Helene havde et travlt liv med job og venner: Blodpropperne ændrede alt

Engageret, medlevende, sprudlende og energisk som en Duracell-kanin. Sådan kendte mange Helene, inden hun for fire år siden blev ramt af adskillige blodpropper i hjernen. Sådan er hun stadig, men nu på et helt andet og meget lavere niveau.

Det har været svært for 48-årige Helene at vænne sig til det nedsatte tempo, men tilsyneladende har det været endnu sværere for hendes venner. Mange af dem troede naivt, at Helene ville overvinde sin sygdom på samme ambitiøse måde, som hun indtil da havde overvundet andre udfordringer i livet.

Da vennerne indså, at Helene ikke ville vende tilbage som den humørspreder og det energibundt, hun var inden sygdommen, vendte de hende ryggen. Det faktum ramte næsten den midaldrende kvinde hårdere end de fysiske og psykiske konsekvenser af sygdommen.

Læs også: Koblet til en maskine 12 timer i døgnet: Jeg har brug for at have det sjovt

Livet skulle være en fest

Helene har altid haft mange jern i ilden på én gang. Hun har gennem årene arbejdet som ridelærer, drevet hotel i Norge, været programleder for radioer i Australien, Norge og Sverige, trænet kickboksning i Thailand og meget andet.

– Jobbet som hoteldirektør passede mig perfekt. Det handlede om at motivere medarbejderne og om at give gæsterne den bedst mulige oplevelse. Jeg tænker altid positivt og nok en smule mere alternativt end de fleste, siger Helene Hagström, der bor i Oslo.

Hun indrømmer, at hun aldrig har været god til at uddelegere ansvar.

Ambitiøs og energisk som hun var, glemte Helene også at mærke efter, om hendes store arbejdsindsats kunne gøre hende syg. Hun ville altid have det sjovt, og livet skulle være en fest med fart og farver. Den indstilling passede perfekt til jobbet som eventarrangør, som hun havde i Sverige på det tidspunkt, da sygdommen ramte hende.

– Jeg var blevet lidt af en superkvinde. Alle problemer ville jeg selv finde en løsning på, og det er jo umuligt i længden, siger Helene.

Frygtelig migræne

Arbejdsmæssigt gik det vældig godt for Helene. Hun nød livet og havde intet ønske om at ændre sin tilværelse eller sin livsstil. Sådan var det også, da hun skulle på sommerferie i 2014. Ferien skulle tilbringes i hendes mors sommerhus nord for Gøteborg i Sverige. Helene elsker stedet, hvor hun har mange dejlige barndomsminder fra. Hun fløj fra Stockholm til Oslo og kørte derefter i bil langs kysten til sommerhuset, der ligger på en ø i den svenske skærgård.

Det var den 21. juli 2014 og Helenes første feriedag. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen var omkring 30 grader. En perfekt dag til en svalende dukkert fra badebroen.

Helene var træt og udmattet efter rejsen og de sidste dages hårde arbejde. Nu skulle tempoet ned, og Helene var begyndt at mærke roen sænke sig.

Hun gik ned til det glitrende vand og sprang på hovedet i, præcis som hun har gjort det hundredvis af gange før. Men denne svømmetur blev ikke som alle de andre.

I vandet følte Helene straks, at noget var helt galt. Hun vidste bare ikke, hvad der var sket med hende.

– Jeg slugte en del vand, og min krop fungerede ikke som normalt. Det gav ligesom et smæld i hovedet og lidt efter endnu et smæld og så endnu et, husker Helene.

Det lykkedes hende selv at komme op af vandet, selv om hun ikke kunne bruge venstre side af kroppen. Hun vrøvlede, når hun forsøgte at sige noget, og inde i huset lagde hun sig på sofaen.

– Jeg havde verdens ondeste migræne. Det var, som om nogen arbejdede med et betonbor i mit hoved og sprængte bomber. Jeg havde det virkeligt frygteligt. Når jeg forsøgte at røre mig, var venstre arm som lavet af gummi, og jeg havde ingen følelser i den. Sammen med min mor besluttede vi at køre til vagtlægen.

