Gik ned på vaskeriet: Elin kom aldrig tilbage 

26-årige Elin Alexander boede på et hotel i København og sagde til portieren, at hun lige skulle ned på et lokalt vaskeri. Nogle måneder senere blev hendes nøgne lig fundet i nærheden af Hillerød, skriver Ude og Hjemmes krimi-ekspert Bent Isager-Nielsen.

Hej Bent!

Kender du noget til sagen om Elin Alexander, der blev slået ihjel og fundet nogle måneder senere i Gribskov?

Jeg kom til at tænke på hende, fordi du for nylig har skrevet om mordere, der gemmer liget af deres offer i en fryser. Og det mener jeg var tilfældet med Elin.

Da jeg var barn, var vi naboer til hendes forældre, og min mor gik i samme klasse som Elins lillesøster. Mine forældre kom sammen med Elins forældre, som var hårdt ramt af deres datters død. Det kunne være interessant at høre mere om sagen.

Venlig hilsen CO

Hej CO

Sagen er fra før min tid som efterforsker i politiet. Jeg har hørt den omtalt af ældre kolleger og har i forbindelse med dit spørgsmål læst mere.

Lørdag den 21. februar 1976 forsvandt den 26-årige kvinde Elin Alexander (på billedet øverst) fra København, og tirsdag den 24. maj samme år blev hendes nøgne og delvist mumificerede lig fundet i Gribskov nær Hillerød.

Elin Alexander var en kendt person i Københavns narko- og prostitutionsmiljø, og det var efterforskernes opfattelse, at det var hendes færden i det miljø, som endte med at koste hende livet.

Fandt ejendele på hotellet

Hun blev sidst set i live af portieren på Hotel Botanique, hvor hun boede.

Hun fortalte, at hun skulle ned og vaske på et quick-vaskeri på Istedgade i København sammen med sin mand. Dagen før havde Elin til venner talt om, at hun og hendes mand sammen med en udenlandsk ven planlagde at rejse til Hamborg i Tyskland, hvorfra vennen skulle fortsætte videre til Polen, mens parret tog på indkøbstur.

Elin frygtede åbenbart ikke for sit liv, for hun havde aftalt med en ejendomsmægler at se på en ejerlejlighed – og aftalt at mødes med en veninde den 22. februar 1976 ved Tivolis Koncertsal.

Det var i øvrigt ikke hendes mand, der anmeldte hende forsvundet, men derimod hendes arbejdsgiver, som anmeldte hendes forsvinden efter en uge.

På trods af at politiet fandt alle hendes ejendele på hotellet, endda ting, som kvinder normalt ikke vil rejse uden, herunder p-piller, makeup, rene trusser, skiftetøj osv., blev hendes forsvinden tilsyneladende ikke taget alvorligt.

Opbevaret i dybfryser

Den 24. maj 1976 fandt en skovløber liget af en kvinde i skovbunden i Gribskov mellem Gadevang og Bendstrup. Liget var skjult under nogle grangrene og bar præg af ikke at have ligget på stedet ret længe.

Politiet satte derfor i begyndelsen ikke fundet af liget sammen med den forsvundne Elin. Det ændrede sig dog hurtigt, da retsmedicinerne i forbindelse med obduktionen oplyste, at det var liget af Elin, der var fundet.

Meget tydede på, at liget havde været opbevaret i en dybfryser frem til, at det var transporteret til Gribskov. Retsmedicinerne konstaterede med sikkerhed, at der var tale om drab ved kværkning, blandt andet fordi der var brud på halsens tungeben.

Efterforskning kritiseret

Efterforskningen blev voldsomt kritiseret i flere medier, og set med nutidens øjne er der bestemt heller ikke meget, der tyder på kompetent efterforskningsarbejde. Man arbejdede med flere motiver, og hendes mand var angiveligt også i politiets søgelys på et tidspunkt. Mest blev der tilsyneladende arbejdet med en teori om, at Elin ville ud af det rå liv, hun levede i den københavnske underverden.

Hun besad efter sigende – som eftertragtet og smuk escortpige og tidligere model – et stort kendskab til flere kriminelle mennesker og miljøer inden for narko, prostitution og porno.

Det fremgår af flere gamle avisartikler, at årsagen til drabet kunne være kriminelles frygt for, hvad hun ville stille op med sin viden, når og hvis hun fik et normalt liv. Hun fik bare aldrig chancen, fordi en ukendt gerningsmand kvalte hende natten mellem den 21. og 22. februar 1976.

Forløbet minder på mange måder om andre sager om forsvundne personer og understreger igen vigtigheden af, at politiet vurderer en forsvindingssag som en mulig forbrydelse allerede fra begyndelsen, også selv om langt hovedparten af de mennesker, der forsvinder, gør det frivilligt. Elin Alexanders morder er aldrig blevet fundet.

Venlig hilsen Bent