Gitte vil føde vores barn

Sessas ben hævede, og maven var begyndt at strutte, da hun var 23 uger henne i sin graviditet. Hun og hendes mand, Martin, gik hen mod fødeafdelingen, hvilket Sessa længe havde set frem til, for hun glædede sig inderligt til at blive mor igen.

Men denne dag var helt anderledes.

Hun tog en dyb indånding, og med tunge skridt trådte hun ind på fødeafdelingen, for mødet med den nyfødte blev også en afsked. Det lille hjerte i Sessas mave var nemlig holdt op med at slå.

Tanken om, at Mia ville være død, når hun blev født, gjorde smerteligt ondt. Men de fleste tårer var grædt inden fødslen.

Det havde været et langt forløb. Sessa blev opereret for tarmslyng omkring 17. graviditetsuge, og efterfølgende gik der infektion i fostervandet. Der var ikke noget at gøre. Lillesøster Mia blev kun 23 uger.

– Mia var for lille til at blive reddet, men stor nok til at skulle have cpr-nummer, navn og begraves. Martin og jeg stod derfor i den situation at skulle fortælle vores søn Malthe, at lillesøster var død og nu er oppe i himlen hos Gud, fortæller Sessa Jorsø.

I dag er det syv år siden, og drømmen om et barn er ikke blevet mindre.

Læs også: Mormor fødte sit eget barnebarn

Bare bekendte

Parrets drøm virkede dog uopnåelig, da kirurgerne kom med en smertelige besked, der har prentet sig i parrets hukommelse.

38-årige Sessas krop kan ikke klare en graviditet mere på grund af den kroniske sygdom, Morbus Crohn, som hun er blevet opereret for utallige gange. Og når man har en kronisk sygdom, er adoption ikke muligt.

– Det var svært at acceptere, når vi brændende ønsker os et barn mere og gerne vil give Malthe en søster eller bror, fortæller Sessa, mens hun kigger op mod loftet for at holde tårerne tilbage hjemme i sofaen på Stevns.

Den eneste mulighed for at få ønskebarnet var derfor at finde en, der vil bære barnet for hende. Og her kommer Gitte Brixtofte ind i billedet.

Gitte bor også på Stevns og har to døtre, Sofie og Maja.

De to kvinder er ikke nære veninder, men alligevel er Gitte villig til at gøre en kæmpe forskel for Sessa og Martin. De kender hinanden igennem 4H, en klub for børn, der interesserer sig for dyr og natur.

Det gør både Gitte og Sessa, faktisk har de to mange interesser til fælles og ”kunne have været søskende i et andet liv”, som Sessa beskriver det. 

Et skridt nærmere sin store drøm

”Projektet” som Gitte, Sessa og Martin kalder det, begyndte i bilen på vej hjem fra et kursus.

Mens landskabet susede forbi uden for bilens ruder, kom Sessa et skridt nærmere sin store drøm, da Gitte tilfældigt fortalte, at hun overvejede at donere æg til kvinder, der ikke selv kan få børn.

Gitte blev nemlig nemt gravid med begge sine piger og så derfor muligheden for at kunne hjælpe andre, der har brug for det. Men gavmildheden stopper ikke her.

For sidst på køreturen sagde Gitte, at hun også godt kunne overveje at bære et barn for andre, fordi hendes to graviditeter og fødsler var gået nemt.

Her tændtes et lys for Sessa. Et lys fuld af håb, der dog brændte meget langt ude i det fjerne. Det hele virkede så urealistisk, men i og med at det var den eneste mulighed for at få ønskebarnet, måtte Sessa og Martin stærkt overveje denne vej.

Man siger, at humor og alvor ikke er modsætninger. For hvis man fjerner alvoren fra humoren, og humoren fra alvoren, så har man taget intelligensen ud af begge dele. Det har Sessa om nogen forstået. Hun spurgte i halv sjov og halv alvor Gitte til en hundeudstilling ”hvorfor laver du ikke bare en baby til os?”.

