Heidi var ved at drikke sig ihjel: Jeg glemte aldrig det første glas

Heidi fik kun et enkelt glas vin til sin konfirmation. Men alkoholens varme glemte hun aldrig. Få år efter drak hun hver dag så meget, at hun sjældent kunne huske, hvordan hun kom i seng. Til sidst kunne hun ikke børste tænder eller gå på arbejde uden sin vodka.

Kvinde står og kigger nervøst

Heidis hår var sat op med otte perler, der dannede et hjerte i nakken. Hun var iført en ankellang konfirmationskjole fra Lilly, og armene var dækket af en fin blondejakke. 

Den dag sad Heidi Purak mellem sin mor og far og smilede. Den dag gik alt, som det skulle. 
Men da Heidi fik skænket sit livs første glas vin, og hun løftede det mod læberne, skete der noget.

– Da jeg drak vinen, spredte der sig en varme og en lykkefølelse i mig. Jeg kunne mærke det lige med det samme: Det her var en utrolig rar følelse.

Læs også: Nyt studie: Du skal ikke lære dit barn at drikke alkohol 

Alkoholens vidunderlige varme

Heidi drak kun det ene glas vin til sin konfirmation. Men hendes krop glemte aldrig følelsen af vidunderlig varme, så da hun et halvt år efter begyndte at gå til halballer på Viborg-egnen, var hun hurtig til at hive de medbragte øl op af plasticposen.

– Jeg blev bare så glad, når jeg var fuld. Endelig følte jeg, at jeg passede ind. Jeg følte mig ikke forkert, og jeg turde tale med andre.

Inden Heidi begyndte at gå til fester med klirrende plasticposer, havde hun ofte de stik modsatte følelser. Derfor sørgede hun altid for lige at drikke fire-fem øl mere end de andre, inden de skulle til fest. Og derfor passede det hende utrolig godt, da hun kom i lære som kok på Oslobåden. 

Hver dag var en fest

Efter hver arbejdsdag var der fest i personalerummet, og for Heidi stoppede festen først, når hun skulle møde på arbejde næste morgen.

– Jeg tænkte: Det her er livet. Tænk, jeg kan få lov at feste hver dag og ikke kun i weekenden, husker Heidi, som slet ikke bemærkede, at hun slingrede af sted i en forkert retning. 

Alle faresignalerne drak hun bare væk. Og da hun blev udlært, fortsatte hun livsstilen. 

Heidis eneste problem var, at hun nu havde 14 arbejdsdage i træk på Oslobåden. For derefter at have 14 dages fri uden fest.

– Så begyndte jeg at drikke alene. Jeg sagde til mig selv: Nu fortjener jeg et glas vin, fordi jeg endelig har fri. Eller: Nu har jeg gjort rent, så fortjener jeg en lille øl.

Heidi drak ikke kun et enkelt glas eller en lille øl. Hun drak flere flasker og stoppede først, når hun fik blackout.

– På den måde blev jeg helt rolig og kunne sove, siger Heidi, som arbejdede på Oslobåden i 11 år. 

Alkoholfri uge

Ingen anede, hvor stort hendes forbrug var, for udadtil var hun altid smart i tøjet og så velsoigneret ud. Ikke engang da hun mødte en sød kæreste. I hvert fald ikke i begyndelsen. 
Heidi var jo bare en festlig pige. Men efterhånden begyndte hendes vaner at genere ham. Foreslog han for eksempel en tur i biografen, afslog hun. Heidi orkede ikke at tilbringe halvanden time i mørket uden alkohol. Hun orkede i det hele taget ikke ret meget uden at være fuld. Derfor mente kæresten på et tidspunkt, at de sammen skulle gennemføre en alkoholfri uge.

– Det var en forfærdelig uge. Når jeg ikke drak, kom al min usikkerhed frem, og jeg bekymrede mig hele tiden om, hvad andre tænkte om mig.

Læs også: Allan Olsen: Undskyld jeg drak mig fuld 

Kendte alle trick

Når hun drak, var hun derimod ligeglad med alt. Kom hun til at tisse i bukserne på sin egen dørmåtte, mens hun stod og famlede med hoveddørsnøglen, byttede hun bare måtten ud med naboens. Hun kunne ikke engang mærke skammen den dag, hun tissede i bukserne midt inde i Rema. Heidi skulle bare have den flaske vodka.

Hun gik nemlig over til hård spiritus, da hun holdt op på Oslobåden og begyndte som ekspedient i en brilleforretning. 
På det tidspunkt var hun så afhængig, at hun havde vodka med ud på badeværelset, når hun børstede tænder om morgenen. Selv inde i bruseren, var vodkaen med. Og på arbejdet havde hun hældt vodka i små vandflasker, som stod klar under disken.

– Jeg tror ikke, kunderne kunne mærke det på mig. Kun hvis de så mig ind i øjnene, men jeg begyndte at gå med blå kontaktlinser, og det kunne skjule det. Vi alkoholikere kender alle trick.

Hjemme gjorde Heidi også alt for at skjule sit misbrug. Hun sørgede for at være en god husmor, der altid ryddede op, og hun smed alle vodkaflaskerne helt ud i den store container, så snart de var tømt.
Men efterhånden som misbruget tog til, begyndte Heidi at sjuske. I stedet for at gå helt ud med de tomme flasker gemte hun dem i skabe, vasketøjskurven eller under møbler. I sine tåger tænkte hun, at hun sagtens kunne skjule det.

De 17 tomme flasker

Men en dag kom Heidi hjem til et helt skinnende hjem. Kæresten havde gjort rent. Grundigt. Og på køkkenbordet stod de 17 tomme vodkaflasker, som han havde fundet undervejs.

