Helle blev tævet bevidstløs: Må bruge kørestol resten af livet

Hun var kun lige blevet færdig med politiuddannelsen, da hendes enhed røg i et baghold under bz-optøjer på Nørrebro. Selv om hun i dag er bundet til en kørestol, er hun taknemmelig for livet og for mulighedenfor at hjælpe andre.

Der var sort af hætter. De råbte og skreg, og luften var tyk af had. De slog løs på bilen med jernrør, så glasset splintrede ud over Helle og hendes kollegaer. Chaufføren var flygtet og havde taget bilnøglen med sig. Helle og hendes fire kollegaer var fanget.

Læs også: Lene var udsendt på Balkan: Først nu betaler jeg prisen

Gennem larmen opfangede hun ordet flaske. Selv om hendes skjold stod bag i politibilen, og staven var hendes eneste forsvar mod havet af vrede unge bz’ere, vidste hun, at hun måtte ud af bilen med det samme, hvis hun skulle leve længe nok til at se sine børn igen.

– Jeg var klar over, at hvis en molotovcocktail ramte, mens jeg var i bilen, ville jeg være færdig. Jeg kunne enten brænde ihjel eller bevæge mig ud blandt de bevæbnede bz’ere. Da jeg kiggede ud over massen af sortklædte, ophidsede bz’ere iført masker og hjelme, tænkte jeg: Det her klarer vi ikke. Nu dør jeg.

Nu dør jeg

Ude på gaden var alt kaos. Stemningen var hadsk og voldsom. Bz’erne kaldte politifolkene fascister og slog løs på dem. Helle så en kollega ligge på alle fire, mens vrede bz’ere slog løs på ham. Hun forsøgte at kæmpe sig gennem mængden for at komme ham til undsætning, men koldt metal ramte hende i nakken, og alt blev sort. 

Helle må tage en pause i fortællingen. Øjnene er ved at løbe over, og hånden søger tryghed i pelsen på hunden Bailey, der ligger i hendes skød i kørestolen.

Det er snart 33 år siden, Helle Schmidt gennemgik sit livs værste oplevelse, men ptsd’en giver hende stadig flashbacks. Derfor er det umuligt at slippe helt fri af det mareridt, hun tvinges til at gennemleve igen og igen som brudstykker af en film, hun ikke har lyst til at se.

Fanget

Hun var nyuddannet politibetjent i beredskabsafdelingen hos Københavns Politi og 26 år gammel i 1988, da Nørrebro stod i flammer, og bz’ere fra hele Europa samledes i noget, der bedst kan beskrives som en krig imod systemet. Som uniformeret betjent var Helle symbol på det system, der var under angreb, og dermed en levende skydeskive. Det var også sådan, hun blev behandlet, da hun lå der med ansigtet mod asfalten, mens slagene haglede ned over hende.

Mens Helle lå på jorden, fortsatte rasende bz’ere med at slå løs på hendes livløse krop. Hun husker stadig kun brudstykker af episoden. Resten har hun fået fortalt af kolleger. Men hun husker, at hun vågnede op i en forretning, hvor hendes kolleger havde slæbt hende ind.

– Normalt, når man er i pressede situationer, lytter man efter lyden af sirener i det fjerne. Det giver fornyet styrke at vide, at kollegerne er på vej, siger Helle.

Læs også: Svært at skaffe fængselsbetjente

Rent held

Men den dag var der ingen, der vidste, at Helle og hendes kolleger havde brug for hjælp, og de lyttede forgæves. Derfor var det rent held, at en civil patrulje kom forbi og kunne køre Helle på hospitalet.

– Mange kom til skade den dag, og på hospitalet blev jeg ikke undersøgt nærmere, men udskrevet med besked på at holde mig i ro nogle dage. Jeg forstod slet ikke, hvor slemt jeg var tilredt. Jeg kunne kun tænke på at komme ud og hjælpe mine kolleger, men da jeg blev kørt ind på stationen, sendte min leder mig hjem.

