Fik livet tilbage: Bare min donors familie så mig nu

Mette sad alene ved spisebordet den mandag aften og lakerede sine negle. Hendes kæreste Kenni var gået i seng, så der var helt stille, mens hun forsigtigt strøg den lille pensel. Tidligere havde Mette været den, der kørte den brede pensel hen over store lærreder med maling i skrigende farver, men i de seneste år var Mettes bevægelser svundet ind. Hun havde ikke kræfter til ret meget mere. Hverken til job eller samvær med familien. Eller til smil.

– Hun var nærmest blevet grå, som Kenni siger.

Læs også: Gav fremmed sin nyre og fik hans hjerte til gengæld

Stod på venteliste

Der var ikke noget at sige til, at Mette var blevet en skygge af sig selv.

For 10 år siden fik hun nemlig konstateret en nyresygdom, som til sidst betød, at hun kun havde ni procent nyrefunktion tilbage. Mette var derfor i dialyse hver eneste nat. Og hun var på venteliste til at få en ny nyre, så hun kunne få sit liv tilbage.

Hun havde nemlig ikke meget liv, mens hendes navn stod der på ventelisten.

– Det var, som om jeg havde influenza hele tiden, og jeg kunne ikke overskue noget som helst. Før kørte mit liv med 120 i timen. Jeg arbejdede, havde min egen hest, var meget kreativ og elskede at være sammen med mine niecer og nevøer. Men nu kunne jeg ingenting. Bare jeg skulle støvsuge, kunne jeg sætte mig ned og tude. På et tidspunkt gav Kenni mig en mountainbike. Men jeg nåede aldrig at cykle mere end 10 kilometer på den, fortæller nu 44-årige Mette Asmussen, som aldrig glemmer den mandag aften ved spisebordet.

Længe ventet opkald

For pludselig blev stilheden brudt af hendes telefon. Den kimede højt, og Mette nåede at undre sig. Hvem ringer klokken 22? Når hun kiggede på displayet, blev hun ikke klogere. Ukendt nummer, stod der.

Først da hun besvarede opkaldet, forstod hun, at det faktisk var en opringning, der handlede om liv og død. I den anden ende præsenterede en overlæge sig. Og hans besked var klar.

– Vi har en nyre til dig. Og du vil blive hentet af en taxa inden for en time.

Mette havde ventet på det opkald i mere end et halvt år. Hun vidste, hvad der skulle ske, og hun vidste, at det kunne blive hendes redning.

Alligevel stod hun hjemme i huset i Tjele og krammede sin lilla toilettaske uden at ane, hvad hun ellers skulle stille op.

– Da jeg havde vækket Kenni og ringet til mine forældre, gik klappen bare ned, som hun siger.

Ny nyre - ny energi

Heldigvis stod der professionelle folk til at tage over på hospitalet, og næste dag vågnede Mette med en ny nyre og dermed også med helt ny energi.

Men hun vågnede også med noget andet.

– I tiden efter tænkte jeg rigtig meget på donoren. Jeg vidste jo, at der var et menneske, der var død. Og at der var en familie, der var ramt af sorg.

Læs også: Jeg tænker på min donors familie hele tiden

Ulykkesstedet

Organdonoren var anonym, men på hospitalet havde Mette overhørt nogle informationer omkring sin donors dødsfald, og hun kunne derfor finde frem til, hvem personen var, og at vedkommende var død i en trafikulykke, som var omtalt i avisen.

Donorens skæbne fyldte mere og mere i hendes hoved. Godt nok havde hun fysisk fået det langt bedre, men mentalt var hun plaget af at tænke på den sorg, som familien gik igennem. Derfor foreslog Kenni en dag, at de opsøgte ulykkesstedet.

– Så lagde jeg en buket blomster, siger Mette, som her tre år efter stadig tænker meget på donorens familie.

Ikke mindst denne sommer, da hun gennemførte en bedrift, som hun aldrig havde troet mulig.

