Genoplivet ved siden af mor

Mathilde fik en barsk start på livet. Hun var død, inden hun kom ud og blev genoplivet efter fire minutter, fortæller Mathildes mor.
På grund af svangerskabsforgiftning måtte 21-årige Mia G. Jensen føde sin datter tre uger før tid på fødeafdelingen på Aalborg Sygehus den 17. januar 2012.
Panik på fødestuen
På fødestuen stod Mias mor, Lotte, og fulgte sin eneste datter føde sit første barn. Mathilde havde fået hovedet ud, men sad fast ved skuldrene.
- Pludselig var der panik. Det væltede ind med folk. Jeg tror, de var 10 læger. Jeg blev jaget op i et hjørne, og så kæmpede de med at få barnet ud. De nærmest hoppede op på maven af Mia, fortæller Lotte.
Armen brækket
Senere fik Mia sin datter at se. Men det var en svært tilredt baby, der blev lagt ved siden af hende. Venstre arm var brækket. Højre arm hang slap og ubrugelig.
Senere viste en MR-scanning, at Mathilde også havde fået en mindre hjerneskade på grund af iltmanglen under fødslen.
Daglig genoptræning
Her knap otte måneder senere er de endelig hjemme i Mias lejlighed i Aalborg. Mathildes venstre arm er for længst helet. Men den højre har hun stadig ingen følelse i.
- Hun er sat tilbage i udviklingen på grund af hjerneskaden, der ser ud til at have ramt balancecentret. Hun kan ikke sidde selv endnu, og kommer hun til at gå, bliver det nok først, når hun er over to år. Og så ved vi ikke, om hun kommer til at kunne bruge sin højre arm, fortæller Mia.
Hun træner hver dag sin datter for at sikre, at Mathildes højre arm ikke bliver stiv, og hendes hjerne udfordres, så hjerneskaden kan overvindes.
Alene med ansvaret
- Heldigvis har jeg min mor til at støtte mig, for det har været hårdt, fortæller Mia, der ellers står alene med ansvaret.
I begyndelsen af graviditeten gik forholdet til Mathildes far nemlig i stykker. Han er dog siden dukket op igen og ser jævnligt Mathilde.