Felicia fik en hjerneblødning: Amanda reddede mit liv

Den 16-årige Felicia var alene hjemme med familiens hunde, mens hendes forældre var taget på ferie, da hun vågner til en fæl lugt fra køkkenet. Hundene havde formentlig spist noget dårligt og benyttet køkkengulvet som toilet.

– Jeg begyndte at få det dårligt af stanken. Jeg begyndte at hulke over toilettet, for jeg følte, at jeg skulle kaste op. Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op på sygehuset, fortæller Felicia Johanson fra Alunda uden for Uppsala.

Den morgen havde hendes bedste veninde, Amanda Bergkvist, sendt Felicia et billede på Snapchat. Normalt fik hun hurtigt svar, men ikke den morgen. Først tænkte Amanda, at veninden måske var sur, for de havde skændtes lidt dagen før.

Men da morgen blev til eftermiddag, havde Felicia stadig ikke givet noget livstegn.

– Jeg blev ved med at ringe og skrive, men Felicia svarede ikke. Jeg kunne mærke, noget var galt. Mine forældre sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Men jeg var nødt til at gøre noget og hoppede på min knallert og kørte op til huset i skoven, hvor Felicia og hendes familie bor, siger Amanda.

– Da jeg var fremme, bankede jeg på døren. Jeg var helt panikslagen og græd af frygt, men jeg kunne ikke svigte Felicia. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad der var sket. I et sekund nåede jeg at tænke, at hun ville åbne døren og grine ad mig, men ingen åbnede. Det eneste, jeg hørte, var hundene, der gøede. Og det var meget underligt, at de var inde i huset.

Lå på gulvet

Da Amanda indså, at hendes intuition var rigtig, ringede hun til sin far. Hun turde ikke gå alene ind i huset, for hun frygtede det værste.

– Da min far og bror kom frem, tvang vi os adgang gennem en kælderdør og fandt Felicia på gulvet. Selv om jeg havde forberedt mig på det værste, fik jeg et chok, da jeg indså, at der faktisk var sket noget.

Alarmcentralen blev alarmeret, og Amandas far sørgede for, at Felicia blev lagt i aflåst sideleje.

– Det er skræmmende at tænke på, at det formentlig kun handlede om minutter. Hvis jeg ikke havde lyttet til min intuition og var taget hen til hende, havde hun nok ikke siddet her i dag, siger Amanda.

På sygehuset kom lægerne frem til, at Felicia havde forsøgt at begå selvmord med en overdosis af piller. Først, da hun fik et krampeanfald, og lægerne scannede hendes hoved, opdagede man en massiv hjerneblødning. Blødningen var forårsaget af en blodprop, der skyldtes en medfødt svaghed i et blodkar.

– Så faldt brikkerne i puslespillet på plads. Jeg troede aldrig på, at hun havde forsøgt at begå selvmord. Vi har kendt hinanden, siden vi var små. Jeg ville have vidst det, hvis Felicia gik med sådanne tanker, siger Amanda.

Felicia blev omgående opereret for at få fjernet det blod, som havde samlet sig i hendes hjerne.

Da hun vågnede, forstod hun ikke, hvad der var sket. Hun var forvirret og talte usammenhængende. Lægerne kunne ikke sige, om hun nogensinde ville blive sig selv igen, eller om hun ville kunne se og høre som før.

Hurtige fremskridt

I de første uger efter hjerneblødningen, mens Felicia var indlagt på sygehuset, var Amanda meget urolig. Men alligevel holdt hun fast i håbet. Hun så jo, hvor hurtigt veninden gjorde fremskridt.

– Første gang, jeg besøgte hende på intensiv, talte hun mærkeligt og var forbundet til en masse maskiner. Men allerede ugen efter kom hun løbende hen til mig. Hun fik det bedre virkelig hurtigt.

På overfladen er der intet, der afslører, hvad Felicia gennemgik sidste sommer. Men hun har stadig nogle begrænsninger. Hun taler lidt langsommere, og nogle gange har hun svært ved at finde ord. Hun kan også have svært ved at huske, hvad hun lærer, og hun har delvis synstab på højre øje og fortsat smerter i højre side af kroppen.

Hun er ikke længere den samme, som hun var før hjerneblødningen.

– Det er irriterende, at hjerneblødningen har gjort mig til en anden person. Jeg tænker nogle gange på, hvordan alt ville have været, hvis det aldrig var sket, siger Felicia og får et smil fra Amanda.

– Men samtidig har du fået et meget bedre selvværd. Du er mindre bekymret for, hvad andre tænker om dig. Du er jo begyndt at danse. Det ville du aldrig have turdet før.

Stærkt venskab

Et år efter den dramatiske hændelse har både Amanda og Felicia fundet tilbage til hverdagen. Men de er begge præget af, hvad der skete.

– I begyndelsen var jeg meget bange for at få endnu en hjerneblødning og turde ikke være alene, siger Felicia.

– Og jeg blev bange, hvis du ikke svarede på beskeder, og havde mareridt om dig i flere måneder, supplerer veninden.

Det, der skete, har bragt dem tættere sammen og gjort deres venskab endnu stærkere. Det har medført en ny modenhed, alvor og indsigt, som man sjældent møder hos så unge mennesker.

– Man kan ikke tage noget for givet. Det føles vigtigt at gøre sit bedste for at leve i nuet, for i morgen kan det være for sent, siger Amanda og smiler varmt mod Felicia.