Far slog mor ihjel: Jeg har aldrig hadet ham

Mor var væk. Hun skulle hente Kirstine i børnehave, men det var hendes far, der kom.

– Jeg tænkte; Det var da spøjst. Skal vi ikke tage ud og finde hende? Jeg kan sikkert kun huske det, fordi der var noget polemik i børnehaven, da min far kom i stedet for min mor.

Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen er i dag 30 år. Dengang i 1994 var hun fire år, og hun husker kun brudstykker fra tiden med sine forældre.

– Min mor var en meget sød dame, tror jeg.

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

Gode minder

Moren Anne-Marie Mandrup Pedersen var ligesom resten af sin familie meget religiøs. Hun læste teologi i Aarhus og arbejdede som frivillig i Dansk Flygtningehjælp. Faren John Mundia kom til Danmark i 1987 som politisk flygtning fra Kenya. De forelskede sig, og to år senere fik de Kirstine.

Læs også: Frank er en helt: Redder kvinde fra selvmord

– De var ofte hver for sig. Jeg kan huske, jeg lavede nogle ting med min mor og andre ting med min far, siger Kirstine og fortæller, at hendes far hjalp med at hive alle hendes rokketænder ud.

Hun har gode minder, men hun kunne mærke, at der var noget galt.

– Min far drak lidt meget, og det, synes min mor ikke, var særlig fedt. Jeg husker ingen skænderier. Jeg fornemmede bare, at der var problemer, som børn jo gør, fortæller hun.

Ændret hverdag

Om morgenen, 5. januar 1994, afleverede Anne-Marie deres datter i børnehaven. Hjemme igen truede hun med at gå fra John og tage Kirstine med. Han kvalte hende i raseri og gemte liget, mens han hentede Kirstine i børnehaven.

Da hun sov den nat, parterede faren liget med en sav, kom det i en kuffert, som han smed i Aarhus Å. Kufferten flød ud til havet, skyllede i land og blev fundet 14 dage efter af et par drenge.

Læs også: Bettina blev banket ihjel: Jeg tilgiver ham aldrig

Imens ændrede hverdagen sig for Kirstine.

– Jeg havde en vældig fin prinsessekjole, som jeg havde fået i julegave. Lige pludselig måtte jeg have den på i børnehave hver dag, i noget der føles som to uger, fortæller hun med et smil.

Dømt for drab

Hun kan også huske, at hun fik lov til at være længe oppe og se tegnefilm. En aften faldt hun i søvn på sofaen og blev vækket af politiet. De havde anholdt hendes far.

– Jeg må være faldet i søvn i politibilen, for jeg kan huske, at jeg vågnede på politistationen, og jeg har fået fortalt, at jeg kom hjem til min moster.

Hendes far blev idømt 12 års fængslet og udvisning fra landet for mordet.

Kirstine kan ikke huske, hvornår eller hvordan hun fik at vide, at far havde slået mor ihjel, og detaljerne omkring drabet fandt hun først ud af mange år senere, men hun husker begravelsen.

Læs også: Mette fik en grusom død

– Jeg var irriteret på min mormor. Som jeg husker det, var det en åben kiste, det er måske helt forkert. Men jeg kan huske, at jeg så gerne ville kigge ned i den, men det måtte jeg ikke for mormor. Ude ved graven var det lidt beklemt, fordi alle var så kede af det. Min mosters kæreste tog mig i hånden og gik en tur med mig på kirkegården. Ham kunne jeg godt lide, husker hun.

Lykkelig barndom

Kirstine boede hos sin moster i to år.

– Jeg syntes, det var fedt at bo hos hende, husker hun.

Kirstines mormor fik forældremyndigheden og forsøgte at adoptere hende, men det modsatte John sig.

Det var ikke en holdbar løsning at bo hos moster Hanne, og Kirstine kom i pleje hos Alice og Finn i Langå.

– De er stadig min familie, fortæller Kirstine, som i dag ikke er særlig tæt med sin biologiske familie.

Læs også: 56-årige Charlotte: Min far forsvandt

Alice var socialrådgiver og mor til tre drenge. Kirstine betragter dem som sine brødre. Hos familien boede også tre andre plejebørn.

– Det var fedt med så mange søskende. Jeg har haft en lykkelig barndom, slår Kirstine fast.

Hun er sikker på, at hun har fået en bedre barndom, end den hendes forældre kunne have givet hende.

– Jeg er overbevist om, at min barndom var blevet væsentlig dårligere, hvis min far bare havde givet min mor nogle lussinger, eller hvis jeg havde boet alene med min mor. De var to meget forskellige mennesker. Jeg tror, jeg var blevet et meget anderledes menneske, funderer hun.

