Skæbner

Helene fik livmoderhalskræft: Mine børn skal vaccineres

21. januar 2019 Af Anne Bruhn. Foto: Jørgen Ploug.
Helene Soele var meget usikker på, hvorvidt hendes 13-årige datter skulle have den omdiskuterede HPV-vaccine med de mange mulige bivirkninger, men da Helene sidste år selv fik konstateret livmoderhalskræft, var der ingen vej udenom.

– Jeg tænkte: ”Hvorfor lige mig? Er det, fordi jeg har gjort noget forkert eller spist noget forkert? Er det arveligt? Er mine børn nu ekstra disponible for kræft?” Det satte rigtig mange tanker i gang.

Sådan beskriver 41-årige Helene Soele fra Randers de tanker, hun gjorde sig, da lægerne på Skejby Sygehus i begyndelsen af 2017 diagnosticerede hende med livmoderhalskræft.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Danmark er det land i Norden med den største forekomst af livmoderhalskræft, og Helene er derfor én ud af mange kvinder, som hvert år modtager denne besked.

Et par år forinden var Helene og Renés ældste datter Sasha nået den alder, hvor hun skulle have HPV-vaccinen, og derfor fulgte Helene ekstra meget med i debatten om vaccinen og de mange omtalte bivirkninger, der kunne forekomme. Bivirkninger som stærk hovedpine, voldsom træthed, men også psykiske bivirkninger som angst og generelt koncentrationsbesvær.

Alligevel besluttede Helene og René, at datteren skulle have vaccinens første stik, men umiddelbart efter oplevede hun voldsomme mavesmerter.

Helenes første tanke var, at det kunne være blindtarmsbetændelse, men René frygtede, at det kunne være HPV-vaccinen, som Sasha netop havde fået det første stik af.

– Jeg tænkte shit. Hun kunne slet ikke være i sin krop, og hun havde så ondt. Det var ikke til at holde ud at se på, så vi blev selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt hun skulle have vaccinens sidste to stik. Inden vi tog en beslutning, rådførte vi os med vores praktiserende læge, som dengang også var i tvivl om, hvorvidt det var fornuftigt at give vaccinen eller ej. Så det endte simpelthen med, at vi besluttede, at hun ikke skulle have det næste stik, for vi turde bare ikke tage nogen chancer.

Bange og chokeret

I julen 2016 får Helene foretaget det celleskrab, som alle danske kvinder i alderen 23-50 år tilbydes hver tredje år, men forinden havde hun tre gange forsøgt at komme igennem til sin læge for at få rykket aftalen.

– Det passede ret dårligt ind i min kalender, men jeg kom aldrig igennem, og det har jeg siden tænkt over flere gange. At jeg skal være taknemmelig over, at det ikke blev udskudt.

Fordi Helene altid har været meget bevidst om at få foretaget sine celleskrab, havde hun prøvet det mange gange før, men denne gang blev anderledes.

Hendes læge sendte hende hurtigt videre til en gynækolog, hvor hun fik den besked, at der var fundet celle-forandringer, og hun skulle derfor undersøges yderligere. Der gik i alt to måneder fra celleskrabet i december, til Helene fik besked om, at hun havde livmoderhalskræft.

– Jeg havde tusind spørgsmål oppe i hovedet undervejs, for jeg anede ikke, hvad jeg fejlede, og jeg havde ikke fået noget at vide tidligere i processen. Jeg blev så bange. Da de sagde, jeg havde kræft, væltede det hele bare. Jeg havde selvfølgelig tænkt tanken, men det kom alligevel som et chok for mig.

Kræften blev opdaget på et så tidligt tidspunkt, at Helene hverken behøvede strålebehandling eller kemoterapi som efterbehandling. Fordi hun ikke har oplevet nogen smerter i forbindelse med celleforandringerne, blev hendes kræft udelukkende opdaget på grund af de regelmæssige celleskrab. Derfor ved hun også, at hun ikke havde celleforandringer ved det seneste celleskrab blot tre år forinden.

– Jeg tænkte straks, om jeg havde misset et celleskrab, men det havde jeg altså ikke. Min læge har fortalt mig, at der ofte går otte-ti år, før celleforandringer udvikler sig til kræft, så i mit tilfælde er det altså gået meget hurtigt.

Fik fjernet livmoderen

Efterfølgende opereres Helenes kræft væk, men det er ikke nok. Hun vil have fjernet sin livmoder.

Ifølge lægerne er det ikke noget, hun behøver, men Helene frygter, kræften kommer igen, hvis hun ikke får den fjernet.

– Min livmoder skulle bare væk, for så kunne jeg lukke den bog og komme videre. Og det har jeg gjort. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at kræften faktisk kan komme tilbage, selv om min livmoder er blevet fjernet, men der er langt mindre risiko for det nu, end hvis jeg stadig havde min livmoder.

Først da Helene fik fjernet livmoderen, valgte hun at fortælle sine børn om sygdommen.

– Jeg har altid tænkt, at hvis jeg fik kræft, så ville det værste være at skulle leve med frygten for, at det måske kom igen. Jeg tror måske, det var derfor, jeg ikke sagde noget til mine børn, før det var overstået. Jeg tænkte nok, at de ikke skulle gå med frygten for, at jeg skulle blive syg igen.

I dag er Helene rask, og man ved, at kræften ikke har spredt sig, men hun går fortsat til regelmæssig kontrol hver fjerde måned. Ved et af disse kontrolbesøg fandt man for nyligt ud af, at hun havde fået en cyste i det hulrum, hvor livmoderen tidligere var.

– Først blev jeg rigtig bange. Jeg frygtede selvfølgelig, at cysten var ondartet, men det var også en frustration over, at der nu var noget galt igen, og nu ville jeg snart ikke mere. Efterfølgende viste det sig heldigvis, at cysten var godartet.

Passer på børnene

Datteren Sasha og sønnen Tristan på nu 13 har efterfølgende fået alle tre stik af HPV-vaccinen, ligesom datteren Mercedes på 11 også skal have den, når hun om nogle år bliver gammel nok. Og hverken Sasha eller Tristan har haft bivirkninger af vaccinen.

– Det er vigtigt for mig, at mine børn ikke udsættes for det, jeg har været igennem, og siden har jeg også indsamlet yderligere viden omkring vaccinen. Min egen læge er også blevet klogere og råder i dag til, at man får alle tre stik. Jeg tror stadig på, at der er nogle bivirkninger ved at få den, men vi har vurderet, at konsekvenserne ved ikke at få den kan være langt værre.

Helene har ikke større risiko for at udvikle kræft end andre, ligesom hendes børn heller ikke er mere disponerede for at få kræft.

Selve forløbet, fra Helene får taget celleskrabet, til hun erklæres rask, er relativt kort, og det, at processen er gået så hurtigt, har både været en styrke og en svaghed for Helene.

– Det har betydet, at jeg ikke har nået at reagere alt for meget på det, men det har samtidig også medført en efterreaktion. Jeg har efterfølgende været ked af det om aftenen, og det er særligt René, som har skullet lægge øre til mine bekymringer. Der har han været rigtig god. Selvfølgelig er jeg påvirket af, at jeg har været syg, men jeg har også skubbet frygten til side og været stærk for mine børns skyld.

Sponsoreret indhold