Far skældte altid ud

Sandra kæmper mod følelserne, når hun hører folk snakke om hendes far, som døde for fem år siden.

Lars Kåre Rogne var æresmedlem af idrætsforeningen, han var fodbolddommer i eliteserien, musiker, lærer, journalist og programleder.

– Hans gamle venner fortæller mig om en helt anden mand, end ham, som jeg kendte, siger 28-årige Sandra.

– For mig var han kun en far, som aldrig var glad. En, som kritiserede mig og rakkede mig ned ved den mindste anledning. Han var ligeglad med, hvordan jeg havde det. Ikke engang, når jeg græd, blev han påvirket.

Hun var i begyndelsen af teenageårene, da hendes far ændrede karakter. Familie og venner brugte skilsmissen som en undskyldning for, hvorfor han var vred og irriteret.

– Som skilsmissebarn boede jeg hos min far hver anden weekend. Når jeg var hos ham, var jeg nervøs og gik altid på listesko. Jeg vidste aldrig, hvornår jeg havde gjort noget forkert, fortæller Sandra.

Lars Kåre var aldrig fysisk voldelig med datteren. Mishandlingen var verbal.

Læs også: Fortæl om min mor

– Han sagde, at jeg var grim, dum og uduelig. Han var som et lille barn, som ikke kan stoppe sin egen vrede.

Sandra var 21 år gammel, da hun første gang hørte, at der var en medicinsk årsag til faderens ændrede personlighed.

– Far var 52 år, da lægerne gav ham diagnosen frontotemporal demens, også kaldet frontallap-demens. Det blev opdaget, da han blev indlagt på Ullevål Sygehus med alvorlige fysiske skader efter to trafikulykker på kort tid, siger Sandra Rogne, der bor i Brattvåg i Norge.

Her er alt godt mellem Sandra og hendes far. Det var før, sygdommen ændrede hans personlighed.

Manglede empati

Hun er i dag engageret i Nationalforeningen for Folkesundhed, der arbejder for at informere om demens. Sandra holder foredrag og har startet pårørendegrupper for unge. Hun deler sin stærke historie for at udbrede kendskabet til den form for demens, som ramte hendes far.

– De fleste tænker på Alzheimers og demens som noget, der rammer gamle mennesker. Men min fars form for demens påvirker ikke hukommelsen. Den rammer den del af hjernen, som styrer dømmekraft, selvindsigt og empati over for andre mennesker. Den syge person mangler som oftest forståelse for, at han eller hun har et problem og trænger til hjælp.

– Alt det med min far skete inden for hjemmets fire vægge. Jeg håbede, at jeg kunne holde det som en hemmelighed. Samtidig mærkede jeg, at min mor blev ked af det, når jeg var trist, så det var ikke altid, at jeg sagde noget til hende, siger Sandra.

Læs også: Tak for alt far

Lavt selvværd

Sandras mor, Tove Fylling Koch, 51, vidste godt, hvordan det var at blive skældt ud uden varsel. Hun kunne se på datteren, at der var noget galt.

– Jeg havde mere end en alvorssnak med min eksmand om det. Samtidig var jeg bange for at tage alt for hårdt fat i problemet, fordi det kunne give problemer for Sandra og hendes bror, næste gang de besøgte ham. Men jeg fik ham til at opsøge en læge for at blive undersøgt, siger Tove.

Hun har hørt sin datters foredrag og er stolt over, hvordan datteren nu bruger sin historie til at hjælpe andre.

Sandra ville have ønsket, at en lærer eller en sygeplejerske havde taget sig tid til at snakke med hende og spurgt, hvorfor hun havde ændret opførsel.

– Jeg, som var dygtig i skolen, blev lidt efter lidt en stille og bange elev. Jeg var hunderæd for at begå fejl, og jeg klarede mig dårligere i en del fag, siger hun.

Læs også: 11-årig hjalp lillesøster til verden – og tog i skole

Døden kom hurtigt

Der gik nogle år, før Sandra valgte at betro sig til nære veninder.

– De har støttet mig, men det er ikke altid så enkelt for andre at forstå, hvad jeg gennemlevede.

Hendes far blev bare 54 år. Han flyttede hjem til Brattvåg nogle måneder før, han døde. Da sad han i en kørestol, stemmen var næsten væk,
og han havde vanskeligt ved at kommunikere med om-
verdenen.

– Jeg vidste, at han var syg, men havde aldrig forventet, at døden skulle komme så hurtigt. Hans vrede, som jeg huskede så godt, var borte. Han døde i sin stol, mens han så Brasilien spille VM-kamp i fodbold, fortæller Sandra, som sang til sin fars begravelse.

– Den første tid efter, at han fik sin demens-diagnose, var jeg bitter. Det gav ham ligesom en undskyldning for hans opførsel. Men nu er han tilgivet. Det var sygdommen, som gjorde, at han ikke var sig selv, og som fik ham til at være en anden end den, han ønskede at være. Alligevel kan jeg aldrig glemme det, som skete. Det er noget, jeg altid vil bære med mig. Heldigvis sagde jeg aldrig til min far, at jeg hadede ham.

Sandra vil altid være præget af de vanskelige år i opvæksten, så hun er glad for, at der bliver samlet penge ind til forskning i demens.

– Jeg ligner min far, og jeg føler, at jeg har arvet mange af hans karaktertræk. Samtidig har det i perioder gjort mig bange for, at jeg også skulle blive syg ligesom han. Særligt, når jeg bliver vred, tænker jeg på, om reagerer på samme måde som min far. Frontallap-demens kan nemlig være arveligt. Men i mit tilfælde er der heldigvis intet, der tyder på, at jeg vil blive ramt af det, siger Sandra.