Gitte greb det lidt kække spørgsmål, og uden nærmere betænkelighed svarede hun straks med et glimt i øjet: ”Det kan jeg da godt. Hvornår skal det være?”. På det tidspunkt var hun ikke klar over, hvilken spire af håb hun havde plantet hos Sessa. 

Læs også: Fødte tre børn for veninden

Sidste håb

Men Sessa nægtede at lade den falde til jorden. Lyset fuld af håb blev pludselig meget mere klart, og i fællesskab med Martin sendte hun en sms til Gitte allerede samme aften, hun kom hjem fra udstillingen.

– Jeg skrev ”hvis du mener det, du sagde, så gør vi det og er seriøse omkring det. Det er jo vores sidste håb”, fortæller Sessa, der næsten ikke kunne være i sin egen krop af alle tænkelige følelser, der fór rundt i hende efter at have trykket på send-knappen.

– Da jeg modtog sms’en, blev jeg helt forvirret. For mente jeg det egentlig, da jeg sagde ja, eller sagde jeg det bare for sjov? Det skulle jeg lige tænke over, fortæller Gitte, der så det som en oplagt mulighed, da hun ikke har nogen mand og er fast besluttet på, at hun ikke selv ønsker flere børn.

Første step var dog, at hendes to døtre skulle være indforstået med ”projektet”. De skulle forstå, at barnet blot er noget, mor opbevarer og giver videre til en anden familie.

– Min store datter gad ikke have flere små, irriterende søskende, så hendes reaktion var ”fred være med det”, mens den lille godt kunne tænke sig en lillebror eller -søster i begyndelsen og var sur over, at jeg ville lave et barn til Sessa og ikke til hende. Der er jo bare en væsentlig forskel, som vi har talt om derhjemme, fortæller Gitte, der besluttede sig for at sige ja til at bære Sessas og Martins barn.

Helt hjemmelavet

Rugemorskab er en forholdsvis omstændig og bøvlet proces i Danmark på grund af lovgivningen. Og flere gange har Gitte da også været ved at kaste håndklædet i ringen i det års tid, hvor hun, Martin og Sessa løbende har mødtes og talt om tanker, følelser, konsekvenser, regler og love. 

Rent lovmæssigt er der ingen hjælp at hente, når man vil være rugemor. Man får ingen hjælp til at blive gravid, og der må hverken være læge eller penge indblandet, hvilket også er grunden til, at Gitte ikke har fået lagt et af Sessas æg op.

Det har altså været et ”hjemmeprojekt” fra start til slut, hvor insemineringen er foregået hjemme på Stevns.

– Når vi har fortalt andre om projektet, har deres første spørgsmål været, om det overhovedet var lovligt. Det vigtigste for os har dog været, at det hele er foregået på lovlig vis, understreger Sessa.

Et lys tændes

Den 13. december blev der tændt lys i mørket rundt omkring i Danmark, da der blev fejret Lucia. Men der blev også tændt et lys for Sessa og Martin, da deres store ønske gik i opfyldelse: Gitte var gravid. 

Det var en dag, de længe havde set frem til, selv om det biologisk er Gitte og Martin, der får et barn sammen. Altså Sessas ”bekendte” og hendes mand. En lidt atypisk situation. Men det vigtigste for dem er, at det er Martin, der er far til barnet. 

For uanset om projektet tager en uventet drejning, hvis Gitte ikke kan give barnet fra sig, står Martin som far på papirerne, og Malthe får den søskende, som han altid godt har kunne tænke sig.

Som det ser ud nu, er der dog ingen grund til at frygte, at ”projektet” ikke går som planlagt. 

For selv om barnet vokser i Gittes mave i ni måneder, og det er hende, der har hormonerne rasende i kroppen og mærker de små spark, virker hun helt afklaret med at skulle give barnet fra sig.

