Familiens sorg: Nu er Martins værelse tomt

I Havdrup står Martins teenageværelse stadig, som han forlod det. På en hylde i reolen ligger den studenterhue, han aldrig nåede at få.

Hans mor, Janne, og storesøster, Christina, sidder i hans seng og kigger tomt ud i luften. Sorgen vejer stadig lige så tungt på deres skuldre som den forfærdelige januarmorgen i 2018, hvor de fik beskeden om hans ulykke.

Martin var sammen med nogle venner stået af toget på Høje Taastrup Station efter en lang nat i byen. Humøret var højt, og overmodet tog over, da han hoppede ned på skinnerne for at tisse bag et gammelt godstog.

”Tag et billede af mig” råbte han til en af sine venner og stillede sig klar på koblingen mellem to af vognene. I samme øjeblik startede toget. Martin sprang forskrækket tilbage mod perronen, men i springet ramte han en såkaldt lysbue – en elektrisk udladning fra køreledningerne, der kan slå omkring to meter ud.

Den 17-årige dreng fik en voldsom strøm gennem kroppen. Han blev kastet gennem luften, og hans hjerte stoppede på stedet. Det hele var gået ufatteligt stærkt. Blot tre minutter efter, at Martin stod af toget med sine venner, blev der ringet 112.

Helt uvirkeligt

40 minutter tidligere havde Martin sendt en sms med et hjerte til sin mor. Det havde han gjort mange gange før. De to havde et helt specielt bånd, og sådan havde det været, lige siden Martin blev født. Nu var han på vej til Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter at ambulancefolk havde genoplivet ham med hjertemassage på perronen.

Det var en mor til en af Martins venner, som ringede til Janne med beskeden om den tragiske ulykke.

– Jeg kunne slet ikke tro, at det var min søn, der var sket noget med, for han var så fornuftig. Men det var det, fortæller Janne stærkt bevæget.

Hun hastede til hospitalet, hvor hun fik lov til at se sin søn på traumestuen.

– Jeg tænkte bare: ”Nu gør de ham i stand, så han kan komme op på en anden stue, og så er alt fint, for han bliver jo 18 år om ni dage”. Men så fik jeg at vide, at han var blevet kørt på intensiv. ”Jamen, det er jo kun dem, der har det dårligt, som ligger der”, tænkte jeg. Det var helt uvirkeligt for mig. Man kunne jo kun se det på hans ene arm, at strømmen var gået igennem ham.

Læs også: 22-årig datter døde i brand: Emelie gav fire unger nyt liv

Ringet op om natten

Christina lå og sov i sit hjem i Solrød, da telefonen ringede senere samme morgen. Det var hendes ældre søster, Michelle. ”Hvad gør vi med Martin?”, spurgte hun. Christina anede ikke, hvad hun talte om. ”Har du ikke snakket med mor?”, spurgte søsteren så. Hendes stemme lød mærkelig.

– Så fortalte hun mig, hvad der var sket, og jeg begyndte bare at ryste. På internettet kunne jeg se, at der allerede florerede nyheder om, at en 17-årig dreng fra Havdrup havde været ude for en ulykke. Han var den sidste, jeg ville tro, det kunne ske for. Han passede altid så godt på og var bare så ordentligt et menneske, siger Christina med tårer i øjnene.

Lægerne gav op

Efter fem dage i koma begyndte Martin at bevæge sig. Christina stod ved hans side, da det skete.

– Han lå og drejede sin tommelfinger, mens han holdt mig i hånden. Lægerne så det ikke, men de mente, at det bare var nerver, og sagde så, at der ikke var mere at gøre. De besluttede derfor, at der skulle slukkes for hans respirator. Jeg bad dem ihærdigt om at vente en dag mere, men jeg fik samtidig at vide, at det ikke ville ændre noget. For mig giver det bare ikke mening, at dén dag, hvor han begynder at bevæge sig, får vi at vide, at der ikke er noget håb.

Den 26. januar 2018 blev Martins respirator slukket.

– Da de trak respiratoren ud, rejste han sig op med brystkassen. Det var som om, at det var et råb om hjælp. Så lagde han sig ned igen, og lidt efter stoppede hans hjerte med at slå. Jeg har en følelse af, at han prøvede at komme væk, og det er så ubehageligt at tænke på. Én ting er at miste ham, men at miste ham på den måde gør bare det hele endnu værre. Jeg hader mig selv for, at jeg ikke virkelig bankede i bordet og fik dem til at vente bare lidt længere, så man havde haft følelsen af, at man gjorde alt, hvad der kunne gøres, siger Christina.

