Farvel min dreng
Etårige Alexander er lykkeligt uvidende om, hvad der skal ske. Mens hans mor finder sin militærhjelm frem og pakker den sammen med den skudsikre vest og den sandfarvede uniform, kommer den lille dreng stavrende med endnu en ting til kufferten. En gul badeand, der piver, når man trykker på den.
Men det er ikke nogen badeferie, premierløjtnant Julie Ebak skal på. På lørdag rejser den 31-årige soldat og mor til militærbasen Camp Bastion i den urolige Helmand-provins i Afghanistan, et af verdens farligste lande.
Pressede følelser
Hun skal være der i seks måneder som udsendt soldat. I Nordjylland efterlader hun sin søn og sin mand René Ebak. Julie lægger ikke skjul på, at følelserne har presset sig på, efterhånden som dagene frem mod afrejsen er skredet frem.
I hjemmet i Vodskov ved Aalborg er bagagen til et halvt år i Afghanistan stort set allerede pakket. Men afskeden med søn og mand ligger foran.
- Afskeden fylder da meget. Jeg tænker på den hver dag. Den bliver svær. Når jeg kommer ind til Alexander, og han er glad og kun vil lege og være sammen med mig, tænker jeg da - ville det ikke være bedre, hvis jeg bare blev hjemme, fortæller Julie.
Men hun har efter mange år i Forsvaret truffet en beslutning, hun vil stå ved. Og hun er bakket op af sin mand, der ligesom Julie er premierløjtnant. Da han var udsendt, var det Julie, der passede hjemmet, mens René var ude.
- Det gør selvfølgelig ondt at forlade sit barn i et halvt år. Men det gør altså ligeså ondt på mændene, når de er udsendt. Og det stiller man jo ikke så meget spørgsmål ved. Jeg er helt tryg ved det her. René er en rigtig god far.
Skal stadig se Alexander
På spisebordet ligger en nyindkøbt computer stadig i papkassen. Den skal med til Afghanistan. - Det er for at holde kontakten til dem herhjemme. Jeg skal jo "skype" (videotelefonere via internettet, red.) med Alexander og René, fortæller Julie, der godt nok er hæmmet lidt i kommunikationen med Alexander, da han indtil videre kun kan sige "vov".
Der er sket meget, siden Ude og Hjemme besøgte familien første gang i marts. Dengang kunne Alexander kravle, og han havde lige fået to tænder. Nu er han begyndt at gå.
- Man kan jo ikke udrydde Taleban ved et trylleslag. Den slags forfærdelige ting forsvinder ikke sådan lige. Det er det lange seje træk, og afghanerne skal selv tage ansvaret for at ændre deres land, siger Julie.
