Hele byen bakkede op om kræftsyg pige: Signe er en fighter

Der lød en prusten, og sveden dryppede ned ad deltagerne, når de passerede mållinjen.  I alt var der 104, der bakkede op om Signes kamp og var mødt op i hvide trøjer påtrykt ”Team Signe Bang”. De var det største hold til Stafet For Livet i Nibe og skulle skiftes til at løbe i et helt døgn.

Signe holdt sig næsten vågen i alle 24 timer og heppede ivrigt på sit hold, men kunne kun gå 16 runder, før benet gav op.

Det var præcis et år efter, Signe i fuld hopla havde gået 40 runder til det samme arrangement. Bagefter havde hun ondt i benet, hvilket hun også havde klaget over i løbet af sommeren.

Forældrene troede, at det var vokseværk, men det skulle vise sig at være meget værre.

Den 15. august 2016 tog de til lægen, som straks sendte hende videre. De var knapt nået hjem fra røntgen på hospitalet, før telefonen ringede.

Ordene var alvorlige, da lægen fortalte, at der var 80 procents risiko for, at det var kræft, men der skulle laves en biopsi, før man endelig kunne fastslå, om det var kræft.

Da Signe kom til sig selv efter narkosen, fik hun den glædelig besked, at hun måtte have vundet i lotto. Normalt er musklerne bløde og grå, hvis man har kræft, men Signes var derimod hårde og lyse. Det var et godt tegn.

Men efter nærmere undersøgelser viste det sig, at lægen dog tog fejl, for en uge senere fik hun den hårde besked, at hun havde knoglekræft i benet.

Farvel til fodbold

Hun fik sin første kemo, mens klassekammeraterne var på lejrskole. Hendes teenageværelse blev skiftet ud med farverigt tapet og jonglerende hospitalsklovne på Skejbys børneafdeling, hvor hun fik 18 kemokure og kun var hjemme i weekenderne og op til den store operation.   

– I begyndelsen forstod jeg ikke, at jeg havde kræft. Det var ikke gået op for mig. Det føltes helt uvirkeligt. Det gik først op for mig, da jeg fik protesen, for den ændrede alt, fortæller 13-årige Signe Bang Nielsen fra Nibe.

På hendes ben er et tydeligt ar fra operationen, hvor hun fik fjernet noget af sin lårbensknogle og sat en protese ind. Det ændrede Signes hverdag. Før var hun en aktiv sportspige, der driblede frem og tilbage på grønsværen.

Det var ikke kun Signes hverdag, der blev ændret.

Familie splittet

Signes far tog orlov for at følge Signe på sygehuset, mens hendes mor tog sig af hjemmet og Signes to ældre søskende, Maria og Andreas.

Familien blev splittet, og det var svært at følge med i hinandens hverdag. Det var især svært for Signes mor Annitta at følge Signes sygdom på sidelinjen.

– Jeg følte mig som en gæst, når jeg kom på sygehuset, for Signe og hendes far havde deres vante rytme. Jeg følte mig tit tilovers. Min hverdag var, som den plejede, hvor jeg stod op og tog på arbejde, den eneste forskel var bare, at huset var tomt, siger Annitta Nielsen.

    Efter kemo var Signe træt og mistede appetitten. I begyndelsen tabte hun sig fem kilo, og det var lige før, at hun skulle have mad via sonde. Det ville Signe ikke acceptere, og hun kæmpede for at spise, selv om det gjorde ondt. Hun levede af røræg, for det var det eneste, hun kunne klemme ned.

– I begyndelsen af mit kemoforløb var jeg ikke så syg, men begyndte at få det værre mod slutningen af kurene. Jeg fik kvalme og ondt i maven, så jeg var lettet, da jeg fik min sidste kemo. Det bedste var at komme hjem i weekenderne. Når jeg var på sygehuset, var jeg syg, men derhjemme livede jeg op, fortæller Signe.

Det værste for Signe var ikke, at hun tabte håret eller fik kvalme, men derimod at hun ikke så sine venner.

Sidste år var Signe kun i skole i 25 dage, men alligevel holdt hun kontakten med vennerne. Det gjorde hun takket være et netværksmøde, som blev holdt på sygehuset i begyndelsen af Signes sygdom.

Supportgruppen

Folk sad tæt på stolene, og det var lige før, at rummet var for lille. Der dukkede 45 op til mødet, som talte lærere, familie, fodboldveninder og deres forældre. Her blev der stiftet en supportgruppe, hvor 12 forældre gik sammen og skiftedes til at have en uge, hvor de stod til rådighed for at hjælpe Signes familie.

