Forlod sin mand efter ulykke

3. juni 2021 Af Nina Sommer Foto: Claus Fisker

Fra at være lykkelig og gravid blev Mariannes liv vendt på hovedet, da hendes kæreste blev kvæstet i en ulykke. Hun valgte at forlade ham, en beslutning, som fik langvarige konsekvenser.

– Jeg synes, at I skal gå ind og sige farvel. Ordene kommer fra hospitalslægen og er blandt andet henvendt til 26-årige Marianne Jensen, der kort forinden har fået den frygtelige besked om, at hendes kæreste er blevet kvæstet i et trafikuheld.

Hvad lægen mener, tør hun ikke tænke på, for de har begge livet foran sig. Hun er halvvejs i sin graviditet, og de har masser af planer for fremtiden. Hun læner sig ned imod ham, mens hun prøver at skubbe de mange slanger væk, og da hun giver ham et kys på panden, er øjnene våde af tårer.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Jeg tror ikke rigtig, at jeg forstod, hvor alvorligt det var, på det tidspunkt. På en eller anden måde var det slet ikke en mulighed, at jeg ikke fik den samme mand tilbage, som satte sig ind i bilen den aften, fortæller den nu 53-årige Marianne Jensen fra rækkehuset i Varde.

Marianne var bare 16 år, da hun en våd aften i byen fik øje på den 18-årige fyr. De blev hurtigt kærester, og de efterfølgende år blev en fælles lejlighed skiftet ud med hus, og drømmen om et barn begyndte at spire. Parforholdet gled uproblematisk, og de elskede at rejse ud i verden. Så da Marianne blev gravid, var de begge lykkelige, og de snakkede ofte om, hvordan det ville være, når de blev forældre.

– Vi havde et godt forhold, og jeg følte, at vi var skabt for hinanden, fortæller Marianne.

Alvorligt skadet

En aften i 1995 havde hun og kæresten inviteret et vennepar til drinks. På et tidspunkt gik Mariannes kæreste og deres ven ud for at se på hans gamle Citroên. Hun blev i huset, intetanende om, at de ville sætte sig ind i bilen og køre en tur. Så da hun kort tid efter blev ringet op, troede hun stadig, at hendes kæreste stod udenfor.

– Jeg løb ned til det sted, hvor ulykken var sket, og jeg kunne se, at bilen var trykket helt sammen i den side, hvor min kæreste havde siddet, fortæller Marianne, der sidenhen fik at vide, at en varevogn var kørt ind i siden på bilen, og en stolpe havde ramt hendes kæreste i baghovedet.

Hvad der i første omgang virkede som en banal skade, viste sig hurtigt at være alvorligt. Den dag, Marianne blev bedt om at sige farvel, blev hendes kæreste kørt til Odense Universitetshospital, da han havde alvorlige skader på hjernen.

LÆS OGSÅ: Irenes sorg: Jeg mistede to børn

I den efterfølgende tid føltes det, som om Marianne gik rundt i et vakuum. Kroppen føltes lammet, og hendes kærestes skæbne stod hen i det uvisse. Marianne vågede over ham, mens en respirator trak vejret for ham, og da hun en enkelt gang gik uden for hospitalet, blev hun overrumplet af, at andres liv fortsatte upåvirket.

– Jeg har aldrig været særlig religiøs, men en aften foldede jeg hænderne og bad fadervor. Jeg kunne slet ikke forlige mig med tanken om, at det ikke ville ende godt, fortæller Marianne.

Hendes kæreste fik det gradvist bedre, han indledte et rehabiliteringsforløb på et center i Varde. Mariannes mave voksede, og da deres datter Sofia kom til verden, følte hun for første gang i lang tid, at der skete noget godt.

– Det var fantastisk at blive mor, og det var bare en kæmpe lykke. Alligevel fandt jeg hurtigt ud af, at der var noget, der ikke var, som det plejede at være.

Han ændrede sig

Selv om hendes kæreste efterhånden havde trænet sig op til at kunne mange af de samme ting som før, havde han ændret sig. Marianne havde svært ved at genkende den mand, som hun blev forelsket i, og langsomt begyndte de romantiske følelser at forsvinde. Derfor valgte hun at tage en af de hårdeste beslutninger i sit liv.

