Fandt hinanden igen efter krisen

Manja og Kim har været kærester siden skolen. De har altid været hinandens bedste venner. Det bomstærke par, der kunne klare alt. De så også ud til at komme godt igennem udfordringerne, da Manja blev ramt af to blodpropper i hjernen. Men fire år efter var kræfterne og kærligheden slidt ned. Heldigvis fulgte de Manjas mors råd, inden de valgte at blive skilt: De begyndte at tale sammen.

Fireårige Kalle holdt sin far i hånden på vej hen til børnehaven den mandag i marts. Umiddelbart lignede det en morgen som alle andre. Men den var alt andet.

- Ved du hvad? sagde Kalle, da han mødte sin nærmeste pædagog på trappen.

- Min mor er ude og køre med ambulance.

Kalle havde ret. Hans 32-årige mor, Manja Fie Molbæk, var midt i de sædvanlige morgenrutiner blevet så dårlig, at hun blev hentet og kørt væk af en ambulance. Væk fra tre små børn på fire, syv og otte år. Og væk fra Kim Nørgaard. Hendes mand, skolekæreste og bedste ven.

 

Lignede umiddelbart sig selv

Da Manja vendte tilbage efter en uges indlæggelse, lignede hun umiddelbart sig selv. Men hun var ikke den samme. Og det blev familielivet heller ikke, selvom Manja i årevis prøvede at jage det, hun havde haft engang.

Uden at kende årsagen var hun blevet ramt af to blodpropper i lillehjernen den morgen, hun blev kørt væk i ambulancen. En højdramatisk diagnose, som i starten gav hende talebesvær. Og en diagnose som satte de værste katastrofetanker i gang hos Kim, som samtidig havde travlt med at holde hverdagen kørende derhjemme. 

Frygtede hun ville ende i kørestol

- Den første uge var vild, og jeg frygtede, at hun ville ende i kørestol. At hun blev sådan en, der sad og savlede, husker Kim, som kunne ånde lettet op, da det viste sig, at Manja var en af de heldige. Hun slap billigt. Den ubesværede tale kom tilbage, hun blev udskrevet, og når de andre forældre i børnehaven og på skolen efterfølgende så hende, var det en energisk og engageret mor, de mødte.

Læs også: Jeg elsker min utro eksmand

Blodpropperne havde sat sine spor

Virkeligheden var dog noget anderledes hjemme bag den lukkede hoveddør. Blodpropperne havde sat sine spor i hjernen. Manjas energi og overblik var skrumpet så meget, at hun gik måtte gå i seng hver aften ved 18-19-tiden. Og selv rutineopgaver i børnefamilien virkede helt uoverskuelige.

- Skal jeg skrælle kartofler eller tænde ovnen først? kunne hun ringe fortvivlet og spørge Kim om.

Til det spørgsmål, lød hans svar: - Lad det ligge. Så ordner jeg det.

Kim ordnede det meste. Der var jo ikke andre muligheder. I hvert fald ikke så længe Manja brændte alle sine kræfter af på at vise den allerbedste udgave af sig selv til omverdenen.

Bange for at virke ubegavet

- Ingen måtte se en Manja-light, som hun siger og tilføjer: - Og det ville jeg ønske, jeg kunne gøre om.

For det kostede at være supermor og superkvinde uden for hjemmet, og det var familien, der kom til at betale prisen.

- Jeg var så bange for at virke ynkelig eller ubegavet. Ingen måtte få opfattelsen af, at der var noget galt med mig, eller at jeg var mindre værd. Derfor deltog jeg i alt, hvad jeg kunne. Det var fuldstændig åndssvagt, for når jeg kom hjem, sad jeg bare i et hjørne og sov. Så måtte Kim løbe endnu hurtigere, så jeg kunne lade op.

Tankerne var tungere end de praktiske opgaver

Kim løb ufattelig hurtigt. Når han kom hjem fra sit arbejde som butikschef i Tæppeland, ordnede han stort set alt det praktiske. Men han beklagede sig ikke. Heller ikke over, at hans andet job som standupkomiker blev sat mere eller mindre på pause.