Otte dage var Helle sygemeldt. Så kunne hun ikke holde ud at være hjemme længere.

– Jeg elskede jo mit arbejde, så jeg kunne ikke komme hurtigt nok tilbage, siger hun.

Det taler vi ikke om

Men tilbage på jobbet var alting ikke, som det plejede. Hendes delingsfører gav hende besked på, at man skulle holde episoden, hvor hendes kollega stak af, inden for gruppen.

– Jeg tror, ledelsen var bange for, at det ville skabe utryghed, hvis de andre kolleger fandt ud af, hvad der var sket. Men det var virkelig svært for mig, at man ikke måtte tale om det uden for gruppen. Man er så afhængig af hinanden og skal kunne stole på, at man har hinandens ryg. Min kollega skulle have haft hjælp dengang, for han må jo også have haft det skidt, siger Helle.

Der var ingen krisepsykolog eller medarbejdersamtaler og dermed ingen hjælp til at bearbejde det voldsomme overfald. Samtidig herskede der en machokultur.

– De svære situationer er en del af jobbet. Politifolk er dem, der træder et skridt frem, når andre træder tilbage. Sådan var det bare, og det peb man ikke over. Især ikke som kvinde. Men det hobede sig jo op indeni.

Kun fire uger efter overfaldet blev Helle sendt ud til en demonstration.

– Det var rædselsfuldt. Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Når man står over for en flok vrede demonstranter i en kæde, gælder det om at vise, at man kan klare det. Hvis man viser frygt, går de direkte efter dig. Jeg var jo slet ikke klar til sådan en konfrontation.

Fik fysiske mén

Samtidig kæmpede Helle med fysiske mén efter overfaldet. Hun havde føleforstyrrelser, hovedpine og kunne pludselig ikke holde på vandet. Af frygt for at tisse i bukserne foran kollegerne, holdt hun op med at drikke noget, når hun skulle på arbejde.

– Jeg drak intet fra eftermiddagen før, og indtil jeg havde fri fra arbejde igen. Sådan levede jeg i 24 år, og det gik blandt andet ud over mine nyrer. Men jeg havde den indstilling, at jeg måtte gøre, hvad der skulle til for at passe mit arbejde. Som tiden gik, fandt jeg nogle løsninger, men optimalt var det ikke.

Læs også: Ingen ville tro jeg fik tæv

Hun fik også lammelser i den ene side, og spasticitet i mellemgulvet, der medførte, at hun ikke kunne trække vejret. Det har hun stadig. I dag har spasticiteten bredt sig til benene, og det er derfor, hun sidder i kørestol. Hvad Helle ikke vidste, var, at hun havde fået en rygmarvsskade som følge af de slag, hun havde fået i nakken.

Skaderne i nakken har gennem årene ført flere og flere senskader med sig. Men nervesmerterne er nok det værste.

– Det brænder og gør ondt, lidt som hvis man stillede sig i en myretue. Når jeg går i bad, føles strålen fra bruseren som knive i min hud. 

Stadig flashbacks

Huset i Haslev er indrettet, så Helle kan komme omkring i sin kørestol. Hun har lært sig selv at klare mange ting til trods for fysiske og psykiske begrænsninger. Men hun har stadig mareridt og flashbacks til dengang, hun lå på asfalten, mens slagene haglede ned over hende.

– Jeg kan pludselig blive bange for, at nogen vil gøre mig eller mine børn noget. Hvis jeg vågner og hører en bil om natten, er jeg nødt til at stå op og tjekke, hvem det er, og hvad de vil.

Selv om der er gået 33 år, og hun i mellemtiden har fået alverdens behandlinger, fylder ptsd’en meget i hendes liv.

– Jeg er ikke i tvivl om, at det er, fordi jeg ikke fik den rigtige hjælp dengang, siger Helle.

