Fik uhyggelig besked fra den anden side: Forudså ung kvindes død

Det gør noget ved alle kvinder at blive mor. Man mærker en kærlighed, men også en følsomhed, som man aldrig har prøvet før. For mig gjorde det også noget andet. Efter jeg fik Julie, fik jeg endnu flere beskeder fra den anden side. Jeg blev skarpere og så tegnene på min vej tydeligere.

Clairvoyant på fuld tid

Til sidst stolede jeg så meget på mine evner, at jeg en vinterdag i 1995 sagde til Kent:

– Jeg vil være spåkone på fuldtid.

Den dag kiggede han længe på mig.

– Hvad vil du? måbede han.

Kent er et jordnært menneske. Han er også en mand, som værdsætter en tryg og sikker økonomi. Livet som spåkone på fuldtid lød hverken jordnært eller økonomisk trygt. Faktisk kunne jeg godt forstå, at han syntes, det var lidt langt ude. Ligesom jeg også tænkte, at det måtte være en anelse specielt for ham at sige til kolleger og venner: ”Min kone er spåkone.” Jeg kunne forestille mig, der ville blive lidt stille hver gang.

Men han bakkede mig alligevel op, som han havde gjort mange gange før, og jeg kastede mig ud i det.

Det var selvfølgelig nervepirrende. På det tidspunkt havde vi både barn, bil og rækkehus, så der skulle nogle kunder i butikken. Det kom der heldigvis også takket være en tilfældighed, som jeg aldrig havde set komme.

Som beskrevet tidligere havde jeg som 14-årig en voldsom oplevelse, hvor jeg en aften blev lyst på oppe fra himlen. Oplevelsen efterlod mig rædselsslagen. Først senere forstod jeg, at det betød, at jeg var et stjernebarn.

Når man er stjernebarn, bliver vejen ofte banet for en gennem livet. Dørene åbner sig, inden man selv presser på. Sådan var det også, da jeg startede som selvstændig.

Min tredje klient var en sød kvinde, som gerne ville have svar på nogle spørgsmål i sit liv. Hvad jeg præcist sagde, husker jeg ikke længere, men jeg hjalp hende på vej og gjorde så stort indtryk, at hun vendte tilbage. Det viste sig, at hun var journalist på kvindemagasinet Femina.

Hun havde efterfølgende tænkt over min historie og spurgte, om hun måtte skrive en artikel om mig. Det måtte hun gerne, og der blev efterfølgende bragt et flot interview under overskriften: De kendtes clairvoyant.

LÆS OGSÅ: Pigerne blev skældt ud efter tabet af deres lillesøster: Vi måtte ikke dele sorgen

Kunderne stod i kø

Jeg syntes, det var sjovt at se mig selv i bladet, men jeg havde ingen anelse om, hvad det ville sætte i gang. Efter bladet udkom, kimede min telefon nærmest i døgnrift, så jeg til sidst var nødt til at ansatte en bekendt som telefondame. Inde på Feminas redaktion ringede læserne også. Alle ville have en tid. Da jeg var booket halvandet år frem i tiden, måtte jeg sige, at jeg ikke kunne tage flere ind. Det var virkelig overvældende.

Jeg elskede mit arbejde og nød, at jeg kunne skubbe folk i den rigtige retning. Men mine evner havde også en bagside.

Jeg oplevede det blandt andet kort efter, jeg havde været i Femina. Det var en dejlig dag, hvor jeg skulle besøge min mor, og jeg var i et strålende humør. Men inden jeg gik ind til min mor, stødte jeg på min mors søde nabo, som kom cyklende. Hun var 36 år på det tidspunkt og lige så smilende, som hun altid havde været.

– Jeg vidste ikke, du var blevet model, grinede hun og roste billedet af mig i Femina.

Jeg smilede tilbage. Men indvendigt blev jeg iskold. I det øjeblik fik jeg nemlig en rædselsfuld besked ned: Hun dør inden fem år.

Mine evner kan skræmme mig

Hvis der var noget, jeg for alt i verden ville undgå, så var det den slags beskeder.

Jeg prøvede efterfølgende at ryste den uhyggelige viden af mig. Men det var umuligt. Kort efter fik hun konstateret brystkræft, og hun døde inden for et år.

Da hun døde, tog jeg en samtale med Vorherre:

– Kære Gud. Jeg vil aldrig mere have beskeder om døden.

Desværre fik jeg ikke lov at slippe.

Der er viden, jeg ikke ønsker at have. Især fordi jeg ikke kan stille noget op med den. Det kan være svært at forstå for andre, at jeg ikke kan forhindre de varsler, jeg får.

Det oplevede jeg på den værste måde, da jeg besøgte en af mine veninder på hendes arbejdsplads, hvor hun havde en mandlig kollega.

På et tidspunkt hviskede jeg til hende.

– Din kollega kommer ikke på arbejde i morgen.

Jeg tænkte ikke mere om min forudsigelse. Men to dage efter ringede min veninde. Hun lød anderledes. Der var en smerte i hendes stemme.

– Som du sagde, kom min kollega ikke på arbejde. Ved du hvorfor?, spurgte hun.

– Nej, svarede jeg. Mit svar var 100 procent ærligt.

Jeg kunne høre hende tage en dyb vejrtrækning i den anden ende, inden hun forklarede, hvad der var sket. Hendes kollega var af gode grunde ikke kommet på arbejde, fordi der var sket en ufattelig tragedie. Hjemme i sin egen garage var han kommet til at bakke bilen over sin egen søn. Sønnen var død.

Igen og igen måtte jeg forklare, at jeg ikke havde haft den fjerneste idé om, hvad der ville ske. Jeg kunne bare se, at han ikke kom på arbejde.

