Fik kræft som nybagt mor: Det var så uretfærdigt

Alfred var knap fire måneder, da han sammen med sin mor og far sad på en overlæges kontor på Holstebro Sygehus. Den nærmest nyfødte dreng opfattede selvfølgelig ikke, hvad der skete. Han var bare trygt placeret på sin fars skød, da jorden blev revet væk under hele familien, og hans mor fik beskeden: - Christina, vi har fundet kræft i dit højre bryst.

Selv fattede den dengang 27-årige Christina Elbæk Christiansen heller ikke meget af det, som den alvorlige overlæge bag skrivebordet sagde. Efter hun hørte ordet kræft, var det hendes egne tanker, der larmede mest. Især én tanke gik igen: Skal min søn vokse op uden sin mor?

Det var så uretfærdigt

Det rædselsfulde spørgsmål fik hende til at vende blikket væk fra lille Alfred under samtalen. Hun kunne ikke bære at se på ham i det øjeblik. Og hun kunne heller ikke bære det blytunge uretfærdige slag. Hvorfor skulle en dødelig sygdom slå ned midt i deres hjem i Ikast, hvor det hele lige gik så godt, og hvor hun og manden Michael netop var blevet forældre til et brændende ønsket barn.

- Jeg syntes simpelthen, det var så uretfærdigt, at jeg havde fået kræft. Jeg var ung, levede sundt, og der var ikke kræft i familien. Hvorfor skulle det ske for mig? siger Christina, som igennem det kommende år lagde krop til tre operationer, 12 kemobehandlinger og 28 strålebehandlinger.

Læs også: Jeg blev mor som 15-årig

Alfred hev totter af sin mors hår

Livet hjemme i Ikast var på et øjeblik vendt på hovedet. Fra at være en lykkelig nybagt mor, der bare skulle koncentrere sig om sin lille søns udvikling og nyde hans tandløse smil og første slingrende skridt, skulle hun pludselig til at kæmpe for sit eget liv.

To uger efter den første kemobehandling, sad Christina hjemme med Alfred på skødet, da den lille dreng rakte ud efter totter i hendes lange hår, sådan som nysgerrige babyer typisk gør. Men når Alfred hev til, røg hårtotterne af. Christina vidste, at tiden var kommet. Hendes hår skulle af.

Hun fik sin søsters veninde til at fjerne det hele. Valget faldt på hende, fordi hun var frisør. Men også fordi hun var tilpas langt ude i omgangskredsen. Ingen af de nærmeste kunne klare at stå med den summende trimmer og lave den tydelige forandring. Den forandring, der en gang for alvor ville skære ud i pap for hele verden, at Christian var kræftsyg.

Svært at tro på sin mands komplimenter

For Christina selv var det selvfølgelig hårdt at se sig selv i spejlet uden hår. Men det blev faktisk endnu sværere, jo længere behandlingen skred frem, og kemoen og strålerne sugede al energi ud af hende.

- Jeg synes faktisk, det værste var at miste min glød. Jeg blev mere og mere grå og trist og mistede gnisten i mine øjne. Det var hårdt, for det var jo en stor del af min identitet, der forsvandt. Når Michael sagde, at jeg så dejlig ud, havde jeg svært ved at tro på ham. Det var selvfølgelig sødt af ham, men jeg kunne jo godt se, at jeg ikke var den kvinde, han havde forelsket sig i.

Læs også: 21-årige Philip er dødeligt syg

Sygdommen tog gløden, håret og en del af personligheden

Den kvinde, Michael havde forelsket sig i, var en meget udadvendt og smilende kvinde, der altid gjorde noget ud af sig selv og elskede sociale arrangementer. Sådan var Christina selvfølgelig stadig inderst inde. Men sygdommen og kemoen tog ikke bare hendes hår og gnist. Den tog også en del af hendes personlighed. Det kunne godt være, at hun smilede, som hun plejede. Og sagde ja til mange sociale ting for ikke kun at se væggene på sygehuset og hjemme i stuen. Men smilet var anstrengt og hendes sædvanlige sprudlende replikker var blevet tunge.

- Jeg prøvede at holde facaden, men der var blevet lagt en dæmper på mig, og jeg var ikke mere den Christina, jeg plejede at være.

Skrev blog om sin sygdom

Christina nægtede dog at gå ned uden kamp. Selvom hun intet kunne stille op mod hverken sygdommen eller behandlingen, som var lagt i lægernes hænder, så kunne hun alligevel gøre sit. Undervejs fandt hun to veje, der ikke bare hjalp hende selv, men som også kom til at hjælpe andre.

Christina skrev dagbog om sit forløb. Hun skrev og skrev. Om det sværeste og det bedste. Om hverdagen som småbørnsforældre og om de altafgørende samtaler på hospitalet. Selvom hendes ord var meget personlige, valgte hun at udgive dem på bloggen ”Smukmedcancer” i håb om, andre kunne få glæde af hendes erfaringer. Selv oplevede hun, at det hjalp hende utrolig meget at få sit liv ned på skrift.

Vil anbefale andre at skrive

- Det var som medicin for mig at skrive. Jeg vil helt klart anbefale andre at gøre det samme. Man behøver ikke udgive det. Men kan bare skrive til sig selv eller sende til sin mor eller søster, siger Christina, som også beskrev en anden vej, der hjalp hende i den svære tid, hvor alt var gråt.