Læs også: Elaine overfaldet og forsøgt voldtaget

Helle fik først diagnosen ptsd i 2008, og i 2011 fandt en læge ud af, at hendes fysiske problemer skyldes en rygmarvsskade som følge af overfaldet. I 24 år kæmpede hun sig på arbejde uden at vide, hvorfor hun havde det så skidt, og uden at nogen tog hendes problemer alvorligt. Hun brugte alle sine kræfter på at være loyal over for sin arbejdsplads og sine kolleger. Når hun kom hjem, brugte hun tiden i sin seng for at blive klar til at komme på arbejde igen. Men efter terrorangrebet på Krudttønden i 2015 måtte hun kaste håndklædet i ringen.

– Selv om jeg ikke længere var i beredskabsafdelingen, blev jeg voldsomt påvirket af angrebet. Det satte fuld blus under min ptsd.

En tidlig morgen for fire år siden fandt Helle sig selv liggende på jorden i havens mørke med tårerne strømmende ned over ansigtet. Det var her, hun indså, at hun ikke længere kunne holde til det.

Påvirkede familien

– Jeg var blevet bange for, at nogen ville angribe mig og mine børn om natten. Derfor lavede jeg runderinger både i og uden for huset. En nat kørte jeg så langt ud i haven, som jeg kunne. Men da mine skuldre syrede til af overanstrengelse, kravlede jeg ud af kørestolen og videre ned til frugttræerne. Jeg havde gemt skruetrækkere og knive alle vegne og var klar til at forsvare os. Men der kom jo ingen. Da jeg lå der i mørket, kunne jeg godt se, at den var helt gal. 

Som enlig mor til fem har Helle ikke kun kæmpet for sig selv, men også for at få sin familie til at hænge sammen.

– Mine skader har haft store konsekvenser for mig, men også for min familie. De pårørende bliver ofte glemt, og de er i den grad også påvirket.

Helles to ældste sønner måtte træde til, da hun endte i kørestolen, og de tog et stort slæb dengang for at hjælpe deres mor.

– Alle blev påvirket. Mine forældre og søskende og ikke mindst alle mine drenge.

Heldigvis har familie og venner støttet og hjulpet det, de kunne. Da lægerne fandt ud af, at Helle havde en rygmarvsskade, blev hun indlagt i halvandet år på et rehabiliteringscenter. Her boede yngstesønnen, William, hos sin tidligere dagplejemor og hendes mand, og de blev som bedsteforældre for ham.

– Det har været vanvittig hårdt, men efter mit ophold på rehabiliteringscentret fik jeg en hjælper. Det betyder, at jeg kan bruge mine kræfter på at leve et ligeværdigt liv, og det sætter jeg stor pris på.

Læs også: Nadja levede i et voldeligt forhold

Som en familie

Efter Helle fik diagnosen ptsd, tog hun til informationsmøde i Thin Blue Line; en forening for politifolk, der er kommet til skade i tjeneste, og deres pårørende. Hun var temmelig langt nede og havde egentlig ikke overskud til ret meget. Men hendes næstyngste søn opmuntrede hende og tog med, da hun fik mulighed for at tage til USA sammen med 100 andre veteraner.

– Jeg kendte ingen, men jeg opdagede hurtigt, at det ikke var noget problem. Det var som at træde ind i en familie, man har savnet. Jeg følte mig så velkommen, og alle tog imod mig og gav mig en følelse af at høre til. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

I USA mødte hun amerikanske veteraner fra politi og militær, og her var en helt anden tilgang til de mennesker, der har stået i frontlinjen, end hun havde mødt i Danmark.

– For første gang i mange år følte jeg en anerkendelse og respekt for det, jeg har været igennem. De gav mig en følelse af at være god nok. Det var også dét, der gav mig modet til at fortælle min historie for første gang. Det var hårdt, og jeg græd. Men de andre græd med mig, for de havde selv stået der.

