Gid far kunne se mig nu

Laura var kun to år, da hendes far tog sit liv. Hun husker ham ikke, men hun savner ham alligevel og ville ønske, at han kunne se den store og stærke pige, hun er blevet.

Hvis Michael stadig var i live, ville han vide, at hans datter i dag er en nysgerrig, glad og aktiv pige. En pige, der er egenrådig, fuld af gåpåmod og ikke lader sig begrænse af noget eller nogen.

Læs også: Min far tog sit liv

Når det regner udenfor, hopper hun grinende i vandpytterne i stedet for at søge ly. Hun spiller håndbold i fritiden, er dygtig til at tegne, og så drømmer hun om at åbne et kattehjem, når hun en dag bliver voksen.

Alt dette får Michael ikke mulighed for at opleve. Da Laura var to år, tog han sit liv, fordi han frygtede, at hans sygdom ville ødelægge hendes barndom.

– De to var så glade for hinanden. Michael var den bedste far. Laura betød alt for ham, og han var sådan en rigtig pylrefar, som fulgte hende i alt, hvad hun lavede, for at forhindre, at hun skulle komme til skade, sagde Lauras mor, Lonni Dragsdal, da Ude og Hjemme mødte hende og Laura kort efter Michaels død for 10 år siden.

Lykken syntes fuldendt

Dengang kunne den lille pige stadig huske sin far, og hun talte om ham, som om han stadig var der. Hver gang hun så den kranbil, han kørte med på jobbet, spurgte hun igen og igen: ”Hvor er far?” Lonni forklarede sin datter, at han nu sad oppe i stjernerne og kiggede ned på hende. Dengang var hun for lille til at forstå, hvad der var sket.

Michael var den flotte og eftertragtede fyr på byens fodboldhold. Lonni vandt hans hjerte, og sammen opbyggede de en lille kernefamilie med døtrene Laura og den 10 år ældre Frederikke, som Lonni har fra et tidligere forhold. Lykken syntes fuldendt, da de en måned inden tragedien flyttede ind i drømmehuset i Ellede ved Kalundborg.

Læs også: Annikas kæreste tog sit liv

Havde et mørkt sind

Men noget var galt inden i Michael. Hans sind havde vokset sig mørkt, og kort før Lauras fødsel begyndte han at tage lykkepiller. Med tiden holdt de op med at virke, og ugen inden sin død blev han indlagt på en psykiatrisk afdeling. Her skar han sig en nat i armen og forblødte på sin 44-års fødselsdag.

Ved siden af ham lå et afskedsbrev med ordene: ”Jeg elsker min kone og mine børn, men jeg kan ikke leve med det, jeg har budt dem. Undskyld. Elsker jer.”

Lonni tolker det som Michaels måde at skåne sine børn for det, han selv var igennem som barn. Hans egen mor kæmpede også med depression og røg ind og ud af psykiatrisk afdeling, indtil hun døde af kræft som 55-årig. Dette liv ville han ikke byde hverken Laura eller Frederikke, som han også betragtede som sin datter.

Læs også: Saszeline: Min bror begik selvmord

Misforstået hensyn

Men at tage sit liv er et misforstået hensyn, mener Lonni. Hun er ikke sur på Michael, men har mest af alt bare ondt af ham, fordi der er så meget, han nu går glip af.

– I starten syntes jeg, det var tarveligt af ham. Men han gjorde jo bare det, som han mente var bedst for os alle på det tidspunkt. Måske havde hans, mit og ikke mindst Lauras liv set meget værre ud, hvis han stadig havde været her og haft det så dårligt, siger Lonni, når hun i dag bliver spurgt om sin mening om Michaels beslutning.

– Det er synd for ham, at han ikke kan se, hvor fantastisk en pige Laura er blevet. Hun er utrolig stærk på trods af det, der er sket, og lader sig ikke slå ud, når tingene ikke lige går hendes vej. Så trækker hun bare på skuldrene og finder en anden løsning. Det ville han helt sikkert være stolt af, tilføjer hun.

Verdens bedste mor

Laura giver sin mor æren for, at hun er kommet så godt videre i livet efter sin fars død.

– Min mor betyder rigtig meget for mig. Hun har passet godt på mig, og jeg har altid følt mig tryg, når jeg er omkring hende. Jeg kan altid gå til hende, når jeg er ked af noget, siger den nu 12-årige pige.