- Det hele gik på praktiske gøremål. Jeg ordnede alt det, der kunne sættes flueben ved. Når det sidste var ryddet op om aftenen, og Manja var gået i seng, satte jeg mig ned med et glas rødvin foran fjernsynet. Men jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg så. Det var bare nogle talende munde, siger Kim, som faktisk ikke var hårdest ramt af de praktiske opgaver. De kunne jo løses. Og familiemedlemmer var også gode til at komme forbi og hjælpe. Det sværeste var tankerne, for dem delte han ikke med andre, og de kunne ikke arbejdes væk.

Ensomheden sneg sig ind ind

- Jeg blev mere og mere ensom. Jeg manglede alle de fortrolige snakke med Manja. Vi havde jo været venner, siden vi var børn, og vi havde altid lavet alt sammen, men jeg kunne ikke længere sidde og vende mine små dagligdagsproblemer med hende. Jeg var nødt til at klare det selv, og i dag ville jeg ønske, at jeg havde talt med nogen om det. Men det gjorde jeg ikke. Jeg byggede bare en mur op omkring mig selv.

Familien var høj af lettelse

I starten var der også megen glæde inden for den mur. Hele familien var i hvert fald helt høj af lettelse over, at det ikke var gået værre.

- I det første år var der en nærmest hellig stemning. Vi gik og sagde: Åh, hvor er vi heldige. Alt åndede fred og idyl, husker Manja. Men så slap taknemmeligheden og idyllen op, og en ny virkelighed ramte.

Læs også: Midt i sorgen fandt jeg kærligheden igen

Et kæmpe nederlag

Manja var nødt til at indse, at hun aldrig blev den samme, og at hendes fuldtidsstilling i et pensionsselskab ville blive til et flexjob.

- Det var et kæmpe nederlag, for det var jo ikke min plan at blive en del af et system, siger hun.

Der var meget, der ikke var en del af planen, og det tog flere år at acceptere.

Følte sig mindre værd

- Det var meget sorgfuldt. Jeg følte mig mindre værd som medarbejder, som veninde, som mor og i mit parforhold. Alle omkring mig var simpelthen så søde og omsorgsfulde. Men det hang mig ud af halsen at blive pakket ind i bomuld og vat.

Havde det bedst alene i bilen med høj musik

Tilværelsen var også begyndt at hænge Kim ud af halsen. Fire år efter Manja var blevet kørt væk i ambulance, var afstanden mellem dem som par blevet enorm hjemme i stuen med alle de glade familiefotos på væggene. De havde 20 års historie sammen på det tidspunkt. 20 år, hvor de havde været det bomstærke par. Vennegruppens Keld og Hilda. Dem, der kunne klare alt. Dem, der kunne grine af alt. Men en gang imellem er selv den stærkeste kærlighed ikke nok.

- Jeg var inde i en periode, hvor alt og alle kunne rende mig. Hvor jeg havde fået for meget. Jeg havde det faktisk bedst, når jeg sad i min bil og hørte høj musik. Så kunne jeg køre hvor som helst, og jeg begyndte at tage ud og optræde en hel masse, siger Kim, som ikke var ene om at føle, at forholdet haltede. Manja havde også lyst til at løbe væk.

Trådte vande i ægteskabet

- Det var, som om vi trådte vande. En gang imellem tænkte jeg, at vi da også kunne blive skilt, så jeg kunne møde en ny mand, der ikke havde kendt mig, sådan som jeg var før. Når jeg var sammen med Kim, blev jeg hele tiden mindet om, hvad jeg kunne engang. Jeg følte jeg mig halv. Og jeg ville føle mig hel.

Utroskaben var som en bombe

Manja og Kim kunne nok være blevet ved med at træde vande som halve mennesker meget længe, hvis det ikke for den dag, de var ude og gå tur i skoven, og Kim pludselig rev hele skovbunden væk under dem.

- Jeg har været utro.

Sætningen kunne ikke trækkes tilbage, og den kunne ikke overhøres. Fra det øjeblik i skoven, kunne de to ikke bare gå videre som før.

Det vidste Kim udmærket, da han sagde ordene højt. Men han kunne ikke holde dem inde længere, for den dårlige samvittighed var ved at æde ham op.

Kim flyttede i campingvogn

Nu skulle Manja sluge ordet ”utro”. Og nu skulle hun finde ud af, hvad man gør, når begrebet bliver aktuelt i ens eget ægteskab.