Et spændende barn

Hun er glad for den barndom, hun fik, selv om omgivelserne igen og igen gjorde hende opmærksom på, at hun ikke var som alle andre.

– Jeg var det mest spændende barn i kommunen, den specielle, siger Kirstine, som boede hos plejefamilien, til hun var 20 år.

I den lille østjyske by vidste alle, at hun var plejebarnet, hvis far havde slået mor ihjel.

– Folk synes, det var enormt interessant og har fordomme om en. Man er nok lidt af en freak, fortæller hun.

Læs også: Mettes sorg: Min søn begik selvmord

Det blev bedre, da hun flyttede til Aarhus for at studere arkæologi. I dag er hun flyttede endnu længere væk, til København, hvor hun arbejder som projektleder i en tænketank.

– Jeg har det fint med min historie, men det blev rarere, efter jeg flyttede væk fra Langå, så jeg kan skabe mig en identitet ud over at være plejebarn.

Nu bestemmer hun selv hvem, der skal have historien om hendes fortid – og hvornår.

Fin forklaring

I de syv år, hendes far sad i Horsens Statsfængsel, besøgte Kirstine ham hver anden måned. De havde ikke et specielt tæt forhold, men de holdt af hinanden.

– Jeg har altid godt kunne lide min far, og det kan jeg stadig.

Faren fortalte historier om familien i Kenya og lavede smykker til hende i fængslet. En dag fortalte han hende, hvad der var sket med hendes mor den dag.

– Han sagde, at de var virkelig sure på hinanden. De skændes, og Anne-Marie ville tage væk med mig, så der kom han til at gøre det, og det var han virkelig ked af. Jeg var måske syv år. Det var en fin forklaring, der gav god mening, siger Kirstine, som hurtigt regnede ud, at hendes forældre havde problemer.

– Min mor er fra en dyb, dyb kristen familie, og så giftede hun sig med en stor, sort, muslimsk mand. Der må have været store problemer, siger hun.

Far udvist

Kirstine var 12 år, da hendes far blev løsladt i 2002. Han blev kørt direkte i lufthavnen og sat på et fly til Kenya. Han var udvist. Det var en del af hans straf, som han kæmpede hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for at få omstødt.

”Kirstine har allerede mistet sin mor. Skal hun også miste sin far?” lød forsvaret.

Læs også: Nu bor min datter i himlen

Men Kirstines mormor frygtede, at John ville tage Kirstine med til Kenya, så hun gik til både presse og politikerne, som endte med at lave en tilføjelse til loven, kaldet ”Lex Mundia”.

Loven betød, at en faren ikke automatisk får forældremyndigheden, hvis han har slået moren ihjel. Dermed kunne John ikke få lov til at blive i Danmark.

– Jeg vil gerne have lavet den lov om igen. Den er jo lavet i mit navn. Men så skal jeg gå pressens vej, og det synes jeg ikke, er så fedt, siger Kirstine.

Penge til Kenya

Hun ville gerne have sin far tætte på, så hun selv har mulighed for at bestemme, om hun vil se ham.

– Det var ærgerligt, at han blev udvist. Jeg var ikke mega ked af det dengang. Da jeg var teenager, var alt det med min far uoverskueligt, fortæller hun.

De skrev og ringede sammen, og da Kirstine gik i 2. g, foreslog plejemor Alice, at de skulle sende nogle penge ned til ham. De sendte 1.000 dollar.

Det var rigtig mange penge for en mand i Nairobi, hvor hverdagen var præget af fattigdom og vold.

– Det har været et af de farligste steder i verden at bo, fortæller Kirstine.

Mistede kontakten

Hendes far blev selvfølgelig meget glad for pengene. ”Kan du sende nogle flere?” skrev han.

– Jeg var 17 år og kunne nærmest ikke overskue den næste gymnasiefest. Det kunne jeg ikke overskue. Hvor skulle jeg få pengene fra? Jeg kunne heller ikke overskue at skrive tilbage. Hvad skulle jeg skrive? ”Næh, men hvordan har din dag været?”.

Læs også: Sarahs mareridt: Kræften skilte mig fra mine børn

Hun skrev aldrig tilbage, og hun hørte aldrig mere fra sin far. Hun ved ikke, om han stadig lever. Google og Facebook har heller ikke været nogen hjælp.

– På et tidspunkt skrev jeg til et community, der hedder Mundia, men det kom der ikke noget ud af. Det kan være, jeg gør noget andet en dag, men det står ikke øverst på min ønskeseddel. Jeg kunne godt tænke mig at komme til Kenya, men jeg har ikke en dybtfølt længsel, siger hun.