Først døde min søster – så mine tvillinger

Christina var lammet af sorg, da hendes elskede søster Louisa i 2018 blev dræbt af terrorister på en rejse til Marokko. Året efter ramte tragedien igen, da hun mistede sine ufødte tvillinger.

17. december 2018 havde været en helt normal dag. Nu var det aften, og Christina Vesterager Jespersen sad og så julekalender i fjernsynet med resten af familien i det lille rækkehus i Grindsted. Den eneste, der manglede, var hendes storesøster, Louisa, som otte dage forinden var taget på vandretur til Marokko sammen med en norsk veninde.

Pludselig fik hendes 17-årige lillebror en sms, der ledte deres opmærksomhed væk fra handlingen i ”Tvillingerne og Julemanden”. En ven spurgte bekymret, om de havde hørt fra Louisa og hendes rejsemakker. En dansk og en norsk kvinde var nemlig fundet dræbt i Marokko.

Et øjebliks panik blev afløst af lettelse, da vennen tilføjede, at de pårørende var blevet underrettet. Så kunne det jo heldigvis ikke være Louisa, tænkte de. Kort efter bankede det på døren.

Hørte sin mor skrige

– Min mor gik ud for at lukke op, og udenfor stod to betjente i uniform. Inde fra stuen kunne vi høre hende skrige, siger Christina, 25, og holder en kort pause ved tanken om det skrækkelige minde.

Der gik lang tid, før hun selv helt forstod, hvad der var sket.

– Vi troede jo, at de pårørende allerede havde fået besked, og vi havde ikke fået noget at vide. Så det kunne jo ikke passe, siger hun og fortæller, at hendes far, som bor et andet sted, heller ikke anede noget.

– Han var i svømmehallen, da der kom nogen hen til ham og gav ham nyheden. 

Lukkede sig inde

Christina kunne ikke bære tanken om, at Louisa var død. Hun og tvillingesøsteren Silke var kun et år yngre end Louisa, og de var alle tre utroligt tætte. 

– Jeg ringede til hendes telefon flere gange, selv om jeg inderst inde godt vidste, at hun ikke ville tage den. Jeg nægtede bare at indse det, fortæller Christina, som tilbragte den næste lange tid på sit værelse, hvor hun ikke lavede andet end at se fjernsyn. Og drikke cola. Så meget, at hun nu er afhængig af det.

– Alternativet var alkohol, og det holdt jeg mig trods alt fra. Jeg lukkede mig bare inde i mig selv og prøvede at tænke på alt muligt andet. Men om natten drømte jeg hele tiden om Louisa. Det gør jeg stadig. I mine drømme er hun i live, og det er den værste følelse i verden at vågne op og opdage, at det ikke er sådan i virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Et år efter terrorangrebet i Stockholm: Jeg har stadig mareridt

12. januar blev Louisa bisat fra Fonnesbæk Kirke i barndomsbyen Ikast. Hendes aske valgte familien at sprede i Vejle Fjord, så hun på den måde altid er hos dem, uanset hvilket hav de står ved. For Christina var det helt ufatteligt at se sin fantastiske søster reduceret til gråt støv. 

– Jeg tror, det var lige, hvad hun ville have ønsket – at ende i naturen, som hun elskede så meget. Men det var slet ikke til at forstå, at det var hende, der lå i den bunke aske. Hun var så levende og livsglad, og der var så meget mere, hun gerne ville nå.

Louisa havde især glædet sig til at blive moster. Christina havde længe haft et ønske om at blive mor, og de to søstre snakkede ofte om, at når det forhåbentlig snart skete, ville Louisa sy bamser og andre babyting til hende. Den oplevelse nåede de aldrig at dele, og det skærer i Christinas hjerte, når hun tænker på det.

Begyndte at bløde

Lykken var alligevel stor, da Christina i efteråret 2019 opdagede, at hun ventede tvillinger. Og glæden blev ikke mindre, selv om børnenes far forlod hende, så snart hun fortalte ham om graviditeten. I december 2019 – præcis et år efter Louisas død – ramte tragedien dog igen, da Christina mistede sine børn, mens de stadig lå i maven. 

– Jeg begyndte at bløde i toilettet og fik mavepine. Så sammen med min mor og min søster tog jeg på hospitalet, og her fortalte de mig, at mine tvillinger var døde. Jeg tror, at det skyldtes stress, efter at jeg havde mistet Louisa, siger hun og kigger tomt ud i luften.