En tjeneste

– Jeg ser ikke barnet som mit. Og sådan har jeg haft det fra begyndelsen. Det er en opbevaring og en tjeneste. Når vi har været til scanninger, har jeg nærmest ligget og taget mig en lur og tænkt ”er vi ikke snart færdige?” Der er ingenting, der har rørt sig i mig, fastslår Gitte, der dog indrømmer, at hun stopper op en gang imellem og lukker alle andre tanker og følelser ude end den.

For at holde alle følelser ude ønsker Gitte heller ikke tid med barnet efter fødslen, der bliver givet direkte videre i favnen på Sessa og Martin.

– Der er ingen grund til at løbe den risiko, at Gitte knytter sig til barnet, forklarer Martin, der sammen med Sessa har anbefalet Gitte psykologkonsultation. 

For som Sessa siger, er dét at give et barn fra sig det samme som at miste et barn. Så selv om man er afklaret med det, bliver der uden tvivl en tom fornemmelse og en sorg. 

Se også: Vil ikke aflevere sit barn

En lillebror venter

Både Sessa og Martin ville gerne vide, om det er en lillesøster eller lillebror, de kan glæde sig til at tage imod. Derfor tog de Gitte og hendes struttende mave med til kønsscanning for at gøre det hele mere virkeligt for Sessa, der jo ikke selv kan mærke barnet vokse. 

– Forløbet er spændende nok i forvejen, fortæller Sessa med et smil på læben. Hun skal også ud og købe nyt babytøj, fordi Malthes aflagte blev givet væk, da håbet om et barn mere forsvandt. 

Sessa og Martin fulgte interesseret med, da lægen kørte ultralydsscanneren over Gittes mave, der var dækket af et tykt lag gelé. Da der dukkede et billede af fostret op på skærmen, kunne Sessa ånde lettet op og mærke smilet brede sig, da lægen afslørede kønnet på barnet.

– Det er en dreng, der gemmer sig i maven på Gitte. Og det var så fantastisk, at Malthe kunne se sin lillebror, fordi det har været svært for ham at forholde sig til, at han skal være storebror, når det ikke er mors mave, babyen er inde i. Efter scanningen kan han slet ikke vente med at møde lillebror, som han ser som vores og kun vores, fortæller Sessa og igen med tårerne løbende ned ad kinderne. 

Åbne kort

Når lillebror bliver stor nok, skal han kende til forløbet. Der er enighed om, at der skal spilles med åbne kort. 

– Han skal vide, at det er mig, der er mor i hjertet, men det er Gitte, der har født ham, og dermed hans biologiske mor, fastslår Sessa.

Aftalen er, at de ikke skal gå og ringe på hinandens døre eller deltage i fødselsdage. Det vil blive for svært, hvis de begynder at knytte bånd. 

Men Stevns er ikke noget stort område, og Gitte og Sessa færdes mange af de samme steder, og derfor vil lillebror og Gitte højst sandsynligt støde på hinanden før eller siden.

– Det vil være svært for mig, hvis barnet ønsker at bruge tid med mig, når han bliver større. Det tror jeg dog heller ikke, han vil få behov for, da jeg ikke er i tvivl om, at han ikke vil mangle noget her, fortæller Gitte og kigger på Sessa.

– Men vi kan ikke vide det, pointerer Sessa.

Selv om Gitte giver udtryk for, at ”projektet” helt sikkert vil gå efter planen, har Sessa alligevel en smerte og en lille tvivl siddende i sig. 

Og den følelse bliver hun nok ikke fri for foreløbigt. For først efter 2½ år kan Gitte formelt set give barnet fra sig, og Sessa kan stedbarnsadoptere. 

For at berolige Sessa siger Gitte, og kigger smilende på Sessa:

– Jeg gør det her, fordi I to fantastiske mennesker virkelig ønsker jer barnet. Jeg ved, hvor meget det betyder for jer. 

– Det er helt fantastisk, at du kan og vil gøre det for os, smiler Sessa og ser forhåbningsfuldt på Gitte.