Det var en stor sorg for Helle, at hun skulle pensioneres før tid. Hun mistede både identitet, fællesskab og gode kollegaer.

– Jeg elskede mit job og var en stolt politiassistent, og i mit hjerte er jeg det stadigvæk. Politijobbet er verdens bedste job, og jeg ville ønske, at jeg dengang havde haft Thin Blue Line. Jeg er dem dybt taknemlig for, at de greb mig, da jeg var på vej ned.

Læs også: Jeg fik min mand dømt

Får smilet frem

Senere har hun engageret sig i RYK, en organisation for rygmarvsskadede i Danmark, hvor hun i dag er formand og mentor.

– Når man bliver rygmarvsskadet, bliver livet vendt op og ned på et splitsekund. Det kan være svært at acceptere, at man ikke kan de ting, man plejer at kunne, eller at ens liv ikke bliver, som man havde håbet på. Men jeg forsøger at bringe smilet frem hos andre, og når det lykkes, er det det hele værd, fortæller Helle og smiler selv ved tanken.

Hun vil gerne vise andre, at de også har noget at bidrage med, og at deres liv ikke behøver at gå i stå. Og Helles eget liv er bestemt ikke gået i stå. Hun laver frivilligt arbejde, sejler, kører ræs, tager på ferier, spiller kørestolsrugby og er kommet på landsholdet i kørestolscurling.

– Når jeg er på banen, skal jeg koncentrere mig om sporten, og så kan jeg skubbe smerterne og problemerne lidt væk.

Selv om ptsd’en indimellem giver dårlige dage, hvor det hele føles sort og uoverskueligt, har hun besluttet, at skaderne ikke skal styre hendes liv.

– Man må se muligheder fremfor begrænsninger. Jeg kørte for eksempel på ferie til Italien med mine to yngste sønner og kørestolen bag i bilen, da de var et og 11 år. De var kede af, at de ikke kom på ferie, og det kunne jeg da godt forstå. Alle rystede på hovedet ad mig, og det var da heller ikke en ferie uden udfordringer. Men jeg fik dem jo løst hen ad vejen, og vi havde en fantastisk tur. 

Sagde undskyld

Helle er ikke typen, der bærer nag. Hun har egentlig stor sympati for, at folk har mulighed for at sige deres mening og demonstrere, når de er utilfredse. Men hun savner, at nogen tager ansvar for den vold, der ændrede hendes liv.

– Efter jeg medvirkede i tv-programmet ”De usårlige betjente” på DR, var der en tidligere bz’er, der skrev til mig på Messenger. Hun fortalte, at hun havde grædt, da hun så udsendelsen. Hun var nemlig med den dag, da jeg blev slået ned, fortæller Helle.

Hun fik en undskyldning af kvinden, og den har hun taget imod med glæde.

– Hun er jo blevet voksen i mellemtiden. Vi har aftalt, at vi skal drikke kaffe og få talt igennem, hvad der skete. Jeg er glad for, at hun har taget kontakt.

For Helle har det vigtigste været at sætte fokus på arbejdsmiljøet i politiet, så andre politifolk ikke skal udsættes for det samme som hun.

– Jeg har haft et spændende politiliv med en masse gode kollegaer. Det var ikke jobbet eller kollegaerne, der var noget i vejen med, men konsekvenserne.

Derfor tager hun ud på skoler og holder foredrag, så de unge kan se, hvilke konsekvenser overfaldet har haft for hende og mange af hendes kolleger. Hun vil vise, at en politibetjent ikke bare er en uniform, men et menneske.

– Det ville være rigtig rart at opleve, at de anerkendte, hvad de har gjort. Jeg har det svært med, at nogle af dem, der var med dengang, i dag sidder i ledende stillinger og enkelte endda på Christiansborg og lader som ingenting. Jeg hader dem ikke, men det ville være rart, hvis de tog ansvaret for, hvad de gjorde dengang.

Læs også: Trines søn blev dræbt på Utøya