Igen reagerede Christina ved at gå i baglås og lukke sig inde på sit værelse, hvor fjernsyn og utallige glas cola var hendes trøst.

– Jeg brugte hele december på at se film og prøve at skubbe virkeligheden fra mig. Jeg havde – og har stadig – en utrolig tom følelse indeni. Det er, som om der mangler noget. Og nu er det december igen. Jeg mistede min søster i december og mine tvillinger i december året efter. Det er bare en måned, jeg skal igennem hurtigst muligt.

Christina forsøger i dag at bearbejde sin sorg ved at gå til psykolog, men den største hjælp har været støtten fra familien. Ikke mindst tvillingesøsteren Silke, der forstår hende som ingen anden, og deres mor, Helle, som har gjort alt for at hjælpe sine børn videre efter tragedien.

– Vores mor betyder alt. Hun har taget sig af os alle, selv om hun også selv har kæmpet med en stor sorg. Hun har ikke haft et let liv, og det er ikke første gang, hun har begravet et barn, siger Christina og forklarer, at Helles første datter led vuggedøden som nyfødt, og at hun siden også fik en søn, der blot fire måneder gammel døde af RS-virus.

Kæmper stadig

– Vi har været ramt hårdt nok som familie, og nu må det godt snart gå den rigtige vej for os alle, siger Christina, der sammen med Silke har startet en indsamling via hjemmesiden samlind.dk, hvor de håber, at bidragene vil kunne forsøde tilværelsen en lille smule for deres hårdtprøvede mor. 

– Hun siger, at det tog hende 20 år at lære at leve med tabet af sine andre børn. Det, som er sket med Louisa, kommer hun nok til at kæmpe med resten af livet. Det tror jeg også, at vi andre gør.

Christina har i hele forløbet savnet støtte fra sin øvrige omgangskreds. Hun oplever, at mange har fjernet sig fra familien efter Louisas død. Selv nogle, som hun regnede med ville være der.

– Jeg forstår ikke hvorfor, og det gør rigtig ondt. Det er jo netop i sådan en situation, man skal være der for hinanden. Jeg ved ikke, om det er, fordi det er svært at snakke om, eller om folk bare synes, at det er på tide, at vi kommer videre nu. Men vi kommer aldrig over det. Det vil altid være en del af os, og derfor ville jeg ønske, at folk ville nærme sig lidt mere og spørge, hvordan vi har det, siger Christina og tilføjer:

– Man kan ikke sige noget, der vil gøre os mere kede af det. Faktisk hjælper det at tale om sorgen, for på den måde får man følelserne ud. Det håber jeg, at folk vil tænke over.

Dobbeltdrabet i Marokko

17. december 2018 blev den 24-årige dansker Louisa Vesterager Jespersen og den 28-årige nordmand Maren Ueland fundet knivdræbte og med halsen skåret over ved deres telt for foden af Toubkal-bjerget i Marokko. De to veninder, som begge studerede kultur- og naturvejledning på et universitet i Norge, var på vandretur i Atlasbjergene i det nordafrikanske land, da de blev overfaldet og brutalt myrdet af tre mænd, som optog det hele på video.

Meget hurtigt efter fundet af ligene erklærede de marokkanske myndigheder og Politiets Efterretningstjeneste, at der var tale om en terrorhandling, og at gerningsmændene havde tilknytning til terrorbevægelsen Islamisk Stat. I dagene, der fulgte, foretog det marokkanske politi flere anholdelser, og i alt 24 personer blev tiltalt i sagen – heraf fire for selve drabene. Tre af disse hovedansvarlige blev dømt til døden, mens den fjerde, som forlod de andre før drabene, blev idømt livsvarigt fængsel. De 20 øvrige mistænkte fik straffe på mellem fem og 30 års fængsel.

I tiden efter dobbeltdrabet begyndte en video, der angiveligt viste mordet på den ene af kvinderne, at cirkulere på internettet, og den blev blandt andet delt med de pårørende via Facebook. I første omgang var politiet usikre på ægtheden af videoen, men såvel det norske kriminalpoliti som Politiets Efterretningstjeneste har siden vurderet, at videoen er ægte.

Kilde: Ritzau