Skæbner

Far gav mig heroin

11. februar 2021 Af Birgitta Lindvall Wiik. Bearbejdet af Anne Kristensen. Foto: Theresia Köhlin/ Aller Foto & Video.
Katja troede, at alt ville blive bedre, da hun fortalte sin mor om faderens seksuelle overgreb. I stedet blev det værre. Hendes far fortsatte med at forgribe sig på hende og introducerede hende også for heroin. Da var hun 12 år.

Katja peger på sin overarm. Det var der, hun skød heroinen ind i kroppen.

– Jeg lærte at tage heroin, så det ikke blev bemærket. Hvis jeg sprøjtede mig i musklerne i stedet for venerne, så det bare ud som et myggestik, siger svenske Katja Sjöberg, 37.

Hun har været narkoman i størstedelen af sit liv og fortæller, at det var hendes egen far, som gav hende den første sprøjte.

– Ingen vidste, at han var min far. Mine forældre var skilt, og jeg har boet skiftevis hos dem. Jeg fik at vide, at jeg absolut ikke måtte fortælle nogen, at han var min far. Jeg har aldrig forstået hvorfor.

Truet til tavshed

Katja satte ikke spørgsmålstegn ved de ting, der foregik, mens hun var helt lille.

– Far har udsat mig for seksuelle overgreb så længe, jeg kan huske. Da jeg var fire år, stak han hånden ned i mine trusser og bad mig om at tage ham mellem benene. Jeg fik at vide, at det var helt normalt. At alle fædre gjorde sådan. Men jeg måtte ikke sige det til nogen. Han truede med at dræbe min mor, hvis jeg fortalte hende noget.

Ifølge Katja var familien dysfunktionel på begge sider. Der var misbrug, råben og skrigen konstant, og hun og hendes søskende gik rundt i ødelagt og beskidt tøj.

– Jeg fik lov at være ude hele natten, der var ingen regler, og jeg var ked af det hele tiden.

Anbragt i pleje

Skolen og de sociale myndigheder reagerede, og Katja blev anbragt i en plejefamilie. Men hun fortsatte med at se sine biologiske forældre, og faderens overgreb fortsatte.

– En gang fortalte jeg skolesundhedsplejersken, at jeg havde ondt forneden. Men da hun spurgte hvorfor, sagde jeg, at jeg nok bare havde tørret mig forkert. Jeg sagde heller ikke noget til min mor, men ugen før jeg fyldte 12 år, gik jeg til bekendelse. Vi sad ved middagsbordet, da jeg spurgte hende, om det var normalt, at fædre mærker i deres døtres trusser for at kontrollere, om de har kræft.

Katjas mor frøs til is, men hun sagde ingenting. Så forlod hun rummet for at ringe til Katjas far.

– Jeg troede, at jeg endelig var fri, men da jeg kom hjem til min far næste gang, sad han i sofaen kun iført undertøj og med et vildt blik. Jeg har aldrig været så bange. Han beordrede mig til at sætte mig ved siden af sig og lukke øjnene. Jeg følte noget trække hårdt i min arm. Far stak en nål i den, og jeg forsvandt i tågerne, siger Katja og fortæller, at hendes far dernæst forgreb sig på hende på modbydelig vis.

Søster tog sit liv

Snart var Katja afhængig, og hun fortsatte med at besøge sin far for at få flere stoffer.

– Min plejefamilie var desværre ingen støtte. De havde deres egne børn, og jeg blev behandlet anderledes og blev beskyldt for småting. Hvis skolebussen var forsinket, blev jeg tvunget til at stå udenfor i regnen i timevis, eller min plejemor låste mig inde på loftet. Jeg har ingen gode minder fra det hjem, som skulle være min trygge base.

Katja stak af flere gange. Både fra plejefamilien og fra skolen. For det meste flygtede hun hjem til sin morfar, der også havde en baggrund som misbruger. Men han var rar. Lige så ofte endte hun hjemme hos sin far, som havde stoffer klar til hende.

– Det var altid i bytte for seksuelle tjenester. Sådan var det også med min storesøster. Vi vidste begge, hvad den anden blev udsat for, men vi talte aldrig om det. Skammen var for stor. Hun tog sit liv – hængte sig – da hun var 16 år. Det var et hårdt slag for mig. Vi var utroligt tætte.

Dulmede smerterne

Katja siger, at stofferne hjalp hende med at overleve smerterne indeni. Hun led af angst og forsøgte også selv at tage sit liv utallige gange.

