Gravide Sandra fik blodprop i hjernen: Utroligt at vi klarede det

I sommeren 2013 var Sandra Bengtsson gravid, og alt så lyst ud. På et tidspunkt fik hun voldsom hovedpine, der ikke kunne klares med tabletter. Et tjek på skadestuen viste intet unormalt, så Sandra troede, at ubehaget måske skyldtes graviditeten.

Hverken hun eller andre havde nogen anelse om, at smerterne skyldtes en genmutation, som kunne forårsage blodpropper. Men i midten af juli var hovedpinen så voldsom, at Sandras samlever Mats kørte hende på hospitalet.

– Hun begyndte at tale usammenhængende og virkede forvirret. Først ville hun ikke med, men da vi nåede frem, kom hun øjeblikkeligt i røntgen, og resultatet var trist, husker Mats.

Læs også: Gravid fik en aggressiv type brystkræft: Min ufødte datter reddede mit liv

Blodprop i hjernen

Sandra havde fået en blodprop i hjernen, og uden en hurtig operation ville hun dø. Mats var i chok, og efter operationen fik han at vide, at samleveren allerede dagen efter skulle opereres igen på grund af ophobet blod.

– Jeg fik at vide, at hvis operationen ikke var vellykket, ville Sandra ikke overleve. På det tidspunkt gik det op for mig, at jeg risikerede at miste både Sandra og vores ufødte barn. Jeg ville stå tilbage med Nellie på blot 10 måneder. Det var nogle svære timer og dage at komme igennem, siger Mats.

Lettelsen var enorm, da han fik besked om den vellykkede operation. Men lægerne kunne ikke give nogen garantier for fremtiden. Der var risiko for, at Sandra ikke overlevede. Man kunne heller ikke sige noget om kvaliteten af det liv, hun i givet fald ville vågne op til. Alt var uvist.

For at give hjernen mest mulig ro valgte lægerne at holde Sandra i kunstig koma i tre uger.

Havde glemt graviditeten

Mats så først sin samlever flere timer efter, at hun blev vækket af sin kunstige koma. Han var selvfølgelig nervøs for, om Sandra overhovedet kunne kende ham.

– Sandra kunne ikke tale, og hun kunne blot løfte sin ene hånd. Men jeg kunne se på hende, at hun ikke var i tvivl, om hvem jeg var. Jeg viste hende billeder af familien, og da lyste hendes ansigt op, siger Mats.

Langsomt, men sikkert genvandt Sandra sine funktioner. Men hun havde glemt, at hun var gravid, og lægerne sagde ikke noget.

– Personalet kom ind på stuen og mærkede på min mave. Det forstod jeg ikke noget af. 10-øren faldt først, da de skulle tage en fostervandsprøve. Jeg begyndte at græde af taknemmelighed. Så havde jeg endnu mere at kæmpe for, siger Sandra.

Se også: Lille Alva er et mirakel

Forfra med det hele

Prøver viste, at det ufødte barn var velskabt og ikke havde taget skade. Lægerne havde talt om at afbryde svangerskabet, hvis det havde hjulpet på Sandras tilstand. Men man nåede den konklusion, at det var uden betydning. Den gravide kvinde havde fået præcis den behandling og den medicin, der var nødvendig, og lægerne tog ikke hensyn til hendes ufødte barn.

– Med tanke på alt det, jeg havde været igennem, er det et mirakel, at Nathalie klarede sig så godt, siger Sandra og giver sin 4-årige datter et stort knus.

Efter operationerne måtte Sandra begynde helt forfra med alt. At tale, gå, køre bil og alt muligt andet, som blodproppen havde frataget hende evnen til.

Hun udviklede epilepsi under sygdomsforløbet, ligesom hun fik synsforstyrrelser. I begyndelsen var det tvivlsomt, om hun ville få lov at køre bil, men endnu en gang hjalp Sandras gåpåmod og stædighed hende. Hun trænede flittigt i en køresimulator og fik kørekortet tilbage.

– Jeg kan takke min energi og stædighed for, at jeg er nået så langt.

Problemer med hukommelsen

Men hun indrømmer, at hun har mødt megen modgang, og at det har været en kamp at komme tilbage til et normalt liv. Da hun blev udskrevet i efteråret 2013, var hun konstant dødtræt. Hun havde ikke overskud til de mest enkle ting som f.eks. at lave mad. Det kneb også med hukommelsen.

– En dag skulle jeg lave en brun sovs, men pludselig anede jeg ikke, hvordan jeg gjorde det. Jeg stod blot ved spisebordet i køkkenet og græd. Jeg var både ensom og hjælpeløs.

Sandra fortæller, at hendes hukommelse er blevet påvirket i negativ grad, og at hun har store huller i sin erindring.

– Årene, fra jeg var 20 til 30, er næsten helt borte, men jeg håber at kunne komme til at huske dem en dag. Jeg har udarbejdet mange strategier for, hvordan jeg klarer min hverdag. F.eks. skriver jeg små sedler til mig selv, så jeg ikke glemmer noget. Men det går fremad på mange områder, og det seneste år har jeg følt mig næsten lige så frisk, som inden blodproppen ramte mig.

Sandra har ingen bitterhed eller sorg over alt det, som sygdommen har påført hende. Det hænger måske sammen med lykken over, at Nathalie blev forløst som et sundt og raskt barn midt i en kaotisk tid med mange lægebesøg og megen uro.

Læs også: Rikke var fanget i sin egen krop: Blinkede mig tilbage til livet

Et skrøbeligt spædbarn

Men hendes fødsel var heller ikke uden dramatik.

– Nathalie blev født ved akut kejsersnit, fordi jeg på fødestuen blev ramt af en styrtblødning. Det viste sig, at Nathalie blev født med komplicerede hofteskader.

Babyen blev lagt i gips de første tre måneder, og derefter blev hun udstyret med en kropsskinne, indtil hun var 8 måneder gammel.

Det var en hård tid for familien, men alt endte godt. I dag fungerer Nathalie som en hvilken som helst anden 4-årig, ligesom Sandra lever et næsten normalt liv med venner, job, familie samt masser af motion og træning.

– Jeg var tæt på at dø fra mand og barn. Det har givet mig en vished for, at alle små problemer kan løses. Men sygdommens vigtigste lærdom har været, at man aldrig skal give op, og at en svær oplevelse kan vendes til noget positivt, siger Sandra.