Helenes far tog sit liv: Efter 22 år får hun rørende besked

I lang tid lykkedes det Helenes far at skjule sine problemer for hende. Men til sidst kunne hans 10-årige datter også se, hvor det bar hen. Helenes far tog sit liv. Efter 22 år får hun nu en rørende besked fra ham.

I Helenes hjem hænger der masser af familiebilleder på væggene. Men ingen af hendes far. De ligger i stedet i en skuffe.

– Jeg er bange for at hænge dem op. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles mærkeligt. Måske er det fordi, jeg frygter at ende som ham, siger 32-årige Helene Eskerod fra Hammel.

Hun har ellers mange gode minder om sin far fra den korte tid, hun nåede at dele med ham. Deres somre i Rønbjerg Feriecenter har en særlig plads i hendes hjerte.

– Der var han altid “på”. Vi var i vandland og legeland, og han prøvede at underholde mig så godt, som han nu kunne på trods af sine problemer. De skulle gerne skjules. Han har i hvert fald holdt dem hemmelige for mig i alle de år.

Helenes far var ikke en mand, der talte om sine følelser. Men hun var ikke i tvivl om, at han elskede hende.

– Jeg fik lige, hvad jeg pegede på. Jeg kunne vælge, hvad jeg ville, og han købte det til mig. Det var nok hans måde at vise sin kærlighed. Ved at købe ting til mig.

Helene husker også, at hendes far altid gik i joggingtøj. Og at hun var imponeret over, hvor mange rugbrødsmadder, han kunne spise. Det er sådan nogle minder, hun ville ønske, der fyldte mere.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

 

Helene som barn med sin far, Niels Erik Lydersen. – Puden havde jeg med mig overalt. Den var mit faste holdepunkt, fortæller hun.

Helene som barn med sin far, Niels Erik Lydersen. – Puden havde jeg med mig overalt. Den var mit faste holdepunkt, fortæller hun.

 

Men når hun tænker tilbage på sin far, er det desværre også hans sørgelige sidste tid, der optager plads i hendes sind.

– Jeg husker, at han sad derhjemme tit. Han var førtidspensionist, fordi han var rygpatient og havde mange smerter. En gang om året blev han opereret for diskusprolaps, siger Helene og fortæller, at det ikke kun var fysisk, at hendes far begyndte at skrante mere og mere.

– Han havde også psykiske problemer, og dér ligner han og jeg desværre hinanden. Han lærte mig, at livet er farligt, så det har jeg også skullet kæmpe med i mit voksenliv. Der måtte ikke ske mig noget, så han pakkede mig alt for meget ind i vat. Og så er det svært pludselig at skulle stå på egne ben. Jeg har kæmpet en del med angst gennem årene.

Var alkoholiker

I dag ved Helene, at hendes far var alkoholiker. Det vidste hun ikke dengang.

– Jeg troede, det var normalt. At den øl, der stod på bordet, når jeg kom hjem, var den samme. Jeg tænkte, at det bare var en ganske almindelig far, der fik en øl. Det var der vel ikke noget forkert i?

 

Helene mistede sin far den 13. maj 2000. Hun var ti år dengang – han blev 43.

Helene mistede sin far den 13. maj 2000. Hun var ti år dengang – han blev 43.

 

Helenes mor vidste til gengæld godt, at den var gal, og hun kunne se, at hendes mands problemer gik ud over deres fælles og eneste barn, selv om Helene ikke umiddelbart mærkede det selv.

– Min mor valgte derfor at gå fra ham, og han flyttede ud til en campingplads uden for Silkeborg.

Den sidste dag

Der boede Helenes far, Niels Erik Lydersen, indtil han døde i en alder af 43 år. Helene besøgte ham med jævne mellemrum i hans campingvogn, og hun var der også, dagen før han tog sit liv.

– Jeg legede på legepladsen og snakkede med gederne. Min far kunne ikke finde ud af at lave mad, men vi fik dåsemad, og det var rigtig hyggeligt, husker Helene, som senere på dagen blev hentet af sin mor.