Makeup og kjoler gjorde en forskel

Christina valgte nemlig at gøre noget ekstra ud af sin makeup, sit tøj og sine smykker. Selvom hun hverken havde hår eller glød, fandt hun nemlig ud af, at hun selv kunne gøre en forskel med den rette foundation, highlight, blush og læbestift.

På sin blog beskrev Christina blandt andet, hvordan hun optegnede sine bryn, nu hvor de var faldet af, og hvordan en eyeliner kunne ramme øjet ind, selvom vipperne manglede.

- Det gjorde en forskel, at jeg gjorde noget ekstra ud af mig selv med makeup og feminine kjoler, så jeg ikke hele tiden så så syg ud. Det var både for Michaels skyld, men også for min egen, for jeg kunne mærke, at jeg ikke bremsede mig selv så meget, når jeg lagde makeup og tog pænt tøj på. Så havde jeg mere gå-på-mod og havde mere lyst til for eksempel at gå ud og drikke en kop kaffe med en veninde. Jeg ved godt, det kan lyde overfladisk, men det betyder meget for den mentale tilstand, hvordan man ser ud. Jeg vil faktisk også råde folk til at tænke over det i den her Corona-tid, hvor vi skal være meget hjemme. Jeg tror, de fleste arbejder bedre, hvis de lige gør noget ud af sig selv i stedet for at sidde i en morgenkåbe hele dagen.

Fik taget æg og æggeleder ud

Der var selvfølgelig dage under Christinas kræftforløb, hvor hun ikke magtede meget mere end en morgenkåbe. Det var en barsk behandling, hun var igennem. Så barsk, at hun inden fik taget både æg og en æggeleder ud og frosset ned, så hun efterfølgende ville få muligheden for at blive gravid igen. Det var der nemlig ikke store chancer for, hun kunne blive naturligt, efter kemoen havde været igennem hendes krop. Og desuden fik hun medicin, som satte hende i overgangsalderen.

- Så jeg vidste præcis, hvordan min mor havde det, som hun siger med et smil.

Christina er god til at se det humoristiske i livet, selvom det opfører sig helt tosset. Det har hun været nødt til, for hendes liv har i den grad budt på nogle overraskelser.

Livet tog et uventet sving

Da Christina endelig var igennem behandlingen og erklæret kræftfri efter et år, kunne hun næsten ikke vente med at komme tilbage til en helt forudsigelige hverdag. Hun glædede sig til at være mor uden en sygdom. Og hun glædede sig helt vildt til at komme ud på arbejdsmarkedet igen og være en helt almindelig medarbejder.

Men som sagt: Christinas liv er fuld af uventede sving. 11 måneder måneder efter sidste kemo, mærkede hun noget bekymrende. Hendes krop føltes underligt svækket igen. Noget var galt. Helt galt.

- Jeg var sikker på, at jeg havde fået et tilbagefald, og jeg var virkelig bange, siger Christina, som naturligvis opsøgte hospitalet for at blive undersøgt. Det var her hun fik spørgsmålet, som kom så meget bag på hende, at hun kunne svare med et helt klart og rungede NEJ lige med det samme.

- Kunnen du være gravid? spurgte en læge.

- Det var jeg helt sikker på, at jeg ikke var, siger Christina, som jo vidste, at det ville være næsten utænkeligt med det hendes krop, havde været udsat for. Og desuden var det ikke ligefrem familieforøgelse, som det havde handlet mest om i soveværelset på det seneste.

Skal jeg grine eller græde?

Men næste morgen tog hun alligevel en graviditetstest ude på badeværelset, mens Michael og Alfred lå og hyggede i sengen.

Da hun kom tilbage til soveværelset, anede hun faktisk ikke, om hun skulle grine eller græde.

- Jeg er gravid.

Sagt på en anden måde: Christina ventede en mirakelbaby. Men selv et mirakel kan komme på et lidt ubelejligt tidspunkt. Nu havde Christina lige glædet sig til hverdag og arbejdsliv, så en ny graviditet og barsel stod ikke lige øverst på ønskelisten.

- Der var sket så meget i mit liv på så kort tid. Jeg havde fået et barn og fået kræft, og det tog mig altså lidt tid at vænne mig til, at jeg skulle være mor igen, erkender hun.

En sjov og bestemt dame uden sokker

Men selvfølgelig skulle hun være mor igen. Lille Ebba inde i maven ville bare frem. Hende kunne intet stoppe. Heller ikke nu, hvor hun er en toårig pige, der helst drøner rundt med sine orange solbriller med glimmer og sin hyggeklud i hånden. Hun er en sjov og bestemt dame, der har en stærk vilje om alt lige fra mad til sokker, der helst skal rives af hurtigst muligt. Både hjemme i stuen og midt i Herningcenteret.

- Og lige nu gider hun heller ikke sove, siger en træt Christina.

Men bortset fra nogle lidt opslidende putteritualer, så har 32-årige Christina det strålende. Hun har været kræftfri i fire år og har fået job som indkøber i et møbelfirma. Den helt almindelige hverdag har endelige indfundet sig efter nogle år, hvor intet var almindeligt.