Lonni var naturligvis knust, da hun mistede sin mand, men for hende var det vigtigste, at Laura havde det godt og ikke blev ramt af sorgen og smerten på samme måde som hende selv. 

– Jeg var sygemeldt de første fire måneder efter Michaels død, og jeg aner ikke, hvad jeg lavede i den tid. Jeg var der bare, og mit eneste fokus var, at Lauras liv skulle fortsætte så normalt som muligt. Hun skulle ikke føle sig anderledes end andre, bare fordi hun ikke havde sin far længere, siger Lonni og indrømmer:

– Jeg har nok overkompenseret lidt for hans fravær og forkælet hende lidt ekstra, men jeg skulle jo pludselig udfylde to roller, og så måtte det bare være sådan, hvis det kunne bringe smilet frem hos hende.

Læs også: Far er i himlen

Knyttet tæt sammen

Lonni fortæller, at tragedien har været med til at knytte hende og Laura endnu tættere sammen.

– Jeg er jo den eneste forælder, hun har. Det betyder så også, at hun kan blive dybt ulykkelig, hvis jeg bliver sur på hende og skælder hende ud, for det hele er bare lidt mere skrøbeligt. Det er selvfølgelig noget, jeg er opmærksom på, samtidig med at hun heller ikke skal slippe af sted med alt.

Noget, Lonni også er opmærksom på, er, hvordan Laura har det generelt. Michael arvede det mørke sind fra sin mor, og Lonni har da frygtet, at han også gav det videre til sin datter.

– Jeg har tænkt på, om hun har snerten af det, men hun har bare sådan en indre styrke, og hendes opvækst har heller ikke været den samme som Michaels. Så jeg vil heller ikke se problemer, hvor de ikke er der. Jeg har talt med hende om, at hendes fars sind havde lyse farver, når han var glad, og mørke farver, når han var ked af det. Det forstår hun godt. Men hun har svært ved at forstå, at han tog sit liv på grund af det.

Da Laura var 10 år, besluttede Lonni, at tiden var inde til at tage den svære samtale med datteren om, hvordan hendes far var død.

– Jeg havde taget tilløb til det i halvandet års tid og prøvede at sige det til hende på så blid en måde som muligt. Jeg fortalte Laura, at hendes far havde valgt livet fra, fordi han havde ondt i hjertet. Det var ikke en nem samtale, men jeg tror, det gav mening for hende og fik nogle brikker til at falde på plads, selv om hun stadig helst vil undgå at tænke på den del af det.

Ligner sin far

Laura vil til gengæld gerne tænke på, hvem hendes far var, da han levede. Hun husker ham ikke længere, men hun har set billeder af ham og fået fortalt en masse historier om ham.

– Jeg har fået at vide, at vi ligner hinanden på mange punkter. Min mor siger, at jeg har min vilde side fra ham, og at jeg har min fars øjenparti. Det er sjovt at tænke på, men også lidt mærkeligt at vide, at man ligner en, man ikke rigtigt kender, siger hun. 

– Laura spørger mig tit, om det er noget, hun har fra sin far, hvis hun for eksempel kan lide noget mad, som jeg ikke kan lide. Hun elsker karrysalat, og det gør jeg bestemt ikke, så vi er enige om, at det også må være noget, hun har fra Michael, griner Lonni.

Læs også: Signes mand og mor begik selvmord

Både hun og Laura er et godt sted i livet nu. Da Laura var fem år, trådte en ny faderfigur ind i hendes tilværelse, da Lonni fandt en ny mand. Han hedder Peter, og han har været der for Lonni og hendes to piger lige siden. Når Laura fylder 13 år til sommer, er planen, at Peter skal adoptere hende, og det glæder både han og Laura sig til.

– For mig har det været normalt ikke at have en far, men når der har været arrangementer i børnehaven eller skolen, har jeg alligevel mærket savnet, fordi alle andre har haft begge deres forældre med. Så det er dejligt, at Peter er der nu, og at han gider at tage med mig i stedet, for så føler jeg mig ikke uden for på samme måde, siger Laura og understreger:

– Men jeg ville selvfølgelig ønske, at min far også stadig var der og kunne følge med i mit liv.

Læs også: Bentes mand begik selvmord uden forklaring