Genforenet efter fem år: Jeg skulle lære min datter at kende igen

Hver eneste dag i fem år har Malene Staal længtes efter sin datter, som hendes eksmand holdt tilbage i Makedonien. Men for godt en måned siden kunne Malene pludselig tage imod datteren i Kastrup Lufthavn. Genforeningen var fuld af kærlighed. Men den var også hårdere end forventet.

Flyet skulle lande klokken 22.05. Alligevel stod Malene klar i Kastrup Lufthavn allerede klokken 17. I fem år havde hun savnet sin datter hver eneste dag, så fem timers hvileløs ventetid i en ankomsthal betød ingenting.

Det eneste, der betød noget for Malene Staal den mandag for godt en måned siden, var at se sin datter, Anastasija, igen. Sidste gang, Malene knugede hende i sine arme og indsnusede duften af hendes hår, var pigen 8 år. Nu var hun 13.

Når man har ventet på noget i fem år, er de sidste minutter lange. For Malene føltes tiden uendelig, indtil hun pludselig så en høj, ung pige med rødbrunt hår komme gående midt i menneskemylderet. Da de to fangede hinandens øjne, reagerede de begge instinktivt. De styrtede imod hinanden.

– Jeg blev bare ved med at kysse og kramme hende. Hun duftede så dejligt. Hun duftede som min, siger Malene, som hverken kunne eller ville stoppe de tårer, der løb ned ad kinderne i stride strømme.

Læs også: Marias svære valg: Jeg bortadopterede mit tredje barn

Forældrenes krig

Fem år er lang tid. Meget kan ske. Og to mennesker kan komme langt fra hinanden. Også selv om de er mor og datter. Også selv om de elsker hinanden højt.

Mange danskere har fulgt Malene Staals kamp for at få sine to børn, Anastasija og Milos, tilbage fra deres far i Makedonien. En kamp, som uden held blev ført gennem både myndighederne og senere gennem TV 2-programmet ”De bortførte børn”. Det er også en kamp, som Malene Staal har beskrevet i sin bog ”Mor henter os altid,” hvor hun ærligt fortæller, hvordan en forelskelse mellem to mennesker fra hver sin kultur i løbet af få år udviklede sig til en nådesløs krig om børnene.

Der er sket meget undervejs. Begge lejre har brugt fremgangsmåder, som nærmest lyder som scener taget fra en hæsblæsende thriller.

For fem år siden tog Malene og hendes nye mand, Steffen, sagen i egen hånd, da de besluttede at kidnappe børnene tilbage til Danmark.

Alt var planlagt til mindste detalje. Intet var overladt til tilfældighederne, da Malene sad udklædt i en Passat ved en nedslidt legeplads i Makedonien og ventede på det rigtige øjeblik. Det øjeblik, hvor hun lynhurtigt kunne springe ud, tage sine børn og bagefter krydse den græske grænse, hvor de ville være i sikkerhed.

Planen var sekunder fra at lykkes.

Lillebror kom hjem

Da Malene efter flere dages ventetid i bilen endelig fik øje på begge sine børn alene på legepladsen, styrtede hun ud. Men da hun var 20 meter fra Anastasija, trådte to mænd pludseligt frem og hev datteren ind i en bil for at køre hurtigt væk.

I samme sekund vidste Malene, at hun skulle tage en altafgørende beslutning. Skulle hun efterlade sønnen og vente på en ny chance? Eller skulle hun tage ham med?

Hun tog sønnen med.

12-årige Milos har derfor boet i Danmark det meste af sit liv sammen med sin mor, stedfar og de to yngre søskende. Han taler fynsk, har danske venner og vaner og har arvet sin mors kulsorte humor.

Anderledes er det med Anastasija. Hun har tilbragt fem vigtige år i Makedonien i en helt anden kultur. Og i et helt andet familiemønster.

Se også: Mor var Jehovas vidne - far var muslim: Jeg var helt alene

Skrækslagen

Da hun ankom til Danmark den mandag aften, var det ikke hendes eget ønske. Det var heller ikke en del af en ny plan, udtænkt af Malene. Anastasijas ankomst kom som en bombe for alle.

Knap en uge inden var Malene blevet ringet op om natten. Telefonopkaldet var så rystende, at hun næste morgen stadig var iført natkjole, da hun afleverede sine yngste børn i børnehave. Så rundt på gulvet var hun.

Den nat blev Malene nemlig ringet op af Anastasija. Pigen var fortvivlet. Desperat. Og i chok.

