Fandt kærligheden efter stor sorg: Ført sammen af vores frisør

Mette Gyldendal skulle bare klippes den dag for tre år siden. Men da hun forlod frisørsalonen, var det ikke kun spidserne, der var røget og frisuren, der havde fået et løft. Mette havde fået så meget at tænke over, at hun var nødt til at skrive det ned, da hun kom hjem.

- Nu er du vist klar til at møde Jan, havde hendes frisør sagt, mens hun omhyggeligt førte saksen.

Frisøren kendte Mettes hårstrå ud og ind, efter hun havde haft hende som stamkunde i mere end ti år. Hun kendte også Mettes forhistorie. Præcis lige så godt som hun kendte en anden stamkundes historie. Nemlig Jans. En Jan, som også var kommet i salonen i mere end 10 år.

Havde den samme historie

Frisøren vidste derfor, at de to mennesker, der tog plads i hendes stol med jævne mellemrum, havde været igennem stort set det sammen. At de begge var blevet skilt. At de havde fundet kærligheden igen. At de havde giftet sig for anden gang. Og at de begge havde mistet deres ægtefælle nummer to til kræften.

Men ikke nok med det. Frisøren havde også luret, at deres personligheder og interesser matchede sjældent godt. Derfor besluttede hun den dag for tre år siden at gøre Mette opmærksom på Jan.

Læs også: Rikke blev enke som 30-årig: jeg tillod mig at elske igen

Havde lært, at livet kan være svært at regne ud

- Hun fortalt og fortalte, og jeg tænkte: hold da op, så findes drømmemanden altså, griner Mette.

På det tidspunkt var hun en voksen kvinde på næsten 50 år, så hun vidste selvfølgelig godt, at man skal passe på med at udnævne en mand til drømmemand, før man har mødt ham. Og hun havde også lært på den hårde måde, at livet kan være svært at regne ud. Der kan komme udsving, ingen havde forestillet sig.

Mette havde to store børn fra første ægteskab, da hun til sin store glæde blev gravid i 2010 med sin mand nummer to. Det ville blive en efternøler. Eller en ”super-nøler”, som hun selv kalder det, for der var 20 års aldersforskel mellem hendes ældste søn og den lille ny i maven, men Mette var i en alder af 42 år klar til at kaste sig ud i livet, kærligheden og kernefamilien uden forbehold.

Fik diagnosen lige inden fødslen

Og det så ud som om, Mette ville få det hele. Men så tog livet et af sine skarpe, modbydelige sving. To måneder inden fødslen, fik Mettes mand sin kræftdiagnose.

Livet gik selvfølgelig videre. Det gør det jo, når man bliver forældre til en velskabt pige, der skal passes, plejes og nydes. Lille Sophie var alt det, Mette kunne drømme om. Men familielivet var det modsatte. Hendes mand fik det hurtigt værre og værre, og til sidst lå han i en hospitalsseng ude af stand til at gå på grund af lammelser.

Læs også: Cecilies sorg: Kunne ikke redde mor

Nu går far

Sophie var halvandet år, da hun sad på bagsædet i bilen på vej mod vuggestue og pludselig sagde noget til sin mor, som ikke gav mening. Men som viste sig at være sandt.

- Nu går far.

Fysisk kunne hendes far ikke bevæge sig. Men Sophie havde ret. Hendes far var gået over på den anden side i det øjeblik.

Hverdagen med et lille barn hjalp Mette igennem sorgen

Nu skulle Mette gå videre alene med Sophie i hånden og sine store børn ved sin side. Det var selvfølgelig en tung vej. Men det var også en vej, hvor hun blev skubbet frem af en god arbejdsplads, tætte venner, en kærlig familie og ikke mindst et dagligt ansvar for et lille barn.

- Hverdagen med Sophie blev en kæmpe hjælp for mig. Hver dag skulle jeg jo op og være skør og glad med hende og have hende i vuggestue, siger Mette, som sørgede for at tale med sin datter om hendes afdøde far, ligesom de havde ritualer, som når de til påske gik ned til vandet og sendte breve med balloner op til ham.