De kom med pizzasnegle og pølsehorn, når Signes forældre ikke havde overskud til at stå for aftensmaden. De tilbagelagde mange kilometer på de danske veje, når de kørte Signes venner fra Nibe og til sygehuset i Aarhus. De sørgede for, at Signe så sine venner, selv om hun var indlagt. Når vennerne kom på besøg, fik de den store rundvisning og spillede bordfodbold. Og selv om hun var indlagt, var det alligevel muligt at skabe hjemlig hygge.

– Jeg er glad for alle de oplevelser, jeg har fået af supportgruppen. Det var dejligt, når vennerne kom forbi, selv om det føltes tomt, når de tog afsted igen. Jeg følte mig ikke udenfor, selv om jeg ikke kunne komme i skole, forklarer Signe.

Supportgruppen har gjort en kæmpe forskel for Signe og hendes familie. De har ikke alene sørget for, at hun holdt kontakten med sine venner, men arrangerede også et modeshow kun til ære for Signe.

Hele salen var fyldt i Nibe Biograf, og Signe var i centrum. Den lokale brille- og tøjbutik viste deres nyeste mode frem, mens blomsterforretningen stod for pynten, og bageren sørgede for noget sødt til ganen. I pauserne blev der uddelt gaver til Signe, og det lykkedes dem at indsamle hele 13.000 kroner til stor glæde for Signe og hendes familie.

– Det var ikke kun pengene, der betød noget, men selve tanken, at der var så mange, som ville støtte os. Det var helt overvældende. Det var mærkeligt at stille sig op på scenen og takke folk. Der var mange ukendte ansigter, siger Annitta.

Det er ikke kun supportgruppen, der har været involveret i Signes sygdom.

Hele byen har været engageret og bakket op om familien i den hårde tid. Den lokale organisation Lions Club har blandt andet samlet penge til en mountainbike, så Signe kunne få luft under vingerne og genoptræne sit ben. Familien blev også mødt af fint indbundne gavekurve ude foran deres dør, når de kom hjem fra hospitalet. Det gik for alvor op for forældrene, at Nibe med dens 5.000 indbyggere ikke er en stor by, når udfordringerne banker på døren.

– Vi er vildt taknemmelige for den kæmpe støtte, som vi har fået fra byen. Men det er også overvældende at få al den hjælp, for vi skal lære at tage imod den. Vores netværk og familie har været guld værd, fortæller Annitta.

Åbenhed hele vejen

Fra begyndelsen af forløbet valgte familien at være åbne om Signes sygdom. Familien har altid sørget for, at skolen og supportgruppen var underrettet om Signes tilstand. Signe var heller ikke flov over at vise sig uden hår. Selv om hun blev forskrækket, når hun så sig selv i spejlet uden hår, har Signe været åben og lagde billeder på Facebook, lige efter hun mistede sit hår.

– Da Signe fik konstateret kræft, blev vi hurtigt enige om at være åbne, for det var nemmere at møde folk, når de vidste, hvordan Signe havde det. Det var også nemmere at vende tilbage til hverdagen, når skole og venner hele tiden var underrettet, forklarer Signes far, Lars Bang Nielsen.

 I dag er Signe færdigbehandlet og går til genoptræning og kontrol hver tredje måned.

Selv om Signe er færdigbehandlet, er forældrene stadig bange for tilbagefald. Det giver et sug i maven, når datoen for kontrol nærmer sig.

– Jeg er nervøs op til kontrolscanningerne. Jeg synes, det er svært at komme på sygehuset og se børn, der har fået tilbagefald. Det giver også et stik i hjertet, når der er kommet nye på afdelingen, som skal igennem det samme som os, siger Annitta.  

Selv om det værste er overstået, er det svært at vende tilbage til den almindelige hverdag. Nu skal de vende sig til, at der er fem i huset igen. Forældrene skal også lære at tage det mere afslappet, hvis Signe for eksempel bliver forkølet. Før reagerede de instinktivt på feber, mens de i dag skal lære, at hun sagtens kan få en helt almindelig forkølelse, uden det har en sammenhæng med kræften.

Men Signes sygdom har betydet, at familien er mere til stede i nuet, når de er samlet. For de har lært at sætte pris på de små ting i livet og ikke udskyde til i morgen.