– Vi lagde os til at sove, og klokken et om natten ringede han til mig. Min mor blev sur over, at han vækkede os. Jeg prøvede at ringe til ham igen, men da var hans telefon slukket. Han ville nok have sagt farvel, men det nåede han ikke.

Havde set det komme

Dagen efter vågnede Helene op til en hektisk stemning. Hendes moster kom pludselig på besøg, og Helene blev sendt over til en legekammerat.

– Jeg turde ikke at spørge min legekammerats mor, hvad der var sket, for jeg kendte allerede svaret. Min far havde forsøgt at tage sit liv en måned før, men han var blevet genoplivet, så jeg var forberedt på, at det var det, han ville.

Selv om Helene kun var ti år, og det i lang tid var lykkedes hendes far at skjule sine problemer for hende, indså hun til sidst, hvor det bar hen.

– Jeg sagde til ham: “Det er okay, hvis du gør det. Jeg kan godt forstå det, men jeg vil græde den dag, du dør”. Jeg har aldrig været uforstående over for, hvorfor han har gjorde det, for han havde mistet alt.

Sorg og lettelse

Da Helene kom hjem fra legekammeraten, stod hendes mor klar til at overbringe hende en trist besked. Helene kom hende i forkøbet. “Jamen, jeg ved jo godt, at han er død”, sagde den lille pige, som selvfølgelig følte sorg, men også lettelse over at få nyheden bekræftet.

– Jeg vidste, at han havde det bedre, hvor han var nu, forklarer Helene, som også var lettet over den frihed, hun pludselig følte.

– Det lyder nok hårdt, men det var som at være i fængsel, fordi han var så overbeskyttende. Jeg måtte ingenting. Nu skulle jeg selv til at lære livet at kende.

Helene føler til gengæld også, at hun i den periode mistede sin barnlige uskyld. Livet bed hurtigt fra sig.

– Min mor blev syg efterfølgende, så jeg skulle egentlig som 10-årig være voksen. Jeg følte mig alene, for jeg havde ingen søskende, og mine venner forstod ikke, hvordan jeg havde det. Det var, som om jeg blev kastet ud i livet.

Tog en overdosis

Helenes far havde taget en overdosis af de morfinpiller, han fik for sin ryglidelse, og skyllet dem ned med øl.

Da han om morgenen ikke var mødt op på sit arbejde på campingpladsen, hvor han slog græs som betaling for at bo der, opsøgte nogle kolleger ham i campingvognen. Her lå han død ved siden af adskillige tomme ølflasker.

– Jeg har aldrig været vred på ham eller haft skyldfølelse, for jeg ved, at han ikke gjorde det på grund af mig, men fordi han ikke så andre udveje. Men jeg har savnet ham. Han var min far, og jeg ville ønske, at han havde fået den hjælp, han havde behov for. Så havde han måske været her i dag.

Ønsker kontakt

Helene har især savnet sin far på mærkedage. Juleaften. Fødselsdage. Til sin konfirmation.

– Men jeg har også generelt bare savnet det at have en far. Jeg er ked af, at han ikke var der, da jeg fik mine børn, og jeg ville ønske, at han havde mødt dem, siger Helene, som har sønnerne Lauri 12, Falke, 8, Balder, 6, og Frej på ni måneder.

– Min mor har støttet mig, skal det lige siges. Hun har altid været der. Jeg fik også en stedfar to år efter min fars død, men det bliver aldrig helt det samme. Der er ikke andre, som kan udfylde en fars rolle.

Selv om det nu er 22 år siden, at Helene mistede sin far, er savnet stadig stort. Hun håber derfor, at Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, kan skabe kontakt til ham og svare hende på, om han følger med i hendes og børnenes liv, derfra hvor han er nu.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontakt-oplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til. Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.

Hvis du tænker på selvmord

Kontakt Psykiatrifondens telefonrådgivning 39 25 25 25. Information og hjælp – personligt og anonymt. Mandag til torsdag kl. 10-22. Fredag til søndag kl. 10-18.