– Den dag, jeg sagde, at jeg ville ud af forholdet, var faktisk værre, end da ulykken skete. For denne gang var det mig, der knuste ham. I bund og grund savnede jeg min gamle kæreste, men det var, som om han var forsvundet, og jeg kunne ikke blive i forholdet på grund af medlidenhed, fortæller Marianne.

Hun talte aldrig med kæresten om ulykken eller følgevirkningerne. Psykologhjælp var heller ikke noget, hun mente, var nødvendigt, og da hun efterfølgende rykkede i egen lejlighed, fortsatte hun hverdagen, som hun plejede.

LÆS OGSÅ: Højgravid da kæresten omkom

– Jeg kunne slet ikke sidde stille, jeg skulle altid have gang i noget. Noget af det værste var, når jeg var alene, for så var jeg også alene med mine tanker og følelser, og dem havde jeg på ingen måde lyst til at forholde mig til.

Marianne fik en ny kæreste, men følelsen af ægte lykke ramte hende aldrig. Hun havde fokus på folk omkring sig, og hvis hun blev spurgt om, hvordan hun havde det, svarede hun altid “godt”. Hendes gamle liv lå efterhånden nogle år tilbage, men det var som om, at det alligevel spøgte i baggrunden.

– Jeg kan huske, at en ny kollega spurgte, hvorfor jeg boede alene med min datter Sofia, og mens jeg forklarede det, begyndte jeg at få tårer i øjnene. Det syntes jeg, var mærkeligt, for det var efterhånden en del år siden, at vi gik fra hinanden, fortæller Marianne.

Tårerne løb

I forbindelse med en operation skulle hun have målt sit blodtryk. Igen var der nogle alarmklokker, der ringede. Blodtrykket var tårnhøjt, og da hun tog på arbejde kort tid efter, blev hun endnu en gang overrumplet af sine følelser.

– Jeg arbejdede i kundeservice, og da jeg havde taget fire opkald, kunne jeg bare mærke, hvordan tårerne pressede sig på, og jeg blev nødt til at løbe ud på toilettet, hvor jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen. Men den dag kunne jeg bare ikke mere, fortæller Marianne.

Hun forlod sin arbejdsplads, mens kollegaerne kiggede undrende efter hende. Da hun satte sig ud i sin bil og drejede nøglen, anede hun ikke, hvilken vej hun skulle køre.

Med tårerne strømmende ned ad kinderne valgte hun at opsøge sin læge, og da lægen nævnte en psykolog, så Marianne undrende på hende.

LÆS OGSÅ: Jan døde som helt

– Jeg forstod ikke, hvad jeg skulle bruge en psykolog til. Men da jeg havde grublet lidt over det, valgte jeg alligevel at takke ja. Det kunne jo ikke skade.

Det viste sig, at det var netop det, Marianne havde brug for. Da hun satte sig i stolen hos terapeuten, væltede tårerne ud ad hende. Hun blev konfronteret med de gamle følelser, den dårlige samvittighed, som hun havde gemt væk, og det blev hurtigt tydeligt for hende, at hun aldrig havde fået bearbejdet, hvad der var sket den skæbnesvangre dag tilbage i 1995.

Endelig afklaret

Som tiden gik, lod hun tankerne og følelserne fra dengang strømme ind over sig. Hun mærkede efter, hvordan hun havde det, og selv om det var hårdt at bearbejde den gamle sorg, kunne hun mærke, at hun fik det bedre.

I dag kan Marianne helt ærligt sige, at hun har det godt. Faktisk mener hun, at det er første gang, at hun har det så godt i 26 år, og selv om det stadig smerter hende at tænke tilbage på ulykken, er den dårlige samvittighed lagt på hylden.

– Jeg har aldrig fortrudt, at jeg forlod min kæreste. De fleste forstod min beslutning, men der var selvfølgelig også nogle, der mente, at jeg var egoistisk. De forsvandt hurtigt ud af mit liv. Min ekskæreste og jeg blev efterfølgende gode venner, og vi har samarbejdet godt om vores datter i årenes løb. Det er jeg ikke sikker på, havde været tilfældet, hvis jeg var blevet.