Heidis store sorg: Min datter begik selvmord
Heidi Wettendorff slår og slår. Hamrer næverne i den politiuniform, der fylder døråbningen til huset i den lille by Gelsted på Fyn. Råber og skriger, mens hun græder som pisket. At han lyver. At det ikke kan passe. At det ikke er hendes datter, der er årsagen til, at baneoverskæringen i byen er badet i blåt lys og sirener. Men inderst inde ved hun godt, at han har ret. At det er Mellanie, de har fundet ved skinnerne.
Den novemberdag for godt fire år siden så Heidi sin datter i live for sidste gang. For den 11. november 2013 begik den bare 15-årige pige selvmord.
For at finde ro har Heidi bedt Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves om at skabe kontakt til den afdøde. Pia kender ikke noget til hverken mor eller datter, da hun sætter sig ved siden af Heidi i sofaen – blot datterens navn og relationen.
Læs også: Pernilles verden smuldrede. Forladt lige før fødslen
– Hun vil rigtig gerne komme til, men hun er også bekymret for, om det vil gøre dig ked af det. Så hun skal lokkes lige så stille, siger Pia med lukkede øjne, da hun kalder Mellanie frem.
Mellanie Wettendorff var både køn og klog. Én af den slags piger, der kunne få kringlede sætninger til at give mening og andre til at falde i svime over hendes store, brune øjne. Men hvor andre så hende for alt det dejlige, hun var, havde pigen med de brune øjne kun afsky til overs for sig selv. Gemt væk i løse bukser og sweatshirts, der var flere numre for store skjulte hun den krop, hun ikke kunne holde ud at være i.
– Hun siger bare lige så stille ”mor”. Jeg ser hende, som meget tynd, som hun viser sig for mig nu. Men jeg ser hende også som en, der har svært ved at vise sin krop. Som om den generer hende utroligt meget. At kroppen er væmmelig, og at hun ikke rigtig vil vise mig den. Hun føler ubehag ved den, og hun kan ikke lide den. Så hun vil hellere vise mig sit hår. Det er som om, hun bedre kan lide sit hår. Det er faktisk det eneste, hun kan lide, siger hun, fortæller Pia og lader hænderne løbe ned over sit eget hår.
Heidi nikker.
Afskedsbrev
Heidi stirrer ud i luften. Den novemberdag havde hun og Mellanie skændtes som så mange gange før. Med hårde ord og verbale lussinger, der fløj gennem rummet, følte Heidi sig magtesløs – hun anede ikke, hvad hun skulle stille op.
Men denne gang var noget alligevel anderledes: Mellanie gik fra huset, ude af sig selv og med vreden stående ud af ørene. Ud ad indkørslen og så af sted. Det var først, da Heidis søn Marc bragede ind ad døren og fortalte om et opslag på Mellanies Facebook-profil, at Heidi anede uråd. Hun nåede kun at læse de første to linjer af, hvad der ikke kunne være andet end et afskedsbrev.
Læs også: Stephanies mand begik selvmord
– Jeg oplever helt klart, at hun selv har valgt at tage herfra, siger Pia.
Måden, de skiltes på, har plaget Heidi lige siden. I flere uger sov hun ikke, mens hun vendte og drejede hver mulighed for at kunne have gjort tingene anderledes. Til sidst fik hun sovepiller for at kunne hænge sammen.
Havde det skidt
– Hun er ked af, at I skændtes lige inden. Men det gør jo ikke noget, siger hun, for det gjorde vi så tit. Det går hun ikke så meget op i selv. Hun synes, det er synd for dig, men det var bare lige som så mange andre gange.
Heidi vidste godt, at hendes datter havde det skidt. Og det var ikke første gang, Mellanie havde forsøgt at tage sit eget liv.
– Hun er en pige, der har dårlig samvittighed, fordi I skulle trækkes med hende. Det siger hun hele tiden. Men hun bliver ved med at sige, at hun har fred, hvor hun er nu. Og at hun er så glad, fordi hun har fået fred. For hun kunne ikke mere, fortæller Pia, mens Heidi kigger op på det foto af Mellanie, der hænger over den sorte lædersofa, der fylder den lille stue.
