Familieterapeutens egen barske skilsmisse: Det var næsten en nærdødsoplevelse
48-årige Anna Prip voksede op i en ægte kernefamilie på Djursland. Sådan levede stort set alle, hun kendte. Bortset fra en pige, som boede lidt længere oppe ad vejen med sin mor, og som hver anden weekend gik om bord på et indenrigsfly for at besøge sin far i København. En weekend var Anna med på rejsen, og da hun kom hjem igen til sine forældre, havde hun et nyt brændende ønske:
– Vil I ikke nok blive skilt?
– Jeg syntes, det virkede så eksotisk at være skilsmissebarn. Det var det vilde liv. Ikke sådan noget kedeligt noget som hjemme hos mig, hvor luften næsten stod stille.
Anna blev selvfølgelig klogere. Ikke mindst da hun mange år efter selv blev skilt og flyttede ind i en betonbebyggelse med sin 2-årige søn. Og med en meget stram økonomi og endnu strammere følelser. Livet som nybagt, enlig mor var langt fra det eksotiske skilsmisseliv, hun havde fantaseret om som barn. Tværtimod.
– For mig var det næsten en nærdødsoplevelse. For det liv, jeg havde kendt, ville aldrig mere komme tilbage.
Vreden er naturlig
Faktisk var livet efter bruddet så udfordrende, at det motiverede Anna til at læse til pædagog med speciale i børn og sorg og senere til at uddanne sig til familieterapeut. Hendes drivkraft og håb var at gøre det svære liv efter en skilsmisse lidt lettere for andre familier.
I 12 år har Anna nu hjulpet både børn og voksne, som er blevet ofre for en skilsmisse. Børn og voksne, som har ondt i maven. Som ikke kan sove. Og som nærmest har reaktioner som mennesker, der har været i krig.
Hun har nu samlet sine erfaringer og råd i bogen ”Elsk din eks – en kærlig måde at være skilt på”. En titel, som måske virker lettere at skrive på forsiden af en bog end at efterleve i virkeligheden. I hvert fald, hvis man står midt i den værste skilsmisse-eksplosion og bare navnet på eksen får vreden til at ulme.
– Jeg ved godt, det er en provokerende titel, og jeg kan godt forstå, hvis nogen kigger på den og tænker: Den bog skal jeg sgu ikke have, smiler Anna, som ved alt om, hvor svært det kan være at blive skilt.
Selv om det er 20 år siden, hun flyttede ind i betonlejligheden efter sin skilsmisse, kan hun pege lige på det sted i maven, hvor vreden ulmede.
– Da jeg blev skilt, var jeg så vred, at det var helt utroligt. Min eksmand kunne tænde mig så meget af, uanset hvad han sagde, siger Anna, som faktisk ikke skammer sig over sin egen vrede eller ryster på hovedet af andres. For vreden skal man have lov at føle. Den er en naturlig og vigtig del af skilsmissen.
Se også: Unge får mén af forældres konflikter efter skilsmisse
For børnenes skyld
– Jeg synes, man skal indføre en periode, hvor man må være i dyb krise. Hvor man godt må være vred, skamfuld og dybt såret, og hvor man ikke kan holde synet af sin eks ud. Det skal man have lov til. Men man skal også komme videre, når man har kørt i den rille længe nok. Ellers ender man i offerrollen, og det er ikke godt for en selv. Og slet ikke for ens børn, siger Anna, som især har skrevet bogen for børnenes skyld. Det er jo netop dem, det går værst ud over, når mor hader far. Og far hader mor.
– Børn har ret til en barndom, hvor de mærker, at mor og far holder af hinanden. Også selv om de bor hver for sig. Børn ved jo, at både far og mor er en del af dem selv, og hvis mor synes, der er noget helt galt med far, så tænker barnet: Jamen, så er der også noget galt med en del af mig.
Svære kopper kaffe
Anna Prip går dog ikke ind for, at man presser det gode samarbejde igennem og slet ikke i de familier, hvor der har været vold eller krænkelser. Det er ikke altid en god idé, når mor og far stift sætter sig ned og drikker kaffe sammen, fordi der er en forventning i samfundet om, at sådan opfører de perfekte skilsmisseforældre sig.
– Jeg har selv drukket nogle af mine værste kopper kaffe med min eks. Det behøver man altså ikke, som Anna siger.
I dag er kaffen ikke svær at sluge i eksmandens selskab. Og han er ikke længere svær at holde af. Selv mærker Anna Prip, at hun lever op til bogens titel. Men det tog tid at komme så langt.
– Jeg opdagede, at jeg blev ved med at sige det samme. Det var det samme brok, der kom ud af min mund, og når man gentager den samme smertens historie, så får man jo de samme følelser op i sin krop igen og igen. Lige der skete der et skift. Jeg indså, at jeg gjorde noget, der skadede mit barn. Og mig selv. Da jeg holdt op med at bruge kræfter på brok, oplevede jeg en kæmpe lettelse. Jeg fik en masse energi.
Læs også: Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far
Fra krig til fred
Bitterheden har for længst forladt Anna. Hun har selv rystet den af sig. I dag er hun en meget smilende kvinde med grin i stemmen og et par små guldøreringe dinglende i øreflipperne. Hun har selv fået dem lavet. Af omsmeltet guld fra hendes forlovelsesring og smykker fra eksmanden, som nu udgør et nyt minde om ham.
Han lever i dag med sin nye kone, som han har fået to børn med. For nylig var Anna lige forbi deres hjem med sin hundehvalp for at hente sin søns pas. De to yngre børn kastede sig begejstrede over hvalpen, mens Anna og eksmanden sludrede, og lige i det øjeblik, kunne Anna mærke glædestårerne presse sig på.
– Jeg blev helt rørt. Det var så smukt, at vi var kommet så langt, når man tænker på, hvordan det engang har været. Både han og jeg har gjort dumme ting, men i dag er jeg stolt af, at han er far til mit barn.
