 2:2

Jeg prøvede at snakke med Jens om vores forskellige syn på penge, men vi blev bare mere uenige. Jeg søgte opbakning hos min mor, men i stedet for trøst, gav hun mig ren besked, og det er jeg taknemmelig for i dag.

Da jeg havde snakket med Jens den aften, sagde han: ”Ved du hvad, Jane. Jeg synes, du er en lille smule utaknemmelig og går lidt for meget op i, hvem der giver hvad. Mine forældre giver ikke gaver for at hævde sig. De vil jo bare gerne dele ud, når de nu selv har så rigeligt”.

Jeg følte mig misforstået, men jeg kunne ikke finde ud af at uddybe mine følelser uden at lyde plat, så der kom ikke nogen afklaring ud af diskussionen den aften.

De næste måneder kunne jeg mærke, at Jens og jeg bevægede os længere og længere væk fra hinanden.

Jeg gjorde en masse for at spare, for at statuere et eksempel for Jens. Blandt andet købte jeg mit tøj i genbrugsbutikker, handlede kun discount, og holdt op med at bruge tørretumbleren for at spare strøm.

Men i stedet for at følge trop, reagerede Jens modsat.

Jens gik mere i byen, og tog også på en spontan skitur med vennerne, og en dag kom han glad hjem, og viste mig et par nye cowboybukser, som helt klart lå i den dyre ende.

”Hvor meget har de kostet”? var det første, jeg spurgte om.

”Jeg køber sgu ikke noget, jeg ikke har råd til. Kunne du ikke prøve at tænke på noget andet end prisen for en gangs skyld? – det er altså ved at være lige lovlig ynkeligt”, sagde Jens surt.

”Ynkeligt? Ja, bare du er klar over, at dine udskejelser ikke kan fortsætte, når vi skal til at bruge penge på bleer og babymad”, sagde jeg. Jeg kunne mærke, at jeg blev rigtig ked af det: ”Jeg er jo bare bange for, at vi ikke kan klare det hele, når den lille kommer”.

Jens svarede: ”Det skal nok gå det hele. Det er jeg sikker på”. Men den bemærkning tændte min vrede igen: ”Ja, det kan da godt være, så længe dine forældre betaler gildet”, svarede jeg.

”Det var faktisk meningen, at vi skal glæde os over den tid, vi har nu, og ikke drukne den i skænderier”, sagde han og hev en gave frem til mig, som han havde med fra sin skitur. Jeg pakkede den ud i stilhed.

Det var et spritnyt digitalkamera, og jeg kunne mærke vreden sitre i mig igen. Jeg gav ham kameraet igen og sagde: ”Du bliver nødt til at levere det tilbage”.

Han kiggede såret på mig: ”Det kan du da ikke mene. Det er en gave”.

Jeg sagde ingenting.

”Jeg synes, at du har forandret dig til en fanatisk sparegris på en måde, der er helt unødvendig”, fortsatte Jens.

”Og jeg synes overhovedet ikke, at du indstiller dig på, at vi skal kunne klare os sammen som familie”, sagde jeg og rejste mig og gik.

Jeg tog hen til min mor, hvor jeg grædende fortalte hende, hvordan jeg oplevede den store økonomiske forskel mellem os. ”Og mor, jeg kan forsikre dig for, at alt, hvad du giver, betyder meget mere uanset prisen”, sagde jeg snøftende.

Men min mors reaktion kom bag på mig: ”Jane, nu skal du høre her: For det første blander du tingene sammen. Det er dig, der hænger dig i størrelsen på gaver, og jeg synes faktisk, at du nedgør mig, hvis du virkelig tror, at Jens’ rige forældre går mig på”.

Jeg stirrede på hende, mens hun fortsatte: ”Jeg er så glad på jeres vegne, og jeg glæder mig over vores tætte familiesammenhold, og at jeg snart får et barnebarn. Det kan ikke gøres op i penge! Jeg synes bare, at du skal nyde de ekstra goder, I får fra Jens’ mor og far, og lad være med at gøre det til en konkurrence mellem mig og dem”.

”For det andet tror jeg, at du overdriver Jens’ forbrug. Jeg ved, at Jens er en ansvarlig mand, og I to har meget godt at bygge på. Det dummeste, I kan gøre, er at skændes om penge”.

Hold da op! Den melding havde jeg ikke regnet med. Et stykke tid efter cyklede jeg hjem til Jens igen.

Jeg var flov. Hvordan kunne jeg have haft så lidt tillid til ham? Og hvordan kunne jeg tro, at min kloge, dejlige og stærke mor følte sig underlegen i forhold til Jens’ forældre?

Da jeg kom hjem, sad Jens på sofaen og så helt trist ud, og før jeg kunne nå at sige noget, sagde han stille: ”Jeg kunne altså aldrig finde på at sætte vores familie over styr for at købe dyre ting. Dig og den lille vil altid være det vigtigste for mig, og vi skal nok klare os med eller uden hjælp fra mine forældre”.

Jeg satte mig ned ved siden af ham: ”Du har ret, skat. Undskyld, at jeg har været efter dig på den måde. Jeg har også haft svært ved at glæde mig over de gaver, vi fik fra dine forældre, fordi jeg troede, at det gik min mor på. Men det gør det slet ikke”, sagde jeg helt lettet.

Jens tog min hånd: ”Lad os bruge det her konstruktivt, Jane. Nu tager vi en snak med vores bankrådgiver, så vi kan få et overblik over vores økonomi. For jeg ved godt, at jeg er god til at bruge penge”, sagde Jens og jeg mærkede med ét, at jeg blev helt rolig.

Det blev sidste gang, vi skændtes om penge, og i dag har vi den dejligste, lille pige og nummer to på vej. Vores familier er tættere end nogensinde, og jeg nyder med ro i sindet vores lille familie, uden at bekymre mig så meget om vores økonomi.