Fandt mor efter 48 år: Familiens dybeste hemmelighed

Med hovedet begravet i hænderne prøver Melanie at overskue sin situation. Hendes far er blevet indlagt, men selv om det er flere dage siden, er hun ikke blevet kontaktet. Hendes demente mor kunne ikke hjælpe, og til sidst bliver hun ringet op af en fætter, som hun ikke har set i 30 år. Han fortæller, at personalet ikke kunne finde frem til hende. De siger, at hun ikke eksisterer som pårørende.

Familiens hemmelighed

I lejligheden hos sin fætter prøver hun at finde en fornuftig forklaring på situationen, og da hun spørger ham, får han et smertefuldt blik i øjnene. Han trækker vejret dybt.

– Jeg tror aldrig, at der er nogen, der har fortalt dig det. Men du er adopteret.

Ordene rammer 46-årige Melanie som et knytnæveslag. Talestrømmen stopper, og mens spørgsmålene hober sig op, begynder brikkerne langsomt at falde på plads.

LÆS OGSÅ: Jeg slog min datter ihjel

– Jeg følte mig som udgangspunkt enormt svigtet. Jeg fandt hurtigt ud af, at de fleste havde vidst det, så det var følelsen af, at jeg ikke kunne stole på nogen mennesker. Hvorfor havde de aldrig fortalt mig det? Hvem var min mor i virkeligheden? Og hvor kommer jeg fra? Jeg følte simpelthen, at jeg havde mistet min identitet. Samtidig gav det også mening. Jeg havde altid undret mig over, at jeg var så anderledes end mine forældre, forklarer den nu 50-årige Melanie Jarsholm fra Brøndby.

Melanie var 11 måneder gammel, da hun blev adopteret. Hendes adoptivmor var englænder, hendes far dansker, og de boede i England, hvor Melanie sammen med en storebror og storesøster voksede op.

– Jeg husker tiden i England som en harmonisk tid – lige som man forestiller sig en rigtig kernefamilie. Jeg var glad og legede med andre børn. Derfor var det en kæmpe omvæltning, da mine forældre besluttede at flytte til Danmark, da jeg var 7 år.

Fra at lege med andre børn og gå til fødselsdage i England blev reglerne strammet, da de flyttede til Danmark. Hun skulle komme direkte hjem fra skole, hun måtte ikke lege med andre og efter et stykke tid begyndte forældrene også at holde sig væk fra familiesammenkomster. Langsomt, men sikkert begyndte Melanie at få følelsen af, at hun aldrig var god nok og ikke passede ind.

– Der var ikke mange kram og kys hjemme hos os. Min far var meget konservativ, og man skulle ikke sige ham imod. Så selv om jeg gjorde mig umage, var det som om, at det aldrig var godt nok, forklarer Melanie, der som 18-årige flyttede hjemmefra mod sine forældres ønske.

Nu kunne hun endelig slå sig løs, og efter flere mislykkede forsøg på at få et godt forhold til sine forældre valgte Melanie til sidst at droppe kontakten. I stedet begyndte hun at bygge selvtillid op gennem den positive respons fra sit arbejde og sine veninder.

– De var jo mine forældre, men vi havde alt for mange konflikter, og det tærede på mig. Til sidst tænkte jeg, at det var bedst for alle parter, hvis vi ikke snakkede sammen, forklarer Melanie, der selv fik tre børn

En ung Melanie med sin adoptivmor.

Hjulpet af tv-program

Melanie havde mentalt lagt sin familie bag sig indtil den dag, hvor hun fik en opringning fra sin fætter. Hun havde ikke set ham i 30 år, og da han afslørede den hemmelighed, som hendes forældre havde båret på i så mange år, begyndte tankerne om hendes biologiske mor at fylde.

