Far er i fængsel

Mads og jeg havde begge haft en utryg og småkriminel opvækst, så nu ville vi skabe et trygt liv for vores lille familie. Men en dag bankede Mads’ fortid på døren.

Jeg mødte Mads på et diskotek en aften, hvor jeg var ude og feste med mine veninder fra studiet og jeg blev omgående tiltrukket af hans tatoverede, muskuløse arme og det kortklippede hår. Han lignede fuldstændig den type jeg var vokset op med i det belastede miljø jeg egentlig havde lagt bag mig.

Vi faldt i snak, og det viste sig, at vores baggrund var næsten ens. Hans barn- og ungdom havde været lige så præget af svigt og bandekriminalitet som min. Men ligesom mig, havde han lagt det liv bag sig og håbede på en bedre fremtid.

Vi forelskede vi os vildt og voldsomt, men Mads’ gamle venner syntes, at han skyldte dem evig loyalitet og broderskab, og selv om de ikke direkte truede ham, kunne jeg høre på nogle af hans telefonsamtaler med dem, at tonen var hård. Da vi havde været kærester et halvt års tid, begyndte det at lysne. Der blev længere og længere imellem de ubehagelige telefonopkald og jeg var lykkelig for vores nye tilværelse.

Vi havde lagt kursen om, og vi behøvede ikke længere at frygte for fremtiden. Tværtimod så det ud til, at vi havde meget at glæde os til, for da min menstruation udeblev, tog jeg en graviditetstest, og den var positiv.

Det var ikke planlagt, og et øjeblik frygtede jeg, hvad Mads ville sige, men han reagerede ved at græde af glæde, da jeg ringede til ham. Der var ikke noget, han hellere ville end at have barnet. Jeg var så lettet og glad, som jeg aldrig havde været før, men lykken varede kort, for en dag ringede politiet.

En af Mads’ gamle bekendte, Micki, var blevet fængslet og havde i forbindelse med sin tilståelse også nævnt Mads. Micki vidste alt om Mads’ fortid, og han havde været meget vred og skuffet over at Mads havde valgt et andet liv. Nu havde Micki chancen for at hive Mads med ned i sølet og fortælle om de ulovligheder, de havde begået sammen. Det var ikke småting, viste det sig. Mads fortalte mig for første gang i detaljer, om hvordan de havde tjent svimlende summer på stjålne biler. Først da han mødte mig, havde han sagt fra. Han ville formentlig ryge i fængsel, hvis Micki havde fortalt politiet sandheden om deres fælles fortid.

Jeg var chokeret. Jeg kiggede rundt i vores lille lejlighed og på Mads, der sad ved siden af mig og holdt min hånd. Vi havde alt og var lykkelige. For første gang i mit liv havde jeg følt mig tryg og på rette vej. Nu følte jeg mig bare dum. Hvordan havde jeg troet, at vi kunne slippe så let? Med det liv, vi havde levet, ville det være naivt og næsten også uretfærdigt, hvis vi fik lov til at slippe.

Næste dag tog Mads på politistationen og tilstod alt, også det, Micki ikke havde sagt. Først blev jeg sur, men han fortalte, at han ikke vidste, hvornår den næste af hans gamle venner ville ryge ind. Der var så mange, der vidste noget om hans fortid, og hvis de ville ramme ham, var det kun et spørgsmål om tid, før han kom i politiets søgelys igen. Det endte med, at Mads skulle afsone ni måneders fængsel. Det eneste lyspunkt var, at afsoningen først begyndte efter min termin. Han ville være med til fødslen, og det betød alt for mig. Jeg vidste inderst inde, at han havde gjort det rigtige. Han havde taget sin straf og sørget for, at hans fortid ikke igen ville komme til at hjemsøge os.

Vores datter, Cecilia, kom til verden en uge før terminsdatoen, og hun var lige så perfekt, som jeg havde forestillet mig. Mads var med mig hele vejen, og han havde med det samme et godt tag på Cecilia, som faldt fuldstændig til ro i hans store arme. Vi lovede hinanden, at Cecilia skulle have alt det, vi aldrig havde fået. Hun skulle føle sig tryg, og vi ville passe på hende, sørge for, at ingen gjorde hende fortræd, og sikre, at hun ikke kom i dårligt selskab.

Da Mads tog afsted mod fængslet tidligt om morgenen et par uger senere, knugede han os ind til sig og lovede, at det var den eneste gang, han nogensinde ville forlade os. Vi fik lov til at besøge Mads flere gange om ugen, og på den måde fik han mulighed for at følge Cecilias udvikling tæt.

Til trods for det, sneglede tiden sig afsted. Jeg talte dagene til hans løsladelse, og jeg fortalte Cecilia om hendes far hver dag. Hun kiggede lykkeligt uvidende på mig og begyndte at grine, og jeg kunne ikke fatte, at vi havde skabt et lille menneske, der var så perfekt. Hun var min øjesten, og hver gang hun lærte noget nyt, blev jeg rørt, men også så trist over, at jeg oplevede det alene.

En forårsdag, da Cecilia var lidt mere end 8 måneder, blev han løsladt før tid. Han havde opført sig pænt, og ingen var bekymrede for, at han ville falde tilbage i en kriminel løbebane. Jeg var taget tidligt afsted med Cecilia for at være sikker på at være der, når han blev løsladt. Vejret var dejligt, så vi stod af bussen et par stoppesteder inden fængslet og gik det sidste stykke vej, mens Cecilia pludrede i sin barnevogn. Jeg kunne mærke, at solen endelig skinnede på os, og jeg glædede mig sådan til at genoptage vores hverdag.

Mads havde fået lov at tage orlov fra sit arbejde, imens han var i fængsel, og han kunne genoptage det så snart, han var på fri fod. Det var guld værd, for det betød, at vi havde råd til, at jeg kunne forsætte på mit studie.

Klokken 12 gik porten til fængslet op, og Mads kom gående ud. Jeg smilede stort, mens han omfavnede først mig og siden tog vores datter op i sine arme. Vi besluttede at gå hele vejen hjem i stedet for at tage bussen, og jeg nød at gå der ved siden af min mand og vores datter, mens solen skinnede og fuglene pippede. Jeg ønskede, at det måtte vare ved, og mit ønske blev hørt. Vi har været sammen i 6 år nu, og Cecilia er startet i skole, hvor hun stortrives. Vi har lykkes med at give hende den opvækst, som vi ikke selv fik, og det er jeg så stolt af, og vi har en lovende fremtid foran os.

Se også: Jeg stjal fra mine venner