– Jeg ville ønske, donorens familie kunne se mig nu, tænkte hun igen og igen.

Læs også: De tog mine børn

Pizza med majs

Vejen til Mettes næsten ubegribelige sejr denne sommer har været lang.

Det første år efter transplantationen gik med at genoptræne og med at finde sig selv igen. Efter så lang og hård sygdom var Mette ikke helt den samme. Selv hendes appetit og smagsløg havde ændret sig.

– Før havde jeg ingen appetit. Nu havde jeg bare lyst til pizza med majs hele tiden, smiler Mette.

Men det var ikke kun hendes spisevaner, der var nye. Mette havde trang til at mærke, at hun ikke længere var så afhængig af sine omgivelser, og samtidig blev det pludseligt meget vigtigt for hende, at der var orden omkring hende hele tiden.

Da Kenni ikke ligefrem er typen, der lader sig gå på af et halvfærdigt byggeprojekt, endte de to faktisk med at gå fra hinanden.

Men bruddet varede kun kort. Og da de fandt sammen igen, blev Mette en vigtig støtte, da Kenni satte sig for at træne op til det krævende Team Rynkeby-løb, hvor man cykler fra Danmark til Paris på en uge.

Læs også: Datter og svigersøn myrdet: Vi kæmper for vores barnebarn

Rynkeby-holdet

Mette heppede. Bagte kage til træningen. Og da Kenni trillede over målstregen i Paris sidste sommer, tudede hun af stolthed, da hun tog imod ham.

Men Kennis cykelløb satte ikke bare gang i Mettes tårer. Det satte også gang i en vild tanke. Kunne Mette selv cykle de 1.200 kilometer? Mette, som levede med en andens nyre. Og Mette, som aldrig havde deltaget i en konkurrence på grund af sit helbred.

Det kunne hun, besluttede hun. Og da først beslutningen var taget, var der ingen vej tilbage. Heller ikke selv om både hendes fysik og vilje kom på en næsten umenneskelig prøve i månederne op til løbet, mens hun trænede med Kenni og resten af sit Rynkeby-hold.

– Jeg tænkte tit: Hvad laver du? Det var så hårdt, og jeg lå hele tiden bagerst. Det var så træls at være den, de andre skulle vente på, siger Mette, som dog aldrig gav op.

Heller ikke selv om hun en gang imellem hyperventilerede på turen til Paris. Hun fortsatte bare. Svedte, pustede og trådte til. En gang imellem bemærkede hendes holdkammerater, hvordan hun fik et vildt udtryk i øjnene. Sådan som man ser ud, når man kæmper en næsten umulig kamp.

Læs også: Mor lytter til sin afdøde søns hjerte

Vil gerne give et håb

Men Mette vandt kampen hver eneste dag. Og hver gang hun kom frem til et nyt hotel for at overnatte, kunne hun mærke tårerne pible frem af glæde og udmattelse.

Da hun til sidst kørte ind i Paris, sendte hun mange udmattede tanker til sin donors familie.

– Hvor ville jeg ønske, at de vidste, hvad den nyre har gjort for mig.

Det er faktisk også en af grundene til, at hun fortæller sin historie her. Hun har nemlig et lille håb om, at donorens familie læser med. Ligesom hun håber, at andre vil tage stilling til organdonation. Og så vil hun gerne vise patienter på organventelister, at der venter et godt liv på den anden side.

Læs også: Konkurrence: Årets sødeste hundehvalp

Stor sejr

Mette havde det måske ikke ligefrem godt, efter hun havde gennemført løbet. Hendes krop lukkede nærmest ned. De første fire dage efter sov hun stort set hele tiden, og i ugerne efter blev hun både ramt af halsbetændelse og blærebetændelse.

Men Mette betalte gerne den pris.

– Det var simpelthen så stor en sejr. Og selv om jeg ikke gør det igen, så kan jeg stadig mærke, at jeg har fået en helt anden tro på, hvad jeg kan klare.

Læs også: Min død skal redde andre liv