Far er gået i forvejen

Natalia og hendes mand var i gang med at skabe sig et nyt liv med hus, barn og masser af kærlighed. Men fremtidsplanerne ændrede sig brat, da Natalia en morgen fandt sin mand død på badeværelsesgulvet.

Natalia vil aldrig glemme den morgen i februar for tre år siden. Synet af sin mand David liggende livløs på badeværelsesgulvet har mejslet sig fast på nethinden, og dengang var Natalia ikke i tvivl: Det værste var sket. David var død.

- Hans krop var kold, og jeg kunne bare mærke, at han ikke var her længere. Han var død. Det var et chok, som jeg slet ikke er i stand til at beskrive, fortæller 39-årige Natalia Andersson Ajagan.

Læs også: Christina døde dagen før sin dåb

Enke som 36-årig

Hun bor stadig i villaen i Veddige uden for Varberg i det sydvestlige Sverige. Et hjem, som hun og David knap nok var kommet på plads i, da tragedien indtraf. De havde lige nået at holde jul sammen og købt en dyr juletræsfod, som de i spøg havde sagt skulle holde de næste 40 år. Men bare få uger senere blev Natalia altså enke som 36-årig og alene med sin Alvar, der dengang var 3 år.

- Nogle gange har jeg spekuleret over, hvor vi ville være i dag, hvis David ikke var død. Jeg forstiller mig alt det, vi ikke nåede at opleve sammen. Aldrig at kunne give ham et kram eller høre hans stemme igen. Det er forfærdeligt at tænke på, og det gør så ondt. Jeg tror, det er nødvendigt med de tanker for at forstå, at han er død.

På væggene hænger der flere billeder af David, og i stuen er der en mindeplads med billeder og levende lys. Natalia har masser på hjerte, når hun fortæller om sin afdøde mand. Indimellem triller hendes tårer, så hun må tørre dem væk. Men hun fortsætter med at fortælle, om alle de planer David og hun havde, da de flyttede ind i huset. I stedet har hun selv måtte indrette huset.

Læs også: En tapper lille figther 

Utilpas og mavepine

- Det er utroligt, hvor meget man rent faktisk selv kan klare. Jeg gør, som David ville have gjort, eller finder ud af det på min egen måde. Jeg føler, at jeg ærer ham ved at gøre det, som han gjorde, siger Natalia. Weekenden inden David døde, havde han arbejdet på taget i vinterkulden. Det sidste, de nåede at tale om søndag aften, var, hvem af dem der skulle aflevere Alvar næste dag i børnehaven. David havde i løbet af ugen klaget over at føle sig utilpas og have mavepine.

Næste morgen var Davids side af sengen tom, og da Natalia stod op, så hun, at badeværelsesdøren var lukket og lyset tændt. Hun fik en dårlig fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være og rejste sig for at tjekke efter.

Hun fandt ham livløs og fik ringet 112, som guidede hende til at lave hjertemassage. Samtidig kunne hun høre, at Davids morgenalarm begyndte at ringe, og at Alvar var stået op og stod nu og så forskrækket på sine forældre.

Natalia var allerede klar over, at der ikke var noget, redningsfolkene kunne gøre, da de troppede op. Først da gik hun i chok, og alle tanker kredsede sig om fremtiden.

Læs også: Marie faldt for sin patient

I sorggruppe

- Hvad nu med den fremtid, vi sammen havde drømt og talt om? Hvad med det nye hus? Og os, der havde talt om at ville have flere børn? Jeg kunne kun tænke på alt det praktiske. Jeg var SÅ chokeret, husker Natalie.

Nogle gange har Natalie ramt bundet i de tre år, der er gået. Særligt i efteråret efter Davids død havde hun mange mørke tanker og svært ved at sove. Hun overvejede længe at sælge huset og flytte tilbage til Göteborg, hvor de før havde boet. Men i den lille by, hvor de var flyttet til, oplevede hun samtidig noget, hun ikke havde stødt på før.

En nabo ringede på døren en aften og sagde, at Natalia var velkommen til at ringe på hos hende, hvis hun havde brug for at tale eller et kram. Det var overvældende for Natalia at møde, og hun brød helt sammen foran naboen. I dag er de blevet hinandens gode venner, og Natalie er glad for, at hun ikke endte med at flytte.

Hun har også fundet andre, der har prøvet at miste, på nettet i forskellige chatforums, og uanset tidspunkt på døgnet er der altid en, der er online, og klar til at snakke, når det er svært.

- Jeg føler, at de, der har været igennem det samme som mig, kan bedre forstå, hvad det er, jeg går igennem.

For den nu 6-årige Alvar har en sorggruppe også betydet meget. Han har ofte følt sig alene om at have en far, der er død. Når han siger, at hans far ikke lever, bliver der ofte pinligt stille, og Natalie er klar over, at der kommer en dag, hvor Alvar vil savne og have brug for sin far. I sorggruppen har Alvar mødt andre børn, der har mistet en forælder.

Læs også: Jeg var død i 11 minutter

Mit liv går videre

I dag er en almindelig hverdag langsomt ved at indfinde sig, og de svære situationer, der minder om David er blevet nemmere at håndtere. Længe følte Natalie, at alle hans ting skulle blive stående. Også de blomster, han nåede at plante, forsøgte hun at holde i live, indtil hun indså, at hverken blomster eller ting viser, at hun elskede David.

- Sorgen og savnet er stadig der, men vi lever mere. Det er klart, at Fars Dag stadig gør ondt, og når jeg tænker på, at jeg bliver ældre, end David nåede at blive. Det er smertefuldt at føle, at mit liv bare går videre.

Familien har støtte hende og Alvar meget, og Davids familie er også en stor del af deres liv. Når Alvar spørger, hvor hans far er, svarer hun som regel, at hun ikke ved det, men at hun tror, at han er gået i forvejen. David er sammen med dem i deres hverdag, og Natalie har lagt mærke til, at hun har taget nogle af ting, han gjorde, til sig.

- Før havde jeg aldrig agurk på min pølsemad. Det har jeg nu, præcis som David havde. Og da min håndbremse på cyklen gik i stykker forleden, fiksede jeg den selv, som David ellers ville have gjort for mig.

Hun har lavet en erindringsbog om David, der indeholder begravelsesplanen, telegrammer og hilsner fra mange venner, der skrev nogle ord om David.

- Jeg er glad for, at jeg elskede David, og at han elskede mig. Det vil jeg altid være taknemmelig over, siger Natalie.