Fik varsel som 14-årig: Jeg skreg af rædsel
- Hun kan snakke.
Jeg kan huske sætningen klart og tydeligt. Både det tonefald, den blev sagt i af en dreng fra min klasse, og hvordan de andre grinede.
Den dag havde jeg taget mod til mig og rakt hånden op, da vores lærer fru Linde stillede et spørgsmål. Hun lod mig selvfølgelig tale, for lyden af min stemme i klassen var lidt af en sjældenhed.
Jeg var en stille pige i skolen. For dem, der kender mig i dag, lyder det nærmest usandsynligt. Særligt når man tænker på, at jeg trods alt lever af at tale med helt fremmede mennesker.
Men som barn kom der ikke mange ord ud af min mund. Til gengæld kom der meget ind gennem mine øjne. Jeg observerede. Eller jeg studerede mennesker. Det var min måde at lære dem at kende på, og når jeg skulle genfortælle en episode, fik jeg altid selv de mindste detaljer med. Alt blev suget ind og registreret hos mig.
Læs også: 13-årig gav mig sit nyfødte barn
Der er nok ingen, der ønsker at være den stille pige. Heller ikke mig. Dengang kunne jeg ikke se nogen fordel i, at jeg ikke var helt som andre. Det kan jeg heldigvis i dag.
I skolen havde jeg ud over min generthed også en anden ting at kæmpe med. Fra at være en spinkel pige begyndte jeg at tage en del på. Jeg var ikke voldsomt overvægtig, men jeg var stor nok til, at de andre bemærkede det. Og stor nok til, at det gik mig selv på. Den byrde har jeg haft med mig det meste af livet, og jeg har kæmpet med vægten. Ikke fordi jeg har været, hvad man vil kalde overvægtig, men jeg har følt mig for stor og har haft et ønske om at blive mindre.
Gennem tiden har min vægt svinget en del. Som alle, der har kæmpet med vægten, ved, så handler overvægt ikke kun om, hvad man putter i munden. I virkeligheden handler det mere om, hvad man tænker. Og hvad man bruger maden til.
Mit problem har været sukker. Jeg har brugt sukkeret som slør. Altså brugt slik og søde sager til at beskytte mig selv mod noget. Det vil jeg komme nærmere ind på senere, hvor jeg også vil give dig nogle råd til, hvordan du selv smider dit slør. Selv har jeg i hvert fald fundet en sund løsning.
Man kan sløre sig selv på mange måder. Stort set alle mennesker gør det på en eller anden måde, og faktisk er en af de vigtigste ting for mig i dag som clairvoyant at få folk til at komme frem fra sløret og se sig selv i det sande lys. Men det er lettere sagt end gjort.
Anne-Marie står i den grønne trøje på midterste række.
Drak hver dag
I min barndom havde mine forældre også deres slør. Jeg vil ikke kalde dem alkoholikere, men de var begge lidt for glade for at drikke. Det er vigtigt at huske, at det jo var en helt anden tid, så alkohol på arbejdspladser var mange stedet helt normalt. Min far havde stort set drukket hver dag, når han kom hjem. Min mor havde det svært i perioder i min barndom, og det slørede hun med alkohol. Jeg tror, det stammer fra følelsen af mindreværd i hendes egen barndom, hvor hun var adoptivbarnet, og hendes søster var forældrenes biologiske barn. Desuden tog det også hårdt på hende at miste min lillebror. Det var i hvert fald derefter, hendes drikkeri tog til.
Når jeg kom hjem fra skole, kunne hun være fuld, og så var jeg altid optaget af, at hun skulle lægge sig til at sove. Fik hun sin eftermiddagslur, ville hun vågne igen og være frisk, så vi alle kunne få en hyggelig aften. Men det var ikke altid, jeg fik mit ønske opfyldt. Nogle eftermiddage nægtede hun at sove, og så blev aftenen derefter.
Da jeg blev lidt ældre, havde jeg også mine kampe med min far. Han havde altid været min store helt, og som lille pige kunne jeg ikke se hans fejl. Men da jeg blev større, stejlede jeg, når jeg hørte ham tale grimt til min mor.
– For helvede, hvor er den kaffe? vrissede han.
Jeg blev efterhånden en genstridig modstander for min far, som i min verden skiftede fra helt til skurk. I virkeligheden gjorde jeg det for at beskytte min mor, men i dag kunne jeg godt have ønsket, at jeg havde sluttet fred med ham lidt tidligere.
Læs også: 11-årig hjalp lillesøster til verden – og tog i skole
Bekymret for mor
Min mor og far elskede hinanden, men de levede også et hårdt liv med mange fester, hvor bordet blev fyldt med flasker. For mig var mit barndomshjem en blanding af liv og glade dage og svære aftener med konflikter. Jeg var stolt af mine forældre, som altid var så flotte, når de kom gående sammen. Men jeg var også bekymret. Særligt for min mor.
Det var nok en af grundene til, at jeg var den stille pige. Der foregik meget i mit hoved, som ingen kendte til.
Da jeg nåede konfirmationsalderen, blev jeg overvældet af nogle helt nye tanker, som jeg slet ikke selv forstod.
Jeg var begyndt til præst og havde læst en del i Biblen op til den aften, hvor det hele startede. At det netop tog sin begyndelse her, tror jeg ikke er en tilfældighed. I min verden var jeg begyndt at åbne op. Jeg var klar.