Gennem tiden blev der opsendt mange breve til himmelen. Imens rykkede sorgen langsomt længere væk. Og der kom mere overskud og luft ind i Mettes liv.

Klar til at finde kærligheden igen

Efter fem år som enke, kunne hun mærke, at hun var klar til at finde en at dele livet med igen. Hun havde naturligvis oplevet et kæmpe tab. Men hun var ikke knækket.

Mette følte sig stærk. Og hun var derfor klar til at spidse ører den dag, frisøren bragte Jan på banen.

Akavet klipning

Dog følte hun sig måske ikke på helt sikker grund, da hun kort efter mødte op i salonen med Sophie, som havde en frisørtid. Stemningen var sitrende den dag. Der var nemlig meget andet end en klipning på spil, for den snedige frisør havde arrangeret, at Jan havde en tid lige bagefter.

- Alle var helt oppe på dupperne, da Jan kom ind, og det føltes helt utrolig akavet i den lille salon. Men inden Sophie og jeg gik ud ad døren, fik jeg da vendt mig om og sagt: Hej, hej Jan, smiler Mette. Hun smilede også, da hun efterfølgende fik en sms fra Jan.

”Må jeg ringe til dig?” skrev han.

Lange samtaler og hvide roser

Deres første telefonsamtale varede flere timer. Det gjorde de næste også. Og da de mødtes på deres første date ti dage efter, havde Jan en så god fornemmelse, at han ankom med hvide roser i favnen.

Jan var et sted i livet, hvor han havde mod til at vælge den store buket. Hvor han var klar. Og hvor han ligesom Mette havde lært, at livet ikke skal spildes. Det kan forsvinde på et øjeblik. Seks år tidligere havde Jan nemlig mistet sin 46-årige kone til tarmkræft kun otte måneder efter, hun havde fået diagnosen.

Hvor er det vildt det her!

Mette og Jans fælles fortid gjorde selvfølgelig, at de hurtigt forstod hinanden. Men der var også mange andre ting, der gjorde, at de efter første date aldrig slap hinanden. Og at de blev ved med at gentage den samme sætning i flere måneder efter: - Hvor er det vildt det her.

De havde ret. Deres kærlighedshistorie var vild.

Faldt bare i hak

- Det var ligesom at finde hjem. Vi faldt bare i hak, husker Jan, som 14 dage efter første møde fik nøglerne til Mettes hus. Og en måned efter stod han og tog imod gæsterne til hendes 50-års fødselsdag.

- Der var selvfølgelig flere, der syntes, det gik lidt hurtigt. Det gjorde det også. Men vi kunne helt klart ikke andet, som Jan siger.

Der var utrolig meget, de to havde tilfælles. Ikke kun det triste i fortiden med skilsmisse, sygdom og død. Men også alt det glade. De elskede begge at sejle, danse, rejse og at dække op ved langbordet med brunch til familie og venner. Dog var der et vigtigt sted, hvor de ikke kom gående i takt. Hvor Jan kun havde sine to store børn, der var flyttet hjemmefra, så kom Mette med sin seksårige Sophie. Var Jan klar til at rykke tilbage til et liv med madpakker, forældremøder og meget faste spisetider? Det var han.

- Jeg synes faktisk, det er utrolig dejligt for os som par, at vi har Sophie. Hun sætter jo nogle rammer. Vi ville selvfølgelig have mere frihed, hvis vi kun havde store børn, men hun forhindrer os i at blive alt for magelige, siger han.

Vågner tidligt og plejer kærligheden

Det er i det hele taget vigtigt for parret ikke at blive for magelige. Kærligheden skal der arbejdes for, ved de af erfaring. Og de er klar til at stå tidligt op. I bogstavelig forstand. Parret har nemlig valgt at sætte alarmen i vækkeuret en halv time frem, så de kan sidde og drikke morgenkaffe sammen i sengen i ro og mag og vende verdenssituationen.

- Når man har prøvet at miste, så er man mere bevidst om, hvad man har. Og om at man skal passe på det, siger Jan.