– I flere år tiggede og bad jeg om at slippe for de seksuelle overgreb, men da jeg var 16 år, gav jeg op. Han måtte gøre, hvad han ville, så længe jeg fik mine sprøjter.

Katja startede i gymnasiet, men droppede ud, da lærerne begyndte at spørge, hvordan hun egentlig havde det. Ved siden af helvedet derhjemme forsøgte hun at opbygge sit eget liv. Hun fik nogle kærester, men de var også narkomaner. Og hun fik to børn med to forskellige fædre, men både datteren og sønnen kom i de sociale myndigheders varetægt, da de var små.

SE OGSÅ: Børnehjemmet reddede mit liv

– Mor flyttede til Stockholm og efterlod mig alene tilbage. Da en af mine kærester døde af en overdosis, ramlede min verden. Jeg kollapsede på en græsplæne og blev indlagt på psykiatrisk skadestue.

De første uger rørte hun nærmest ikke maden, som personalet satte frem til hende. Og hun sagde ikke et ord. Men efter 12 ugers indlæggelse begyndte hun at få det bedre. Hun husker de sidste uger på afdelingen som lyse.

– Vi var et slæng af venner, som havde det sjovt sammen. Men da jeg gik ud ad døren, tog jeg direkte tilbage til min destruktive tilværelse. Jeg kendte ikke til andet.

Levede på gaden

Katja flyttede til Stockholm og levede på gaden. Hun finansierede sit stofmisbrug ved at stjæle og tigge. Snart døde hendes far, og hun var endelig fri fra sin plageånd.

– Jeg fik flere venner blandt de andre hjemløse. De tog mig under deres vinger og beskyttede mig. Vi boede under en bro og hjalp hinanden med at skaffe stoffer og mad. Alt handlede om at overleve og få fat i det næste fix.

Katja var flere gange ved at miste livet i den periode.

– Jeg har omkring 70 selvmordsforsøg bag mig og omkring 30 overdoser. Men noget har altid reddet mig i sidste sekund. Jeg har været i behandling adskillige gange og boet på mange forskellige herberger, men jeg er altid endt tilbage på gaden.

For fem år siden tog Katja en alvorlig overdosis og lå i koma i flere døgn.

– Da jeg vågnede, sad mor ved min side. Jeg havde ikke set hende i flere år. Vi talte sammen en kort stund, men jeg ville ikke ligge på hospitalet. Jeg rev slangerne af og gik ud i byen og tog endnu en overdosis. Jeg ville ikke leve mere.

Fik et ultimatum

Men Katja overlevede – og så kom vendepunktet.

– Min kæreste og jeg skulle på hospitalet for at udskifte vores sprøjter. Jeg var tvunget til at tage en graviditetstest. Den var positiv, og det var et chok. Kunne man overhovedet blive gravid efter 21 år som heroinafhængig?

Katja fik et ultimatum. Hvis hun ville have flere sprøjter, måtte hun booke en tid til en abort. Alternativet var at blive stoffri og beholde barnet.

– Jeg besluttede med det samme, at det måtte være nok nu. Jeg ville beholde barnet. Jeg gik ud på toilettet og skyllede de stoffer ud, som jeg havde på mig. Og så tog jeg en kold tyrker. Det var forfærdeligt. Jeg tissede i bukserne, kastede op og havde frygtelige kramper.

Efter fire døgn kom Katja på benene igen. De næste otte uger tilbragte hun på et behandlingshjem, hvor hun hjalp med at passe stedets dyr, og efter yderligere fire måneders stoffrihed fik hun endelig sin egen bolig.

Livet fik ny mening

Da datteren Freja blev født, fik Katjas liv pludselig ny mening, og da hun siden også mødte sin nuværende kæreste, Sonny, faldt alle puslespilsbrikkerne omsider helt på plads.

– Jeg har længtes efter tryghed i mit liv. Jeg har fået nok af drama og konflikter. Sonny ved alt om mig, men i hans øjne er jeg ikke beskidt. Sonny er rolig og forstående. Han er min største støtte, siger Katja og stråler.

For et år siden flyttede hun hjem til Sonny i en forstad til Stockholm. Her bor de i en hyggelig villa sammen med Freja, Sonnys to børn og to hunde.

– Jeg har taget afstand fra alle misbrugere – selv dem, som hjalp mig. Jeg har startet et nyt liv med min familie som omdrejningspunkt. Jeg elsker at dyrke grøntsager og lave mad, og jeg er den mest overbeskyttende mor af alle, griner Katja.

Sponsoreret indhold