Frygtede for sønnernes fremtid: Jeg fik hjerneskade af stress

Hendes ene søn fik antidepressiv medicin i fjerde klasse, mens den anden måtte blive hjemme fra skole i over tre år. Ann-Sophie blev til sidst så stresset af at frygte for sine børns fremtid, at hun måtte hentes af en ambulance.

Sønnen Sam var kun få år gammel, da Ann-Sophie fornemmede, at noget var galt. Han fik voldsomme raseriudbrud, og han spiste næsten ingenting. Forældrene søgte hjælp på en klinik for spiseforstyrrelser, men ingen kunne finde ud af, hvad den lille dreng fejlede.

I en alder af bare seks år truede han med at hoppe ud af vinduet fra husets tredje sal, fordi han var så vred, og han blev kort efter tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrien. Der gik to år, inden han fik sine diagnoser: Han har både adhd, aspergers syndrom og to såkaldte NPF-diagnoser.

NPF står for neuropsykiatrisk funktionsnedsættelse og indebærer, at hjernen fungerer anderledes, hvilket giver kognitive vanskeligheder, som blandt andet handler om problemer med at huske, koncentrere sig og bevare overblikket.

Sams diagnoser var blot begyndelsen på en lang og udmattende kamp. Samtidig med at Ann-Sophie gjorde alt i sin magt, for at den ældste søn skulle få hjælp i skolen, havde hendes yngste søn, som hun kalder Junior, også problemer. Han har også en NPF-diagnose og bliver ofte opfattet som uopdragen.

Fik medicin

I fjerde klasse begyndte Junior at tage antidepressiv medicin.

– Han havnede i dyb depression, for uanset hvad han gjorde, var det forkert. Han havde ingen tro på fremtiden – den havde skolen taget fra ham. Skolepsykologen sagde, at det var længe siden, hun havde set et så deprimeret barn i den alder, og hun turde ikke andet at end at anbefale medicin.

Men i det mindste forstod skolen, at det var alvorligt, og der blev oprettet en specialklasse med fem elever. Ann-Sophie måtte dog kæmpe for, at ordningen blev bevaret ved begyndelsen af hvert skoleår, så Junior fik den støtte, han havde behov for.

– Det reddede ham, siger svenske Ann-Sophie Forssell, 51.

Værre var det for Juniors storebror.

– Den eneste løsning for Sam var at blive hjemme.

Ramte muren

Med sine NPF-diagnoser måtte han kæmpe hårdt for at holde trit med de andre i skolen, fordi han ikke fik de ressourcer, han havde brug for. Til sidst ramte han muren.

– Sam var så presset, at han fik konstateret træthedssyndrom i syvende klasse. Men hvor voksne kan få en lægeerklæring og blive sygemeldte, har børn skolepligt og skal tilbage i skole, hvilket bliver endnu en stressfaktor.

Sam endte med at blive hjemme fra skole i 3,5 år. Trods det fik han stort set ingen hjælp til hjemmeundervisning. Allerhøjst var der tale om tre lektioner om ugen, og de kunne blive annulleret, hvis der var brug for læreren andre steder.

– Man bliver bitter af hele tiden at blive sat til side, fordi andre børn er vigtigere.

Ann-Sophie søgte økonomisk støtte, så hun kunne arbejde 70 procent og fokusere på sønnerne resten af tiden – noget hun beskriver som et fuldtidsjob. Børnenes megen modgang og følelsen af ikke at få tilstrækkelig støtte blev til sidst for meget for hende, og hun endte med at blive hentet akut af en ambulance.

Stærke stress-reaktioner

Hun havde så stærke stress-reaktioner, at lægerne først troede, at hun havde en hjertefejl.

– Jeg har fået en hjerneskade af det og har problemer med hukommelsen og stress-allergi.

I 15-årsalderen fik Sam en svær depression og sad for det meste isoleret på sit værelse uden kontakt til skolen eller sine venner. Psykiatrien savnede viden om hans diagnoser, og frygten for, at hendes søn skulle tage livet af sig selv, fik atter Ann-Sophie ned med nakken.

– Jeg blev sygemeldt med stress, over at mit barn skulle dø fra mig.

Vendepunktet kom i form af slanger.

Midt i alle problemerne fik Sam nemlig en interesse for reptiler, og det udnyttede Ann-Sophie. Inden længe havde de 22 slanger i et hjemmebygget terrarium i kælderen. De blev Sams vej ud af den nedadgående spiral, han havde befundet sig i det meste af sin opvækst.

– Interessen gjorde, at han overlevede. Vi tog på messer sammen, og han meldte sig ind i en reptilforening og begyndte at lave ting på egen hånd uden mig.

Fandt sin vej i livet

Da Sam besluttede sig for, at han ville uddanne sig til reptilpasser, henvendte Ann-Sophie sig til Skansen-Akvariet i Stockholm, hvor han fik lov til at komme i praktik for en dag, så han kunne afprøve faget. Det blev en succes – og den gulerod, der var nødvendig for at Sam kunne færdiggøre grundskolen.

18 år gammel var han klar til at søge ind på gymnasiet, og han fik plads på en kostskole med præcis den uddannelse, han ønskede.

– Havde Sam ikke haft en forstående rektor, havde han ikke kunnet klare det. Rektoren afsatte penge og resourser. Hvis man ikke får sådanne muligheder, havner man uden for systemet.

Ann-Sophie synes, at samfundet har en forkert måde at anskue udgifter. Hun mener, at hendes udbrændthed formentlig har kostet flere penge, end hvis sønnerne havde fået de rette resourser fra start. Samtidig er hun lykkelig for, at hun orkede at tage kampen for sine børns bedste.

– Det hviler så meget på en selv. Det er skræmmende, for tænk på de børn, hvis forældre ikke har kræfterne.

Hjælper andre

I dag er Ann-Sophies sønner 22 og 20 år – og helt selvkørende. Sam har sin egen lejlighed, fast job og en kæreste, mens Junior er i gang med en voksenuddannelse.

– Det føles underligt. Som om man har glemt, hvordan det er at have ro i maven. Sommetider må jeg knibe mig selv i armen for at forstå, at det endte så godt, efter alt hvad vi gik igennem.

På sin Instagramprofil, “Kungamamman”, skriver Ann-Sophie om sine erfaringer, og hun kan mærke, at hun er en støtte for mange, der er i samme situation, som hun selv var for ti år siden.

Af den grund vil Ann-Sophie fortsætte sin kamp for, at børn med NPF-diagnoser skal få en god tilværelse.

– Jeg må gøre, hvad jeg kan. Mange synes, at jeg bør slippe tanken, nu hvor mine egne børn er store. Men jeg ville dø indeni, hvis jeg ikke gjorde noget. Nu har jeg jo energien til det.