– Jeg kan ikke være med til det her mere, sagde han opgivende.

Så pakkede han sine ting og forlod lejligheden.
Der sad Heidi så. Hun var lige blevet forladt af den mand, hun elskede, hun burde være knust. Men Heidi var ikke spor knust.

– Det lyder forfærdeligt, men jeg følte en glæde og 
en lettelse. Nu var jeg endelig fri og kunne drikke, som jeg ville.

Læs også: Pernille Højmark: Min far tog sit liv

Mistede alt

Følelserne havde Heidi drukket væk i årevis. Hendes misbrug blev nu så omfattende, at facaden krakelerede, og kort efter blev hun fyret fra brillebutikken.
Nu sad hun bare og drak endnu mere hjemme i sofaen, mens hun talte til sit fjernsyn. I hvert fald lige indtil, hun var nødt til at sælge det, fordi hun manglede penge.
Den vinter for tre år siden havde Heidi nærmest mistet alt, hvad et menneske kan miste. Kærligheden, jobbet og ikke mindst sig selv. Selv i alkoholtågerne kunne hun godt selv mærke det: Hun kunne faktisk kun se to muligheder.

– Enten skulle jeg gøre en ende på det hele. Eller også skulle jeg bede om hjælp.

Noget dybt inde i den dengang 29-årige Heidi fik hende til at vælge hjælpen. Hun kontaktede sine forældre, som allerede længe havde været så bekymrede, at de havde talt med behandlingsstedet Tjele Søgaarden.

Der gik derfor ikke mange dage, før en dybt ulykkelig og grædende Heidi trådte ind på gårdspladsen på behandlingsstedet.

– Jeg syntes, det var det største nederlag i verden. Og jeg syntes, det var dybt uretfærdigt.

Følelsen af nederlag og uretfærdighed fik dog ikke lov til at fylde Heidi særlig længe på den idylliske trelængede gård med udsigt til sø og marker. 
Kort efter sin ankomst skulle hun nemlig løfte blikket og møde de andre misbrugere, og det blev nogle samtaler, der kom til at ændre alt.

– Da jeg kom til at kende de andre patienter, fandt jeg ud af, at de havde det præcis som jeg. Det var en kæmpe lettelse. Nærmest magisk. For første gang kunne jeg være helt ærlig. Vi havde alle gjort og sagt de samme dumme ting, og det betød, at knuden i mit bryst lige så stille blev løsnet, siger Heidi, som var igennem fem ugers behandlingsforløb.

Magisk følelse

Det var i sidste øjeblik. 

Da hun blev tilset af en læge, vurderede han nemlig, at hun højst havde haft et par år mere at leve i, hvis hun havde fortsat sit misbrug.
Da Heidi stoppede med at drikke, fik hun ikke bare en fremtid. Hun fik også mange ting at tænke over. Blandet andet det helt store spørgsmål: Hvem skulle hun være som ædru?

– Hele mit voksenliv havde jeg jo været Heidi, der drak.

Heidi valgte at være en helt anden kvinde. Hvor den fulde Heidi havde haft en hård fremtoning, kunne Heidi mærke, at hun inderst inde var en blød, glad og positiv kvinde. Måske endda lidt naiv.

– Sådan en kvinde har jeg været lige siden. Og det har passet mig fint, smiler Heidi. 

Selvfølgelig har hun været nødt til at se sin fortid i øjnene, og hun kunne godt se, at der var meget på samvittigheden. Men hun har været nødt til at tilgive sig selv. Ligesom hun også har været nødt til at undskylde over for sine nærmeste. Blandt andet ekskæresten, som forlod hende, da han fandt de 17 flasker vodka.

”Jeg beklager meget, hvad jeg har udsat dig for,” skrev hun til ham, hvorefter hun modtog en kort besked tilbage: ”Brænd i Helvede.”
Heidi forstår godt hans reaktion. 

Knus og kærlighed

Og i virkeligheden forstod ekskæresten også hende. Han havde hele tiden haft en fornemmelse af, at der bag den fulde og hårde Heidi gemte sig en sød og blid kvinde. Det var hende, han havde elsket. Det gjorde han faktisk stadig. 

Langsomt begyndte de to derfor at have mere og mere kontakt, og tonen blev varmere.
I dag er de kærester igen. Men alle andre dele af Heidis liv er helt anderledes.
Da hun blev ædru, skulle hun finde ud af, hvad hun ville leve af, og når hun mærkede efter, var hun ikke i tvivl. Hun ville hjælpe andre. 
Derfor tog hun rådgiveruddannelsen og er nu selv behandler på Tjele. Det sted, hvor hele hendes egen verden ændrede sig. Hun forstår derfor patienterne bedre, end de aner.

– Bare ved at kigge på dem kan jeg se, hvordan de har det. Jeg ved, hvilket helvede de har været igennem, og jeg ved, hvor vigtigt det er at give dem masser af knus og kærlighed. Der er jo mange, der synes, de er de største tabere. Ligesom jeg syntes, jeg var.

Heidi ser ikke sig selv som taber mere. Men det betyder ikke, at hun hver dag går rundt og føler sig som en vinder. En gang imellem har hun brug for en tudetur. Sådan en synes hun for øvrigt alle burde tage en gang imellem. 
Men generelt er Heidi dybt taknemlig for sit nye liv, og hun ved, at hun ikke vender tilbage til alkoholen.

– Jeg har ikke længere lyst. Og desuden er jeg alt for doven. Jeg ville slet ikke magte det der liv, smiler hun.

Læs også: Min dejlige mor drak sig ihjel