Se også: Nicole trænede sin depression væk: Jeg græd dagen lang

Dystre udsigter

Den dengang 44-årige kvinde blev øjeblikkeligt kørt med ambulance på hospitalet, og undervejs i ambulancen fik Helene flere blodpropper i hjernen. Undersøgelser på hospitalet afslørede, at hun havde haft mindst fem.

Helene blev i første omgang på hospitalet i to uger.

Undersøgelser viste, at Helene blandt andet havde et alt for højt kolesteroltal, så hun fik ordineret blodfortyndende medicin og gik i gang med en langvarig og hård rehabilitering på et hospital med speciale i genoptræning.

Her fik hun for alvor øjnene op for, hvad blodpropperne i hjernen havde ødelagt. På røntgenbilleder så hun forskellen på sin højre og venstre hjernehalvdel.

Helene besluttede hurtigt efter blodpropperne, at hun ikke ville give op, men i stedet træne sig tilbage til et godt liv. Hun ville ikke være en diagnose, men et menneske.

I fem måneder trænede hun jernhårdt med blandt andet løb og svømning for at genvinde sin førlighed. Det var ikke en sur pligt, for Helene elskede træningen.

Venner smuttede

Men problemerne efter blodpropperne kom fra en side, som hun ikke havde forestillet sig, nemlig fra mennesker, som hun troede, var gode venner. Snart viste det sig, hvem der var rigtige venner, og hvem der blot var sammen med hende, fordi det altid var sjovt at være i hendes selskab.

– Det havde jeg ikke forestillet mig, og jeg blev dybt skuffet. For nogle var jeg åbenbart kun interessant, så længe jeg kunne give den fuld gas i privatlivet. Det gjorde ondt, men det var godt, at det skete på det tidspunkt og ikke senere i livet. Der blev renset ud i vennekredsen, og det var faktisk en større belastning end sygdommen.

Under genoptræningen satte sig Helene sig mål, og selv de mindste fremskridt var små sejre for hende. Det største problem var den psykiske træthed og stress i hjernen. Det fysiske var lettere at træne.

Helene tålte ikke at blive stimuleret psykisk, fordi det stressede hende. Hvis en bus kørte forbi, anede Helene ikke, om det var bussen eller hende selv, der flyttede sig. Hun havde også problemer med lyde og lys, og hun havde svært ved at være sammen med andre i et rum. Så begyndte det at gungre løs i hovedet.

Ét af Helenes største problemer i dag er, at hendes handicap ikke kan ses. Hendes erfaring er, at folk har lettere ved at anerkende et fysisk handicap.

– Jeg ønsker ikke, at folk skal have ondt af mig. De skal ikke synes, at det er synd for mig. Men nogle forstår ikke, at jeg har samme intelligens som tidligere. Jeg har stadig en høj iq, men jeg er bare anderledes og behøver f.eks. meget mere hvile og ro, siger Helene.

Læs også: Evelinas liv forandret for altid: Ulykken gjorde mig gammel

Det gode eksempel

Den tidligere superkvinde bliver nu kaldt ”mirakelkvinde”. Men hendes hurtige genoptræning kom ikke af sig selv. Hun har kæmpet hårdt hver eneste dag for selv den mindste lille fremgang.

Helene er bevidst om, at hun aldrig bliver den, hun var før den skæbnesvangre svømmetur for fire år siden. Det har hun det okay med. Hun har ikke så mange valgmuligheder som før, men det skal ikke forhindre hende i at blive god på andre måder.

Helene virker betydelig mere energisk end de fleste, men kræfterne slipper hurtigere op end før. Tre timer for fuld knald betyder, at Helene skal hvile sig i mindst fire timer for at komme på højkant igen.

– Jeg er nødt til at sætte mit eget tempo og ikke tænke på, hvad jeg kunne overkomme engang. Jeg har indset, at livet er kort, og at noget er vigtigere end andet. Det er vigtigt at prioritere, og sygdommen har lært mig meget. Blandt andet at der ikke findes en hurtig løsning på at vende tilbage til et værdigt og godt liv efter en blodprop. Det tager den tid, som det nu engang tager, siger den tidligere superkvinde.