Skæbner

Far ville dræbe sin ufødte datter

9. november 2014 af Kristian Bo Eriksen, Foto: Privat
I et anfald af vanvittig vrede, forsøgte Nicholas Leaning, 28, at dræbe sit eget barn. Han overfaldt sin gravide ekskæreste og stak hende fem gange i maven med en kniv, men mislykkedes heldigvis med sin plan. I dag er Lauren Olivers lille datter, Harper, fyldt fem måneder, er blevet døbt og stortrives efter sin dramatiske entre til livet.

-Det Nicholas gjorde, giver mig fysisk kvalme, siger Lauren Oliver, 34, til den engelske avis Sunday People.

Lauren var gravid i 34. uge, da hendes eks-kæreste, Nicholas Leaning, 28, forsøgte at dræbe sit ufødte barn ved at stikke Lauren fem gange i hendes gravide mave.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

-Hvordan kan nogen gøre sådan mod sit eget barn? Jeg kan slet ikke forstå, at Harper og jeg overlevede. Hver gang jeg holder hende i mine arme, tænker jeg på, hvor heldige vi er, siger Lauren.

LÆS OGSÅ: 2-årig fundet efter 22 timer

Tilbage i juni havde Lauren netop afleveret sin ældste datter på 6 år i skolen, og hun var ved at låse sig ind i sin lejlighed, da hendes eks-kæreste og faderen til hendes ufødte baby dukkede op.

Han slog hende hårdt i ansigtet og stak en kniv to gange i hendes mave. Lauren faldt om, og mens Nicholas trak hendes bluse til side, så hendes gravide mave var helt afdækket, stak han hende endnu to gange.

Lauren bønfaldt ham skrigende om at skåne deres fælles barn. Men han stak hende en sidste gang, inden han løb væk fra stedet.

Mit livs dejligste lyd

Stærkt blødende råbte Lauren på hjælp, og en nabo kom hurtigt til assistance. I ambulancen tjekkede Lauren sine sår og blev forfærdet, da hun så åbent kød og blod, der løb.

-Jeg følte mig tæt på at besvime. Men jeg ville bare holde mig vågen, til jeg fik at vide, om min datter havde overlevet, siger Lauren til Sunday People.

LÆS OGSÅ: Spiste Cerys ansigt

På sygehuset blev hun omgående ført til en operationsstue, hvor lægerne gjorde klar til et kejsersnit. Først ville de sikre sig, hvordan byen havde det, og lavede en ultralyds-scanning for at finde ud af, om babyens hjerte stadig slog.

-Først var der helt stille….Men så hørte jeg det. Bum-bum, bum-bum. På en eller anden måde havde hun overlevet. Jeg kunne ikke tro det. Det var den dejligste lyd, jeg nogensinde har hørt, siger Lauren.

Kort efter kom hendes lille datter til verden. Hun vejede kun 1.860 gram, men var ellers sund og rask.

Syet med 46 sting

Kniven havde ramt hendes livmoder to gange, og Lauren blev syet med 46 sting både indvendigt og udvendigt.

Lægerne forklarede Lauren, at lille Harper kun overlevede, fordi hun stadig havde hovedet opad, og fordi Laurens fødselsfedt havde beskyttet hendes lille baby.

Den nyfødte blev omgående indlagt på neonatal, mens Lauren selv blev indlagt på grund af sine mange sår. Hun fik så meget medicin, at hun ikke rigtig kan huske, hvornår hun så sin lille datter første gang.

LÆS OGSÅ: Jeg troede min datter skulle dø

-At føde og at møde din lille baby for første, er normalt et af livets lykkeligste øjeblikke. Den oplevelse tog Nicholas fra mig.

-Det er sygt - han er syg, siger Lauren til Sunday People.

Hun havde kendt Nicholas i omkring to år, da hun blev gravid. Lauren var lykkelig, men det var han absolut ikke.

Nicholas havde hele tiden levet et dobbeltliv. Dels var han sammen med Lauren, men han var også stadig sammen med sin eks-kæreste, der var mor til hans datter.

Ville sparke hende i maven

Han blev rasende, da han fik at vide, at Lauren var gravid. Han truede hende med at sparke hende i maven, hvis hun ikke fik en abort.

Lauren kunne slet ikke forstå hans reaktion. Nicholas var godt nok cage fighter og dyrkede den ekstremt voldsomme sport, men udenfor ringen, var han det sødeste, man kunne forestille sig. Og da han også var god til at tage sig af Laurens datter, troede hun længe, hun havde fundet den rette.

Deres forhold stoppede dog, da Lauren opdagede, at Nicholas stadig så sin eks. Men da var Lauren allerede blevet gravid.

Hun var bange for, at Nicholas måske havde haft endnu flere forhold, og gik til lægen for at sikre sig, at hun ud over kærestesorg ikke også havde fået en kønssygdom. Lægen kunne berolige hende med, at det havde hun absolut ikke, men lægen kunne også afsløre, at Lauren var gravid.

Det var nu ellers aldrig meningen, at de to skulle have børn sammen. Graviditeten var et uheld, men Lauren ønskede alligevel at beholde barnet.

Det var tæt på at koste både hende og det lille barn livet.

Nicholas blev anholdt hurtigt efter drabsforsøget, og er dømt til 19 års fængsel.

-Den største trøst er at vide, at han er bag tremmer. Når han kommer ud, er Harper voksen. Men hvordan fortæller man nogen, at deres egen far prøvede at dræbe dem, inden de overhovedet blev født?, siger Lauren til Sunday People.

Sponsoreret indhold