Grufuldt: Nyfødt pige gnavet ihjel af rotter

Det er så skrækkeligt, at det næsten ikke er til at bære. En blot 4 måneder gammel pige i Mexico døde i tirsdags på den mest uhyggelige måde, man kan forestille sig. Hun blev gnavet ihjel af rotter.
Den amerikanske avis New York Post skriver, at den lille piges mor, 18-årige Lizbeth Jeronima Fuentes Manguia, mandag aften besluttede sig for at tage til en dansefest i nabobyen Otumba, og derfor efterlod sin nyfødte datter alene hjemme i byen Acolman, som ligger nær Mexico City.
Ifølge naboen var den unge mor væk i adskillige timer.
LÆS OGSÅ: Baby angrebet af grib
Lizbeth Jeronima Fuentes Manguia påstår selv, at hun havde aftalt, at den lille piges bedstemor skulle se efter datteren – men at bedstemoderen åbenbart ikke var mødt op.
Et hæsligt syn
Hvorom alting er mødte der den unge mor et hæsligt syn, da hun tirsdag morgen vendte hjem fra sin bytur. Adskillige rotter havde nemlig sneget sig ind i hjemmet og var gået til angreb på den forsvarsløse baby. Hun var blevet bidt både i ansigtet, på fingrene og på kroppen, skriver New York Post.
Den lille piges liv stod ikke til at redde. Da ambulancen ankom, blev hun erklæret død på stedet.
Den unge mor er ifølge avisen endnu ikke blevet anklaget for en forbrydelse.