Fire store charmerende unger

De er blevet 14 år. De fire børn fra Årgang 0. Fire store charmetrolde, som vi alle kan følge igen fra på tirsdag, hvor TV2 tager hul på en ny omgang af den populære dokumentar.
For tre af børnene i Årgang 0 er årets store begivenhed deres konfirmation. Rachel blev allerede konfirmeret sidste år, men for de andre 14-årige gælder det den store fest.

Emma Josefsen med sine brødre, Simon og Mikkel, samt mor og far, Lene og Poul-Erik. Foto: Thomas Marott/TV2
Både Emma og hendes familie i Tarm mærker et stigende pres fra både skole og økonomi, og det betyder, at Emma ikke trives så godt, skriver TV2 om de kommende afsnit af Årgang 0.

Christian Elhauge med mor og far, Tina og Mogens, samt brødre, Oscar og Ludwig. Foto: Thomas Marott/TV2
I Aarhus er Christian og hans brødre for alvor blevet pubertetsdrenge. Han er ambitiøs med sin nye skole, men er også begyndt til fodbold igen for at holde kontakt til sine gamle venner.

Rachel Ellebye med sin far, Lars, sin bror, David ,og sin mor, Theresia Treschow-Kühl. Foto: Thomas Marott/TV2
Hos Rachel i Aabenraa mærkes det tydeligt, at teenageårene banker på, og for Stephanie i Slagelse er dilemmaet ved at være skilsmissebarn blevet tydeligere. Skal hun vælge sin mor og brødre eller sine veninder, når det bliver weekend?

Stephanie med sin far, Christian Van Der Watt, og sine søskende Isabelle og Tristan. Foto:Thomas Marott/TV2
Årgang 0 er en dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark. Fire familier, som hver for sig er meget forskellige, men som har det til fælles, at de fik et barn i begyndelsen af år 2000.
Familierne er blevet fulgt jævnligt af et filmhold igennem både store og små begivenheder. Samtidig optager familierne selv i deres hverdag og laver videodagbøger, skriver TV2.
Første afsnit bliver sendt tirsdag den 6.januar klokken 20.00