Det var ekstremt ubehageligt for mig at stå i den situation. Jeg kunne heller ikke lade være med at prikke til mig selv. Kunne jeg have gjort noget for at stoppe det? Jeg kender selvfølgelig godt svaret: Nej, jeg kan ikke ændre fremtiden.

LÆS OGSÅ: Babydukke giver dement mormor mening med livet. Se deres første møde.

Så kun fortid

Døden bliver tit pakket ind for mig.

En dag kom en kvindelig klient hjem til mig og blev spået. Hun havde en del spørgsmål om sin fremtid. Om hun skulle skifte arbejde, og hvordan kærligheden ville se ud. Jeg kunne ikke give hende svar på hendes spørgsmål. Selv om jeg koncentrerede mig, kunne jeg ikke se, hvilken vej hun skulle gå. I stedet kunne jeg fortælle en masse om hendes fortid. Jeg talte om hendes eksmand og hendes gamle arbejde, og det gjorde tydeligvis indtryk på hende, for jeg ramte plet hver gang. Da vi var færdige, fik hun et kassettebånd med hjem. Dengang optog jeg altid det hele, så klienterne kunne gå hjem og høre det i ro og mag.

Hvad der skete efterfølgende i hendes liv, anede jeg ikke. Ikke før hendes veninde ringede 14 dage efter. Det viste sig, at min klient var død kort efter, hun havde været hos mig. Veninden havde hørt båndet fra vores møde, og hun kunne sige det samme, som jeg selv tænkte i det øjeblik: Jeg havde kun talt om fortiden.

Der var selvfølgelig en grund til, jeg ikke kunne se fremtiden.

Jeg vil gerne indrømme, at mine evner også kan skræmme mig selv en gang imellem, og jeg forstår godt de mennesker, som besøger mig første gang med en blanding af nysgerrighed og frygt. Hvad kan jeg se, og hvad kan jeg gøre? Er det en heks, de kommer ind til?

Tydeligst husker jeg en cirka 40-årig kvinde, som var meget nervøs, da hun kom til mig. Det var hendes første møde med en clairvoyant, og hun havde inden tænkt meget over, hvordan det hele ville foregå.

For at bløde stemningen lidt op sagde jeg med et smil: – Om lidt løfter bordet sig jo.

Det grinede vi lidt ad begge to, og jeg kunne mærke, hvordan hendes skuldre begyndte at falde ned, og hun blev mere afslappet, mens jeg roligt skænkede et glas vand op til hende og satte vandflasken tilbage på bordet. Jeg havde en god fornemmelse, allerede da jeg lagde tarotkortene. Den her time ville blive god.

Ånden i flasken

Der var store forandringer på vej i hendes liv, og jeg fortalte hende om hendes kommende flytning. Det gav god mening for hende, men mens jeg talte, skete der pludselig noget, jeg aldrig havde været vidne til før. Noget, som kun burde finde sted i en film fuld af filmtricks.

Pludselig begyndte vandflasken på bordet at rykke sig. I roligt tempo kørte den hen over bordpladen i en halv firkant.

Mine øjne fulgte flasken. Men min krop var stiv af skræk. Jeg havde aldrig set noget lignende, og jeg blev virkelig bange. Min klient kiggede på mig med store øjne. Hvad hun havde haft af fantasifulde forestillinger om sit besøg hos mig, blev pludselig til virkelighed.

Da flasken stoppede, gloede jeg på den i et stykke tid, inden jeg rømmede mig.

– Lad os fortsætte, sagde jeg, mens mine tanker flaksede rundt. I et stykke tid prøvede jeg at fremstamme noget fornuftigt, men det gav vist ikke rigtig mening. Midt i en sætning blev jeg pludselig bomstille. Flasken kørte tilbage igen.

I det øjeblik tog jeg den i et fast greb og stillede den på gulvet.

– Hvis du vil være her, må du køre ind ved siden af, sagde jeg med min hårdeste tone. Jeg var slet ikke et øjeblik i tvivl om, at vi blev forstyrret af en ånd, og jeg var mildest talt chokeret over, at den viste sig så tydeligt.

Med vandflasken på gulvet prøvede jeg at fortsætte. Men hverken mine ord eller tanker lystrede, og til sidst måtte jeg opgive.

– Jeg er ked af det. Men vi er nødt til at stoppe her, sagde jeg til min klient, som forlod mig endnu mere forvirret, end da hun kom.

Jeg har hverken før eller siden bedt en klient om at gå midt i det hele. Men denne gang var anderledes end alt andet, jeg har prøvet.

Kort efter fik jeg forklaringen på, hvad der faktisk skete.

Min klient ringede nemlig en time efter. Hun var oprørt, og det forstår jeg godt. Mens hun havde siddet ved mig, var hendes far død. Selv er jeg ikke i tvivl om, at flasken var hans sidst farvel.

Jeg var ret rystet, da jeg fortalte om oplevelsen til Kent. Men han er som sagt mere jordnær.

– Skal jeg gå i Netto efter nogle lænker til vores vandflasker? sagde han med et smil.

Kent har altid været god til at holde mig på jorden, og det har jeg haft brug for. Især når døden har været tæt på. Det har været svært for mig, at jeg ikke kunne forhindre døden i at dukke op, når jeg så den. Én gang fik jeg dog stoppet en tragedie, lige inden den skulle udspille sig. Det skete den dag, en skolelærer kom ind ad min dør.

LÆS OGSÅ: Lillesøster var kun til låns

Læs 12. del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 4, som er på gaden onsdag den 27. januar.

Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.