Fra bølle til duks
I syvende klasse mente lærerne, at Mads var en rod og helt umulig at undervise. Han fik skylden for al balladen i klassen og hver dag kom han grædende hjem fra skole.
- Selv om lærerne stod med ryggen til og ikke kunne se, hvem der lavede uro, var det altid mig, de skældte ud, og jeg ved da godt, at jeg tit var urolig og snakkede for meget, men det var ikke fair, og jeg fik rigtig ondt i maven, hver gang de skældte mig ud, husker Mads.
Den uretfærdige behandling fik ham til at opgive at gøre en indsats for at forbedre sin opførsel. Han fik jo alligevel altid skylden. I stedet blev han vred og svarede igen, og så fik lærerne jo ret: Mads var genstridig og respektløs.
Men Mads var også dybt frustreret, og efterhånden havde han ondt i maven hver dag. Det begyndte om morgenen, og gik først over, når han kom hjem, til hans mors bekymring:
- Det var simpelthen så frygteligt at se sin store dreng så ked af alting. Han var aldrig glad. I de mindre klasser var Mads glad for at gå i skole, og hans humør fejlede aldrig noget. Derhjemme var han altid en sød dreng, og vi kunne sagtens tale om, at Mads faktisk var ked af den rolle, han havde fået i sin skole, fortæller 52-årige Maja Fogh, der arbejder som bladdistributør og selvstændig vognmand.
-
Hun vidste, at hendes søn blev misforstået, og hun var præcis lige så ked af det, som han selv var. Til sidst så hun ingen anden udvej, end at Mads måtte flytte skole. I 8. klasse begyndte Mads derfor på skolen Stuk i Toftlund, og her fik han 54-årige Bjarne Nielsen som lærer.
- Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det, som mine gamle lærere sagde til mig, lige inden jeg skulle skifte skole: "Vi glæder os til, at din tid her snart er slut." Det gjorde ondt, men sådan noget kunne Bjarne aldrig finde på at sige. Han er bare helt anderledes. Han kan holde styr på hele klassen, og han har aldrig kaldt mig en ballademager. Nu laver jeg mine ting, og jeg får gode karakterer. Alt sammen bare fordi Bjarne ikke behandler mig anderledes, og fordi han tror på mig, siger 16-årige Mads.
Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nummer 17.