Anastasija havde været på en udflugt med en ungdomsforening, og på vej over grænsen mellem Serbien og Makedonien var hun blevet holdt tilbage, fordi hun var efterlyst af Interpol. Nu ville myndighederne anbringe hende i et slags krisecenter, indtil de fandt ud af, hvad de skulle stille op med hende.

I fem dage gik Anastasija alene og bange rundt i krisecenteret, hvor hun ikke måtte åbne døren og gå ud. Krigen mellem hendes forældre havde kostet dyrt. Men det her var uden tvivl den højeste pris af dem alle. Det forstod Malene i Danmark. Og det forstod Anastasijas far i Makedonien.

Situationen tvang de to tidligere fjender til at tale i telefon sammen på en helt ny måde.

– Jeg tror aldrig, vi har talt så godt sammen, som vi gjorde i de dage. Det var, som om vi begge vågnede og indså, at vi havde sat os selv i en vanvittig situation. Vi havde kæmpet om vores børn, som var det en ishockeykamp. Og vi havde holdt dem tilbage, som var de møbler. Nu skulle vi til at samarbejde. Nu skulle vores børn have ret til os begge to. Vi var helt enige, siger Malene, som selvfølgelig var lettet, da hun til sidst fik at vide, at Anastasija ville blive hentet af to danske politifolk, som ville ledsage hende til Danmark.

Modvilje mod Danmark

At få Anastasija hjem var jo det, hun havde ønsket i alle de år, hvor hun havde ligget vågen om natten og bare savnet.

Men der er nok noget, man glemmer, når man savner et andet menneske meget længe. Allerede den første dag kunne Malene i hvert fald mærke, at Anastasija var blevet helt anderledes end den 8-årige pige, hun havde taget afsked med.

Men Malene kunne også mærke andre ting. Hun kunne mærke, at Anastasija havde en modvilje mod både Danmark og sin mor.

– Milos og jeg er ikke danske. Vi er balkan-børn, sagde pigen og kiggede på sin mor med et skeptisk blik.

Hun havde tydeligvis hørt mange kritiske historier om sin mor.

For både mor og datter var det en meget speciel oplevelse pludselig at gå op og ned ad hinanden. De skulle jo lære hinanden at kende igen.

– Det var meget mærkeligt. Jeg har siddet længe og bare iagttaget hende. Også når hun sov. Og jeg har lyttet efter, hvad hun sagde i søvne, smiler Malene.

Også Anastasija har betragtet sin mor indgående. Og hun har ikke altid forstået, hvad hun så.

Hun har siddet hovedrystende og overværet, hvordan Milos for eksempel har sagt sin mor imod et par gange, når hun har bedt ham om at gå tur med hunden.

– Mor, han har slet ikke respekt for dig, siger hun forarget, hvortil Malene svarer:

– Det har han skam. Men han er ikke bange for mig.

Læs også: Eva voksede op i en plejefamilie: Jeg gemte min sorg væk

Datterens eget valg

Anastasija har tydeligvis haft meget blandede følelser for sin mor. Men på trods af hendes modstand har Malene alligevel lagt mærke til, hvordan hendes datter hver aften er krøbet længere og længere over mod hende i sofaen for til sidst at sidde klods op ad sin mor. Ligesom hun har sovet tæt op ad hende hver nat. Kærlighed er svær at bekæmpe.

Kærlighed eller ej. Under sit ophold i Danmark sagde Anastasija lige fra begyndelsen, at hun ville tilbage til Makedonien og gøre sin skolegang færdig.

Malene kunne selvfølgelig godt insistere på at beholde sin datter i sine arme og hjemme i Danmark.

Men allerede da hun ventede på hende i lufthavnen, havde hun besluttet en vigtig ting: Jeg vil ikke holde mit barn tilbage mod hendes vilje.

– Du kan rejse tilbage, når du har lyst, sagde Malene med det samme til sin datter, og det har hun ikke fortrudt. Heller ikke selv om de kun nåede at få ni dage sammen, inden Anastasija rejste tilbage til sin far.

– Min datter skal være lykkelig, og jeg vil ikke holde hende tilbage. Jeg kan mærke helt ned i min mave, at det er det rigtige at gøre. Nu skal hendes far og jeg bare have et godt samarbejde, så vores børn kan se begge deres forældre.

Malene er en stærk dame. Men hun var mere udkørt end nogensinde, da hun vinkede farvel til sin Anastasija i lufthavnen.

– Det var ni hårde, forvirrende, stressende og pissedejlige dage, som hun siger.