Gravide Trine fik livmoderhalskræft: Jeg fik fjernet mit raske barn

– Det ser ikke godt ud.

Lægen kigger på Trine, der til det sidste har håbet, at ordet ”livmoderhalskræft” ikke blev nævnt igen. Men ordene kan hun ikke flygte fra, og selv om lægens snak bliver tåget, ved hun godt, at hun skal tage en beslutning. Den beslutning, som hun ikke har villet forholde sig til, men som hun ikke længere kan flygte fra. Skal hun risikere sit eget liv for at føde sit barn eller få det fjernet og aldrig kunne blive gravid igen?

– Det var et meget voldsomt dilemma at stå i som 29-årig. Jeg havde jo lige som de fleste andre troet, at jeg var herre over min egen fremtid, men pludselig blev det taget fra mig. Jeg ville jo så gerne have flere børn, men jeg havde min datter Julie på 2 år, og jeg kunne jo ikke risikere, at hun skulle vokse op uden en mor, fortæller nu 36-årige Trine Bendixen fra familiens lejlighed i Brønshøj lidt uden for København.

Trines liv lignede de fleste andres. Hun havde et godt job, og sammen med kæresten havde hun datteren Julie. De fandt sammen, allerede da Trine var 16 år, og drømmen om kernefamilien var ikke langt fra at blive realiseret.

– Vi vidste, at vi gerne ville have flere børn, men det var egentlig ikke meningen, at det skulle være så kort tid efter. Men da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, var vi jo lykkelige, fortæller Trine, der efter nogle måneders graviditet begyndte at pletbløde.

Hun tænkte, at det havde med graviditeten at gøre, men da hun en dag var til lægen, valgte hun at sende Trine videre til Rigshospitalet.

Læs også: Helena fik baby og livmoderhalskræft samme dag

Chokerende besked om livmoderhalskræft

På briksen kunne Trine følge lægens øjne. Da endnu en læge kom ind i rummet, begyndte hendes tanker at kræse om noget alvorligt.

– Jeg blev virkelig bekymret, for jeg troede, at der var noget galt med barnet, forklarer Trine, der fik et chok, da lægen åbnede munden.

– Det kunne tyde på, at du har en tumor i livmoderen, sagde han.

– Jeg fik at vide, at jeg skulle blive på hospitalet, da de skulle lave nogle flere test for at blive helt sikre.

–Jeg tror ikke, at det sank rigtig ind, husker Trine, der efterfølgende skulle vente en uge med at få det endelige svar.

I de syv dage havde Trine svært ved at mærke sine egne følelser. Når hun fortalte andre om lægens mulige diagnose, begyndte tårerne at trille ned ad deres kinder, mens hun selv forholdt sig afventende.

– Jeg håbede på, at det nok skulle gå, så jeg ville ikke tage sorgerne på forskud, fortæller Trine, der en uge senere igen sad foran lægen, der endnu engang havde et alvorligt blik i øjnene.

Se også: Amalie fik en hjerneblødning som 20-årig

Sit livs dilemma

Dommen var klar: Trine havde livmoderhalskræft, og hun blev stillet over for sit livs dilemma.

Men selv om valget var svært, vidste hun, at det var det rigtige.

– Jeg havde valget mellem at gennemføre min graviditet og stoppe med kemo to uger før termin. Mit andet valg var at få fjernet barnet og min livmoder. På den måde ville der være en større chance for, at jeg ville overleve, fortæller Trine, der sammen med kæresten besluttede at abortere.

Efter samtalen med lægen blev en scanner ført over Trines gravide mave, og for første gang kunne hun se sit barn på skærmen.

– De spurgte, om vi ville have billeder af barnet eller have kønnet at vide. Jeg var meget bevidst om, at jeg ikke skulle dyrke det for meget, men jeg ville alligevel gerne vide, om det var en dreng eller pige, fortæller Trine, der fik at vide, at hun skulle have haft en datter.

Allerede dagen efter blev Trine opereret, og hun fik fjernet barnet, sin livmoder og æggeledere.

En uge efter operationen blev hun erklæret sygdomsfri, og den efterfølgende tid fik hun kemo og stråler.

Læs også: Uhelbredeligt syge tvillinger: Vi fik nye nyrer af far og farmor

Fik sat ord på sorgen

Når veninderne talte om at få et tredje barn, fik Trine en klump i maven, og på arbejdet prøvede hun at iføre sig den professionelle maske, men som tiden gik, kunne hun mærke, at hun fik det værre. Og en dag gik det galt.

På vej på arbejde sad hun i bussen, da hun blev ramt af et altoverskyggende mørke.

– Jeg tudede helt ukontrolleret, og jeg kunne ikke komme ud af bussen og tage på arbejde. Samtidig kunne jeg ikke sætte ord på, hvad det var, jeg var så ked af, fortæller Trine, hvis bedste veninde en aften kørte hende på psykiatrisk skadestue, da hun aldrig havde set hende så bange og ked af det før.

Med anbefaling af psykologsamtaler begyndte Trine at sætte ord på sine følelser.

– Jeg synes nok, at fremtiden så ret sort ud. Jeg havde jo forestillet mig, at jeg skulle have flere børn, men nu var den mulighed bare lukket. Det var ikke noget, jeg kunne handle mig ud af. Det var bare et faktum. Så jeg skulle nok finde ud af, hvad jeg så skulle, fortæller Trine, der først to år efter den livsomvæltende nyhed igen følte, at hun kunne se lyst på fremtiden.

I dag har hun affundet sig med, at hun ikke kan få flere børn, og i stedet nyder hun de små ting i hverdagen og den datter, hun har.

– Det nytter ikke at sukke over de ting, som ikke kan lade sig gøre. Det tager noget tid, men i dag er det jo bare sådan, jeg er. Da jeg fik konstateret livmoderhalskræft, anede jeg nærmest ikke, hvad det var. Dengang var der ikke så meget fokus på det, som der er nu, og der var heller ingen vaccine. Som ung tror man jo, at man er uovervindelig, men det kan bare så hurtigt skifte.