Fandt mor efter 26 år

Blandt urter, roser og grønsager i hendes kolonihavehus i Helsingborg føler 51-årige Gaby sig hjemme. I en by og et land, hvor hun kan sige og gøre, hvad hun har lyst til. Men sådan har det ikke altid været for en kvinde, der måttet efterlade det dyrebareste, en mor kan efterlade. Sit barn.

Gaby voksede op i Iran med en traditionel kultur. Hendes brødre måtte gifte sig med kvinder med andre kulturer, men sådan var det ikke for kvinderne. Da hun voksede op, så hun, hvordan mænd og kvinder blev behandlet forskelligt. Når hun nægtede at gå med tørklæde, blev hun straffet, og når hun skulle i moskeen, skulle kun benytte en anden og mere slidt indgang end mændene.

Som Gaby blev ældre, begyndte hun at blive politisk aktiv. Det var strengt forbudt for kvinder, og med et hemmeligt politi overalt i gaderne, skulle hun gå varsomt til værks for ikke at blive afsløret.

– Jeg var ateist, men jeg turde ikke sige det højt. Jeg kan huske, at jeg en dag sagde til min mor: Kan du ikke se, at de prøver at bilde os de her ting ind? Det er ikke sådan, det skal være, fortæller Gaby, der langt fra blev mødt med forståelse for sin anderledes måde at tænke på.

LÆS OGSÅ: Forladt da jeg blev gravid

Hendes familie mente i stedet, at hun var vild og utilregnelig, og den eneste kur ville være, at hun giftede sig med en mand med en fast hånd. Hendes forældre fandt hurtigt en ældre mand, men Gaby nægtede at gifte sig med ham.

Hun havde i smug været kæreste en anden mand, men den udkårne var af den forkerte klasse og blev ikke accepteret af familien. Til sidst fik det massive pres fra familien Gaby til at bukke under efter halvandet år, og hun endte med at gifte sig med familiens foretrukne.

Tævet bevidstløs

– En måned efter, at jeg blev gravid, begyndte han at banke mig. Jeg flygtede hen til mine forældre, men da han bad om tilgivelse, var jeg dum nok til at give ham en chance mere, fortæller Gaby, der vidste, at en skilsmisse betød, at hun hverken ville have barn eller ejendele. Alt tilhørte manden, og kvinder måtte ikke arbejde.

Efter at Gaby havde født sin datter, Hanna, svarede Gaby sin mand igen, da han bebrejdede hende, at hun havde forladt ham tidligere. Gaby argumenterede, at hun havde giftet sig med ham under tvang. Det sidste, hun huskede, var, at hun sagde, at hun ikke elskede ham.

Da hun en uge senere kom til bevidsthed igen, vågnede hun op på hospitalet. Hun var alvorligt mishandlet – ar hun stadig bærer på kroppen. Ved siden af hende lå Hanna og skreg. Ingen havde givet hende mad, og hun var i dårlig stand, beretter Gaby, der for første gang fik hjælp fra det iranske regime.

Gabys mand blev idømt otte måneders fængsel, og Gaby fik en hurtig skilsmisse. Men reglerne var ikke til at komme udenom. Forlod hun huset, så forlod hun også sit barn.

– Min mands mor sagde: Du skal komme væk, ellers ender du i det samme helvede som mig. Du ender med at blive handikappet eller i værste fald at dø, og da min svigerinde lovede at passe på Hanna, begyndte idéen om at flygte ud af landet at tage form, fortæller Gaby.

– Det var en ekstremt svær periode i mit liv. Ingen kunne forstå, hvordan jeg havde det, og hvert sekund manglede jeg min lille datter.

Men halvandet år efter tog hun beslutningen, da hendes familie endnu en gang begyndte at presse på for, at hun skulle gifte sig igen.

En nat tog Gaby mod til sig og indledte sin flugt. Hun begyndte at gå mod Irak til fods. Hun gik i 12 nætter uden en krone på lommen, og da hun endelig nåede grænsen, blev hun genforenet med den mand, som hun havde været kæreste med flere år tidligere.

LÆS OGSÅ: Havet tog mine piger

Parret levede som flygtninge i Irak og senere Tyrkiet i de næste 12 år, så fik de muligheden for at komme til Sverige i 1993. Her tog den svenske mentalitet og følelsen af frihed Gaby med storm.

I det smukke land kunne hun være sig selv. Hun kom hurtigt i arbejde, og hun kunne spise, se ud og tro, hvad hun havde lyst til. Men trods friheden gik der ikke en dag, uden at hun tænkte på Hanna. Hun havde prøvet ihærdigt at få sin datter med til Sverige, men det var mislykkedes. Det var også for risikabelt for Gaby at tage tilbage til Iran, så Gaby fik en vild idé.

Mødtes tæt ved grænsen

Hun rejste til en lille landsby, tæt på den iranske grænse, og igennem en agent skulle budskabet nå Hanna.

Og da det en nat bankede på døren, kunne Gaby næsten ikke tro sine egne øjne, da hun åbnede. Foran hende stod en voksen kvinde. Men Gaby kunne med det samme se,

hvem det var. Hendes datter.

– Jeg besvimede næsten, da jeg så hende, men det var så dejligt, fortæller Gaby, der tilbragte en uge sammen med Hanna. Den første dag var det svært for Hanna, men den anden nat bankede hun om natten på hos sin mor og spurgte, om hun ikke måtte sove hos hende.

– Vi græd, snakkede, krammede og kyssede, indtil klokken var seks om morgenen. Det var fantastisk og en meget stærk følelse, forklarer Gaby, der året efter tog på ferie til Tyrkiet i to uger sammen med sin datter. En aften gik de en dejlig tur i måneskinnet.

– Hanna sagde, at hun havde ventet 26 år på denne aften, hvor vi som mor og datter kunne gå med hinanden i hånden og snakke i måneskinnet. Det var så rørende.

I dag taler Hanna og Gaby sammen flere gange om måneden. Kontakten til faderen er brudt, efter at Hanna fandt ud af, hvad der var sket, da hun var lille. Nu har de i stedet valgt at fokusere på fremtiden, og Gaby har også allerede mødt sine børnebørn og Hanna sin tre stedbrødre, som Gaby fik, efter hun rejste fra Iran.