Jeg følte mig nu langtfra klar til det, som overgik mig den aften på mit værelse. Jeg lå i min seng og skulle netop til at falde ind i søvnen, da jeg pludselig fik en overvældende ud af kroppen-oplevelse. Det var, som om en del af mig svævede ud af kroppen og hang over min seng. Det var det mest skræmmende øjeblik, og jeg skreg helt nede fra maven. Hele lejligheden må have rystet under det rædselsslagne skrig. Jeg skreg, som havde jeg lige set døden. Min mor kom naturligvis styrtende ind. Hun holdt om mig med sine spinkle arme og blev siddende ved mig på sengekanten længe. Min puls hamrede, mens jeg forsøgte at forklare hende, hvad der lige var sket.
Læs også: Højgravid på første date
Det var en voldsom oplevelse. Også for min mor, som aldrig havde set mig så oprevet før, men efter et stykke tid blev vi enige om, at det nok var noget, jeg havde drømt. Min mor strøg mig over håret, inden hun igen rejste sig og gik ud.
Da jeg lå alene tilbage igen, kiggede jeg op i loftet. Der var meget, jeg slet ikke forstod. Men én ting var jeg helt sikker på: Det her var ikke en drøm.
I dag er jeg endnu mere sikker. Det var ikke en drøm. Det tror jeg også, min mor var klar over. Men vi var nødt til at blive enige om den forklaring. Hvad skulle vi ellers have gjort?
Kort efter var jeg igen vidne til en uforklarlig oplevelse, som skræmte mig lige så meget. Jeg havde netop været i ungdomsklub, da jeg gik hjem gennem mørket. Uden forvarsel blev jeg pludselig fanget af en skarp lyskegle. Den var så voldsom, at jeg øjeblikkeligt stoppede og kiggede op. Lyset kom direkte fra himlen. For mig var det så uhyggeligt at stå der og blive belyst oppefra, at jeg styrtede ind i nærmeste opgang. Her stod jeg med tilbageholdt åndedræt, mens min hjerne kørte på højtryk. Hvad skete der? Skulle jeg dø? Eller hentes? Først et godt stykke tid efter turde jeg vove mig ud på gaden igen, da der kom et par ned ad trappen i opgangen. Den dag styrtede jeg hjem, så hurtigt jeg kunne, og da jeg nåede op på mit værelse, flåede jeg mine orange gardiner for med rystende hænder. Jeg ville være i sikkerhed.
Når nogen spørger mig, hvornår jeg vidste, at jeg havde særlige evner, så peger jeg på de to episoder. Godt nok var jeg kun 14 år, så jeg anede ikke, hvad det betød, men det var på det tidspunkt, jeg mærkede, at der var et eller andet med mig.
Hvad det var, turde jeg slet ikke tænke over. Men der var noget.
Mange år efter fortalte jeg om den mærkelige oplevelse med lyskeglen fra himlen. En af dem, som lyttede til min historie, pegede på, at den ikke var så mærkelig endda. Præcis det samme er sket for en række andre mennesker. De er også pludselig blevet lyst på fra himlen. Teorien er, at vi er stjernebørn. Da jeg fik lyset fra stjernerne den aften, blev jeg åbnet op. Man siger om stjernebørn, at de bliver båret frem. Sådan ser jeg også mig selv. Det er, som om min vej er lagt for mig på forhånd, og mange døre er blevet åbnet for mig gennem mit liv.
På vej hjem en aften blev Anne-Marie pludselig belyst fra himlen. Dengang skræmte det hende, for hun anede ikke, hvad det betød.
Fik ret i spådom
Det tog mig bare nogen tid at finde ud af at gå ind ad de døre.
Det var dog helt klart, at der skete en forandring, efter at jeg var blevet belyst fra stjernerne. I starten var det bare små episoder, som jeg undrede mig over. En dag så jeg min mor gå og dække bord, til der skulle komme gæster. Det gjorde hun omhyggeligt, for gæsterne skulle ikke mangle noget. Men da jeg stod og kiggede på hende, fik jeg en klar besked: Gæsterne kommer ikke. Det sagde jeg faktisk til min mor: Du behøver ikke at dække bord, de kommer ikke.
Min mor slog det selvfølgelig hen, mens hun rettede på servietter og gafler. Så ringede telefonen. Gæsterne meldte afbud.
Læs også: Tina aflyste skilsmissen efter baby-lykke: Lille Natasja redder familien
I skolen oplevede jeg også mine egne forudsigelser. Som da mine klassekammerater sagde, at de skulle hjem at lave matematikopgaver, som vores matematiklærer, fru Klussmann, havde givet os for til næste dag. Pludselig sagde jeg: ”Det behøver I ikke, fru Klussmann er syg i morgen”.
Det fnisede vi alle lidt ad, men næste dag var fru Klussmann syg.
Der skete forskellige underlige ting. Nogle af dem kunne jeg godt have undværet. For eksempel var jeg ikke i tvivl, hvis nogen havde talt dårligt om mig bag min ryg. Jeg var heller ikke i tvivl om, hvad de havde sagt.
Min skoletid var ikke den letteste. Men heldigvis kom der en dag en mand ind ad døren til klasseværelset, som gjorde en kæmpe forskel i mit liv.
Læs fjerde del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 49, som er på gaden den 2. december.
Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.
