Fik kræft under graviditeten: Mine børn holder mig oppe

De fleste ville sige, at det er forfærdeligt, at en kun 35-årig kvinde får konstateret kræft, men sådan har Ghadeh det ikke.

Tværtimod – så dvæler hun i stedet ved, hvor heldig hun er.

– Det handler om, hvordan du vælger at håndtere det. Man skal ikke grave sig ned i selvmedlidenhed, men i stedet fokusere på de ting, der gør dig glad. Mine børn hjælper mig med at være til stede i nuet. De er ligeglade med, at jeg har kræft, og takket være dem, tænker jeg ikke på min sygdom, fortæller Ghadeh Norberg med sprudlende energi, selv om det manglende hår vidner om, at hun kæmper mod en alvorlig sygdom.

Ghadeh var seks måneder henne i sin anden graviditet, da hun kunne ane en knude i sit venstre bryst.

Tiden stoppede

I begyndelsen slog hun det hen som en hævet kirtel, da hun stadig ammede sin 2-årige datter Alma.

Men da hun kort tid efter bad sin mand om at mærke på knuden, beordrede han hende straks til læge.

– Der skal rimelig meget til, før jeg bliver bekymret. Måske er det, fordi mine forældre flygtede fra Irak til Iran i 1980’erne. Vi var seks søskende og havde det ikke særlig sjovt, fortæller Ghadeh, der efterfølgende flyttede til Tyskland med sin familie, hvor hun voksede op. De seneste 10 år har hun boet i Sverige.

Ghadeh valgte at følge sin mands anbefaling. Hun blev sendt til mammografi, og da lægen ville have en biopsi, kunne hun alligevel mærke nervøsiteten.

Men hun tænkte på intet tidspunkt, at hun kunne have kræft.

– Jeg spurgte, om jeg kunne få resultatet over telefonen, men lægen insisterede på, at jeg mødte personligt op, fortæller Ghadeh, der kort tid efter blev mødt af nogle alvorlige ansigtsudtryk.

– Da lægen fortalte, at jeg havde aggressiv kræft, var det, som om tiden stoppede. Jeg var fuldstændig i chok, husker Ghadeh, der ikke turde stille det eneste spørgsmålet, der kørte rundt i hendes tanker: Ville hun dø fra sine børn?

Ville have kontrol

Hvad lægen sagde den dag, havde hun svært ved at fokusere på. Hun huskede, at hun havde hostet meget i tiden op til, at hun mærkede knuden, og hun var allerede bange for, at kræften havde spredt sig til lungerne.

Det viste sig, at hun havde en af de mest alvorlige former for brystkræft. Alligevel mente lægerne, at hun havde gode chancer for at overleve.

– Den efterfølgende uge var den værste i mit liv. Vi vidste ikke, hvordan fremtiden så ud, og jeg har aldrig set min mand græde så meget. Det gjorde så ondt at se min familie lide på grund af mig. Derfor besluttede jeg mig også hurtigt for, at jeg skulle være stærk for deres skyld, fortæller Ghadeh, der i stedet begyndte at søge information om sygdommen.

Men efter nogle få googlesøgninger fik hun det dårligt.

Derfor begyndte hun i stedet at læse om emnet og kontaktede folk, der vidste noget om sygdommen.

– For mig var det et forsøg på at få kontrol over mit liv. Jeg ventede også med at ringe til min mor og fortælle det. Min bror havde kort forinden fået konstateret multipel sklerose, og det sidste, hun havde brug for at høre, var, at hendes datter nu også var syg, siger Ghadeh, hvis søstre ugen inden havde joket med, at hun var den i flokken, der havde alt.

Mælk på nettet

Ghadeh ville kæmpe for sit liv, og hun ville føde sin søn og være sammen med sin familie. Hun begyndte i kemoterapi, og da hun fik beskeden om, at kræften ikke havde spredt sig, blev der tændt et lys i mørket.

Nu handlede det fremadrettet om at give hendes ufødte søn en god start på livet.

Isak kom til verden den 14. december 2018. Han var sund og rask, men da hun blev rådet til at lade være med at amme ham grund af kemoterapien, blev hun frustreret.

– Jeg vidste, hvor vigtig den allerførste, fede mælk er, men min mand talte mig fra det. Så jeg valgte at lave et opslag på Facebook, hvor jeg skrev, at jeg søgte modermælk, fortæller Ghadeh.

Kort tid efter væltede beskeder ind. En masse mødre tilbød deres mælk til den nybagte mors lille dreng.

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der var så mange mødre, der ville hjælpe mig. Jeg kan slet ikke beskrive med ord, hvor meget det betød, siger Ghadeh, der taler med begge hænder, mens hendes øjne er intense og lysende.

En gave

Men en skygge farer alligevel over hendes ansigt, da spørgsmålet om, hvorvidt hun tror, hun dør af sygdommen, bliver stillet.

– Jeg er midt i mine behandlinger, så jeg er fokuseret på at tænke positivt. Jeg tænker faktisk slet ikke på døden. Jeg har et håb om en god fremtid, og jeg dyrker yoga, spiser sundt og gør en masse ting, der er gode for mig.

– Men jeg forestiller mig, at frygten vil komme, når kræften forhåbentlig er væk. Jeg kan nok godt blive bange for tilbagefald, men så må jeg håndtere det, hvis det kommer, siger Ghadeh, der endnu en gang bryder ud i et smil.

– Jeg spørger aldrig: Hvorfor mig? I stedet har jeg tænkt: Hvorfor skulle det ikke være mig? Sygdommen har åbnet mine øjne for, hvad der er vigtigt her i livet, og man bør ikke spilde sin energi på ligegyldige ting. Jeg fokuserer på, hvad der sker lige nu, og jeg ser hver dag som en gave.