Hendes mor var blevet senil, og hendes far døde kort efter afsløringen, så Melanie og hendes fætter prøvede at finde frem til nogle oplysninger, der kunne løfte sløret for, hvem Melanies biologiske mor var. De fandt ud af, at det var en engelsk adoption, men oplysningerne var sparsomme, og sagsbehandlingen var langsom.

LÆS OGSÅ: Lille Oskar blev kørt ned før han blev født

I 2013 fik de endelig et navn og en fødselsdato. Men Melanie kunne ikke komme videre, så hendes veninde valgte at melde hende til programmet ”Hemmeligheder og løgne” på TV2.

For Melanie var rejsen til England forbundet med en masse følelser. Ville de finde hende? Var hun i live? Ville hun se hende?

– Jeg glemmer ikke, da de sagde, at de havde fundet hendes adresse. Jeg blev enormt glad, samtidig var jeg også bange. Nu var det nu, og det kunne både briste eller bære, forklarer Melanie, der sammen med filmholdet kørte hen til adressen, hvor hun med høj puls bankede på den dør, hvor hendes mor skulle bo. Men døren blev ikke åbnet. Naboen fortalte, at hun ikke lukkede op for fremmede, men Melanie blev stædigt ved, og til sidst kunne hun se, at døren blev åbnet på klem, og en lille skikkelse med gråt hår kom til syne.

Er det dig?, spurgte Melanie, der i døråbningen viste et billede frem af den gråhårede dame som ung. Hun nikkede ja, og da hun spurgte, om hun var Melanie, og Melanie svarede ja med et nik, brød den aldrende dame i gråd. Efter 48 år var mor og datter genforenet.

I lejligheden i Brøndby sidder Melanie og smiler. I ørerne har hun ringe fra sin biologiske mor, og på bordet ligger et fødselsdagskort fra hende. For Melanie har de løse ender endelig fundet hinanden, og hun har fået en masse svar.

Melanie med sin biologiske mor, Eunice, som hun fandt i England.

Hun valgte sin mand

– Min biologiske mor, Eunice, var 18 år, da hun bortadopterede mig. Hun havde ingen familie, og da hun mødte en lidt ældre velhavende mand, der tilbød hende rejser og luksus, havde han et krav. Han ville ikke have mig. Den var selvfølgelig svær at sluge, da hun fortalte det, men man skal huske på, at tiderne var anderledes dengang. Hun havde sagt til mine forældre, at jeg aldrig måtte vide, at jeg var adopteret, og de har nok været bange for, at der var nogen, der ville fortælle mig det. Det er nok derfor, at vi til sidst ikke så resten af familien så tit, og jeg generelt blev holdt meget hjemme, forklarer Melanie, der endelig kan spejle sig i en person, hun ligner.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Smukt og gråt

– Jeg har altid været sådan en, der har orden i sagerne, og jeg kan godt lide, at f.eks. tøj, øreringe og taske passer sammen. Min mor er lige sådan, og det fandt jeg hurtigt ud af, da jeg mødte hende, smiler hun.

I dag er Melanie ikke i tvivl om, at hendes biologiske mor har tænkt meget på hende. Hun havde gemt hendes tøj, legetøj og billeder i en gammel kasse, som hun hev ned, da Melanie opsøgte hende, og hun er taknemmelig for, at hun igen er i hendes liv. De snakker i dag sammen hver uge, og da Melanie fyldte 50 år i oktober 2015, så kunne mor og datter for første gang fejre fødselsdag sammen.

For Melanie har mødet med hendes biologiske mor givet hende en større forståelse for hendes forældres måde at være på.

– De har gjort alt for, at jeg ikke skulle finde ud af noget. Jeg synes ikke, at det var den rigtige måde at håndtere det hele på, men jeg accepterer det. Så selv om jeg i lange perioder ikke har set min mor, elsker jeg hende stadig. Hun har jo gjort sit bedste. Nu glæder jeg mig til at lære Eunice bedre at kende og skabe nogle minder sammen. Det kan vi heldigvis stadig nå.