- De fleste siger, at utroskab tilgiver man ikke. Sådan havde jeg det også. Jeg var så vred over, at han havde forrådt vores kærlighed, og jeg ville slet ikke have noget med ham at gøre, siger Manja, som efter turen i skoven boede alene med børnene, mens Kim flyttede i campingvogn.

Manjas mor kom med et klogt forslag

En skilsmisse lå lige for. Det var næste skridt. Hvis det altså ikke lige var fordi, Manjas mor forsigtigt foreslog, at de måske skulle begynde at tale lidt sammen, inden de skrev papirerne under.

- Det skylder I jeres børn, mente hun.

Hvorfor sover far hjemme i stuen igen?

Så Manja og Kim begyndte at tale sammen. De talte og talte, som de ikke havde gjort i flere år, og undervejs blev børne lidt forvirrede.

- Hvorfor er far begyndt at sove hjemme i stuen igen?

Ville ikke være sammen af praktiske grunde

Manja og Kim kunne godt mærke, at de igen nærmerede sig hinanden. Men man kan nærme sig af mange grunde. Af praktiske årsager for eksempel. Og det var ikke nok.

- Jeg ville mærke, at vi var sammen af kærlighed. Og jeg ville ikke føle, at vi var sammen på Kims nåde, siger Manja, som stadig kan blive bevæget, når hun tænker på den dag, de stod på skaterbanen i Helsingør og kiggede på deres børn.

- Jeg elsker dig, sagde Kim pludselig.

Selv holdt Manja lige lidt igen med at udbryde: ”Jeg elsker også dig.” Men hun vidste, at ordene var på vej. Og hun vidste, at her var vendepunktet.

Manja brød ud af sit bomuld og vat

Budskabet om utroskab den dag i skoven var forfærdeligt, og Kim ville stadig ønske, at han kunne gøre sin handling om. Men bombenedslaget førte noget vigtigt med sig. Den fik nemlig ikke bare Manja og Kim til at tale sammen og få øje på kærligheden igen. Den fik også Manja til at bryde ud af sit bomuld og vat og gå en helt ny vej.

- Jeg blev virkelig fanden i voldsk i den perioder. Nu ville jeg lave noget, der gjorde mig glad, og hvor jeg kunne bruge min kreativitet. Jeg ville være et helt menneske. Så måtte jeg gå i stykker, hvis jeg ikke kunne klare det, siger Manja, som fandt på en ide, hvor hun kunne gøre en forretning ud af det, som altid havde gjort hende mest glad: Legen.

Legekammerater igen

Manja har altid elsket at lege. Det var også derfor, hun som helt ung blev uddannet pædagog. Og da hun skulle genoptræne efter blodpropperne, gjorde hun øvelserne til leg, så det blev til sjov i stedet for pligt.

- Legen er det største frirum for børn og voksne. Det er et magisk øjeblik, hvor man har fri fra alt, siger Manja, som nu lever af sin ide ”Legehjul”. En platform til skoler og institutioner, der skal sætte gang i legen.

I starten ville hun gøre det helt selv. Men når man som Manja er gift med sin bedste legekammerat, så er det oplagt at invitere ham med ind. Derfor driver Manja og Kim nu sammen ”Legehjul”, som i dag er ude i hele landet og har 40.000 brugere.

Meget er sket på 11 år

Det er 11 år siden, lille Kalle fortalte sin pædagog på trappen, at hans mor kørte med ambulance. Meget er sket siden. Kalle er blevet en ung mand, der er ved at blive snedker, og som sammen med Kim driver håndværkere-duoen ”Vicevært og søn.”

Og Manja har accepteret, at livet ikke gik helt efter planen, og at hun aldrig bliver den samme. 

- Det tog mig rigtig mange år at lære. Men i dag har vi det virkelig godt, siger Manja.

 

Ny bog: Vil du låne min bamse, mor?

Det spørgsmål stillede fireårige Kalle, da han sammen med sine to søstre besøgte sin mor på hospitalet første gang. Det gavmilde tilbud er nu blevet titlen på den bog, som Manja og Kim har skrevet sammen om deres liv i de sidste 11 år. En meget ærlig bog, hvor de skiftes til at beskrive situationen set med hver deres øjne. Det er derfor både en bog om at blive ramt af sygdom. Men også om at være den nærmeste pårørende.

Bogen er netop udkommet på Forlaget Mellemgaard.