Læs også: Pernille mistede sin bror i en bilulykke: Sorgen bragte os tættere sammen

Bebrejder sig selv

Janne kan heller ikke lade være med at bebrejde sig selv.

– Jeg føler stadigvæk, at det er mig, der slog ham ihjel. Det var godt nok lægerne, der sagde, at de ville indstille behandlingen, og jeg blev ved med at sige til dem: ”I står og siger, at jeg skal slå mit eget barn ihjel?”. De understregede, at det var dem, der havde taget beslutningen, men jeg føler jo stadig, at det er mig. Jeg ved godt, at jeg ikke kunne have gjort noget, hvis jeg skal være helt realistisk, men jeg tror altid, at jeg vil have den følelse.

Savnet hver dag

Da Martin var erklæret død, blev familien sendt hjem.

– Det var den tommeste følelse i verden at gå derfra. I seks dage havde man levet på en sofa i et venterum på hospitalet – og så skal man bare gå, fortæller Janne og ryster på hovedet.

Tomheden mærker hun stadig lige så meget i dag.

– Martin mangler hver eneste dag. Vi var utroligt tætte, og selvom han blev ældre, elskede han stadig at lave ting med sin mor. Vi tog tit ud at spise eller lavede mad sammen, og vi grinede meget, for han var en rigtig spasmager. Og så var han en utroligt hjælpsom og betænksom dreng. Han kunne finde på at ringe til mig og sige: ”Mor, jeg har gjort rent, så det skal du ikke tænke på, når du kommer hjem”. Jeg kan slet ikke sige noget dårligt om ham.

Christina er enig. Hendes lillebror var fantastisk.

– Han var et gennemført godt menneske og var aldrig den, der endte i konflikter eller udnyttede andre. Han var bare vellidt af alle og den, alle elskede. Og han elskede livet og havde så mange drømme. Han ville være hjernekirurg, og så var han vild med børn og snakkede altid om, at han gerne selv ville have børn i en ung alder. Det gør ondt at tænke på, at han ikke fik lov til at opleve det.

Martin skulle også have ført Christina op ad kirkegulvet, da hun den 28. september sidste år blev gift med Kevin. Christina har ikke kontakt til sin far, så Martin har altid været ”manden i familien”.

Læs også: Christinas sorg: Min søn blev dræbt af toget

Sorg er individuel

– I stedet blev det min mor, som fulgte mig op. Hun havde Martins jakkesæt på, så på den måde var han med alligevel. Jeg blev gift i den kirke, hvor han er begravet, og efter vielsen lagde jeg min buket på hans grav. Vi havde også et billede stående af ham på vores bord, da vi spiste. Nogen vil måske tænke, at det er for mærkeligt, men man kan ikke sætte sig ind i det, medmindre man selv har prøvet det, siger Christina og tilføjer:

– Jeg bliver tit mødt med kommentaren: ”Det er vel ikke så slemt mere?”. Jeg føler hele tiden, at jeg skal forsvare min sorg. Men for mig bliver det sværere, netop fordi tiden går, da det går mere og mere op for en, at han ikke eksisterer. Og det gør ondt, når andre bare glemmer. For mig fylder han hele tiden. Selvfølgelig har man en hverdag nu. Det er man jo nødt til. Men alt minder om ham.

Læs også: Mistede sin søn for ni år siden: Han snakker stadig med mig

Holder hans minde i live

Janne tænker også på Martin hele tiden. Hun ved, at hun aldrig kommer over tabet af sin elskede søn. Men skal man absolut også det? spørger hun. Martin vil jo altid være i hendes hjerte og være en del af hendes liv – også selv om han ikke er her mere.

– Mange kan ikke forstå, hvorfor vi ikke er kommet videre. Men sorg har ingen udløbsdato. Alle sørger forskelligt, og det ville jeg ønske, at der var større forståelse for. Jeg skjuler meget mine følelser, for det er som om, at sorg ikke er noget, man taler om. Man taler om alle de gode ting. Og der var jo også kun gode ting, men det er netop derfor, han mangler så meget, siger hun.

På Martins grav er der altid brændende lys. Janne besøger stedet hver dag og sørger for, at lamperne er fyldt op med olie. Det er hendes måde at holde Martin og hans minde i live, og det har hun tænkt sig at blive ved med. Uanset hvad andre måtte mene.